Vores lille familie bor i øjeblikket i en 3 værelses lejlighed på 90 m2, og det havde vi egentlig tænkt os at blive ved med. Vi har en stor stue, soveværelse og et ekstra værelse, der er stort nok til uden problemer at kunne huse de to barylere i hvert fald et par år ud i fremtiden. På trods af vores fornuftige beslutning, går vi nu i alvorlige flyttetanker.

Lejligheden opfylder vores basisbehov, men mange ting ville virkelig være lettere, hvis vi havde eget hus med en lille have. Bugseren med vogn og tvillinger ud og ind af opgangen er lidt af et projekt, for slet ikke at tale om at få børnene til at sove i opgangen, hvor andre beboere pisker op og ned af trapperne (kun guderne ved hvorfor), når vi er kommet tilbage fra vores daglige gåtur. Selvom lejligheden har en pæn størrelse, er den efterhånden fyldt til randen med babyrelaterede livsnødvendigheder, og det er efterhånden vanskeligt at komme gennem stuen uden at støde ind i ting. Og jeg er slidt nok i kroppen af at slæbe rundt på tvillingerne til, at jeg ikke også gider at have gule og blå tæer.

Vi har nu været ude at kigge på tre huse i omegnen af, hvor vi bor. To af dem har vi planer om at kigge på igen i næste uge sammen med vores forældre. Hvis vi beslutter os for at kaste os ud i det, sætter vi lejligheden til salg i slutningen af næste uge eller begyndelsen af ugen efter…

Føles meget pludseligt!

 

20130510-132948.jpg

Apoteket har i deres reklamebrochure været så servicemindede at lave en pakkeliste til sommerferien… Jeg har bare eet spørgsmål: Hvor er der plads til at pakke tøjet ned henne, når kufferten er spækket med piller, salver, cremer og sprays?

 

Tvillingerne og jeg selv har her først på eftermiddagen haft besøg af sundhedsplejersken. I begyndelsen kom hun og vejede en gang om ugen, men nu er Carl Emil og Regitze begge så godt på vej, at besøgene ligger hver 4-5 uge. Jeg var meget spændt på, hvad de vejede denne gang, for vi har på det seneste haft en lidt alternativ madsituation herhjemme, hvor vi har skullet bryde den onde cirkel, vi var kommet ind i.

Hverken Carl Emil eller Regitze har nogensinde spist op til de officielle anbefalinger med ca. 1/6 af legemsvægten. Regitze har på en god dag spist 2/3 af det anbefalede, og ofte kun det halve, men hun har alligevel taget fint på. Selvom det er gået fint med vægtene, har der på grund af deres tidlige fødsel alligevel hele tiden været et stort fokus på maden. På hospitalet var det vigtigt for plejepersonalet, at tvillingerne fik den hele beregnede mængde mælk sirligt målt op i sonden – også selvom det var tydeligt at børnene følte ubehag var at indtage de mængder mad. En periode hvor Carl Emil havde problemer med forstoppelse, var det så grelt, at man stemplede maden ned i sonden, hvorefter den nærmest i samme takt løb ud af munden som gylp – men ned skulle den. For mig var det enormt grænseoverskridende og ubehageligt at skulle give sondemad på den måde – og jeg tvivler ikke på, at det har været ligeså ubehageligt for børnene. Men som nybagt mor, er det svært at gå imod fagfolkenes viden og gøre noget andet, selvom ens mavefornemmelse siger, at fagfolkene ikke har ret. Selvfølgelig har hospitalet ingen myndighed i forhold til at forbyde eller diktere bestemte veje, men eftersom man kun får grønt lys til at blive udskrevet fra neonatalafdelingen, når børnene tager fint på hver uge, lå der også et element af pres i forhold til at følge afdelingens forskrifter – og formodningen må jo også være, at læger og sygeplejersker til enhver tid gør det, der er det bedste for patienterne. Hospitalets indstilling er efter min bedste vurdering også grunden til, at jeg endte med ikke at amme, for i løbet af de tre dage, hvor der var fri amning, tabte børnene sig, og sygeplejerskerne pressede derfor kraftigt på for flasken. Jeg er dog i dag meget i tvivl om hvor meget faglighed, der egentlig lå gemt i det råd, for det var hverken mælkeproduktionen eller børnenes sutteevne, den var gal med – problemet lå i, at de simpelthen ikke meldte sig for at få mad hver 3. time, som de skulle, og som følge deraf naturligvis heller ikke spiste ret meget i de tre dage, fordi jeg kunne skulle byde, når de meldte sig, eller når der var gået ca. 4 timer. Erfaringen efter vi kom hjem er dog, at børnene fortsat er uinteresserede i mad og ikke melder sig før sulten virkelig, virkelig gnaver.

Mad har hele tiden været en udfordring, men vi har i videst muligt omfang prøvet at lade børnene selv regulere deres indtag, så længe de tager fint på. For nogle uger siden rendte vi så ind i den yderligere udfordring, at hverken Carl Emil eller Regitze gad at spise overhovedet. Vi er så heldige at have en børnelæge i omgangskredsen, der både er fagligt dygtig og som har en afslappet holdning til mange ting, og da vi spurgte hende til råds, var der mange ting, der pludselig blev lysende klare, da hun henviste os til hjemmesiden Lebahn.dk, der handler om spædbørn og små børn med spiseforstyrrelser. Både tvillingerne og os, deres forældre, udviser 80% af tegnene på en spiseforstyrrelse – formentlig kickstartet af vores ophold på hospitalet. I den seneste tid har vi skulle bryde vores mønster i håb om at bryde børnenes, så der har været fuldstændig fri spisning af flaske eller grød/mos. Resultatet har indimellem været, at Regitze ikke har gidet at indtage andet end vand i 6 timer – og det har hun så fået lov til – så vi har været spændte på, om det har kunnet ses på vægten.

Både Carl Emil og Regitze havde heldigvis taget fint på denne gang også, men Regitze slægter – i hvert fald indtil videre – sin far på og er en slank pige, der ligger over gennemsnittet på højde og et stykke under gennemsnittet på vægt. Hun ligger lige i underkanten vægtmæssigt, men eftersom hun er i trivsel, er det ikke noget, vi skal gøre noget ved. Men sundhedsplejersken gav os det råd, at det vil være en god ide at tilsætte lidt ekstra fedtstof til hendes grød/mos.

 

20130504-212444.jpg

Godt 10 måneder gamle har tvillingerne i dag været ude på deres første egentlige udflugt. Turen gik til Tivoli, hvor gemalen skulle optræde som en del af Musikskoledagene. Det var en hyggelig tur, men så forfulgt af uheld, at den var et Anders And-blad værdig.

Fordi banditterne er født så meget for tidligt, har de i deres første måneder været meget følsomme overfor nye sanseindtryk. Vi er derfor ikke så rutinerede udi udflugtens kunst, så i forvejen er det at skulle ud med dobbeltdækkeren lidt af en prøvelse. I dag blev turen så ikke gjort lettere af, at skidtet brød sammen. Møgbesværligt og ikke noget jeg kaster mig udi igen sådan lige med det første!

Miseren begyndte efter ca. 45 hyggelige minutter i haven. Mens gemalen spillede på Plænen, var mine forældre og jeg trillet over til Rasmus Klump land, hvor vi sad i solen og spiste en pandekage. Sønnike blev med eet akut sulten, så jeg ville trille over i skyggen og byde på en lækker, lun flaske Nan. Det blev imidlertid besværliggjort af, at bremsen havde sat sig fast og havde låst baghjulene. Skrigende baby, låst vogn… What to do? (Panik?!)

Den hurtige løsning blev at “småbære” vogn med indhold og trille bæstet på forhjulene hen til nærmeste skyggebænk. Her fik jeg arrangeret en flaske til den sultne dreng, mens min far via en af parkens renovationsmedarbejdere fik tilkaldt nogle gutter med en værktøjskasse, der kom og doktorerede på vognen.

Imens ankom gemalen fra sin afsluttede koncert. Mens vi sad på bænken med hver sin tvilling, og de flinke Tivoli-gutter fortsat var i gang med vognen, udså en due sig netop dette tidspunkt og dette sted til at lette trykket på sine indre organer med det resultat, at der faldt en betydelig klat bæ ned på gemalens og mit overtøj. Nu påbegyndtes en ihærdig indsats med vådservietter og håndsprit, der skulle forhindre klatten i at spredes til tvillingerne, som allerede havde formået at dyppe fingre og et enkelt øre. Tvillingerne, der ikke kunne lide at blive gnubbet med vådservietter over det meste af kroppen, stak i synkrone hyl og var ikke til at trøste.

Heldigvis var vognen nu imens blevet repareret, så i med børnene og fluks afsted mod hjemmet. Allerede på vej over til bilen steg børnenes humør dog igen, og vi havde en hyggelig hjemtur.

Alt i alt var turen ganske vellykket – tror børnene hyggede sig – men det var ikke ligefrem fordi, jeg bare emmede af overskud, da vi kom hjem efter sådan en tur!

 

20130502-164753.jpgSå dukkede den første tand op hos min lille datter. Hun åbner ikke munden højt og længe nok til, at jeg kan få lov at se den. Men mærke den kan jeg ligeså tydeligt, og den siger et fint “klik-klik” mod melaninskeen, når hun får sin grød.

Hun har savlet som en newfoundlænder i flere uger, men udover det har hun heldigvis ikke haft gener.

Til gengæld har min søn kløet og kradset sine gummer med uhørt intensitet i over en måned uden så meget som en eneste tand. Livet er indimellem uretfærdigt! Håber dog for den lille knægt, at tænderne snart dukker op, så han kan få lidt fred fra kløen.

 

Photo 29-04-13 21.54.36
Nu er der kun 8 dage til tvillingerne fylder 10 måneder. Det er ret vildt at tænke på, at der snart er gået et år siden, de kom til verden!

 

Photo 29-04-13 21.42.39

 

<br /><br /><br />
20130429-112237.jpg

Én ting, man som nybagt mor til tvillinger konsekvent har for lidt af, er tid. Der er altid en mund at mætte, en ble at skifte eller et andet basalt behov at opfylde, så antallet af minutter, man har til sig selv i løbet af en dag, er forsvindende lille. Når hvert minut pludselig er en skat, der skal higes om, bliver det store spørgsmål hurtigt: Hvad vil jeg egentlig bruge mine dyrebare fri-minutter på?

I lang tid har mit valg været vasketøjet. Det skal være slut: Jeg vælger i stedet at bruge mine minutter på at blogge!

Siden jeg griflede det første indlæg her til bloggen i 2004, er der sket ikke så lidt. Bloggen har i de forgange 9 år lydt forskellige navne, haft et utal af forskellige designs, været hostet hos Blogger og siden hos WordPress og fik i 2009 sit eget domæne. Og der er ikke den ting, jeg i tidens løb ikke har skrevet indlæg om.

Jeg har savnet bloggen her i mine 10 måneders radiotavshed, men samtidig har jeg ikke været i tvivl om, at der måtte ske noget nyt. Jeg er ikke den samme, som jeg var i sommeren 2012, og derfor vil min blog heller aldrig kunne være det. I begyndelsen troede jeg, at det betød en helt ny blog. Men, nej. Det er zebraprikket eller ingenting. Så her er jeg igen, klar til at dele mine tilfældige indfald med jer allesammen. De gamle indlæg er ikke længere tilgængelige for offentligheden, så på en måde starter jeg på en frisk. Måske nogle af indlæggene får nyt liv, måske ikke. Hvem ved? Hvad jeg ved med sikkerhed er derimod, at zebraprikket fremover vil handle om livet som nybagt tvillingemor på godt og ondt.

Men først, som i enhver god serie med respekt for sig selv et kort resume af de vigtigste begivenheder fra tidligere sæsoner: Previously on zebraprikket…