Tvillingerne og jeg selv har her først på eftermiddagen haft besøg af sundhedsplejersken. I begyndelsen kom hun og vejede en gang om ugen, men nu er Carl Emil og Regitze begge så godt på vej, at besøgene ligger hver 4-5 uge. Jeg var meget spændt på, hvad de vejede denne gang, for vi har på det seneste haft en lidt alternativ madsituation herhjemme, hvor vi har skullet bryde den onde cirkel, vi var kommet ind i.

Hverken Carl Emil eller Regitze har nogensinde spist op til de officielle anbefalinger med ca. 1/6 af legemsvægten. Regitze har på en god dag spist 2/3 af det anbefalede, og ofte kun det halve, men hun har alligevel taget fint på. Selvom det er gået fint med vægtene, har der på grund af deres tidlige fødsel alligevel hele tiden været et stort fokus på maden. På hospitalet var det vigtigt for plejepersonalet, at tvillingerne fik den hele beregnede mængde mælk sirligt målt op i sonden – også selvom det var tydeligt at børnene følte ubehag var at indtage de mængder mad. En periode hvor Carl Emil havde problemer med forstoppelse, var det så grelt, at man stemplede maden ned i sonden, hvorefter den nærmest i samme takt løb ud af munden som gylp – men ned skulle den. For mig var det enormt grænseoverskridende og ubehageligt at skulle give sondemad på den måde – og jeg tvivler ikke på, at det har været ligeså ubehageligt for børnene. Men som nybagt mor, er det svært at gå imod fagfolkenes viden og gøre noget andet, selvom ens mavefornemmelse siger, at fagfolkene ikke har ret. Selvfølgelig har hospitalet ingen myndighed i forhold til at forbyde eller diktere bestemte veje, men eftersom man kun får grønt lys til at blive udskrevet fra neonatalafdelingen, når børnene tager fint på hver uge, lå der også et element af pres i forhold til at følge afdelingens forskrifter – og formodningen må jo også være, at læger og sygeplejersker til enhver tid gør det, der er det bedste for patienterne. Hospitalets indstilling er efter min bedste vurdering også grunden til, at jeg endte med ikke at amme, for i løbet af de tre dage, hvor der var fri amning, tabte børnene sig, og sygeplejerskerne pressede derfor kraftigt på for flasken. Jeg er dog i dag meget i tvivl om hvor meget faglighed, der egentlig lå gemt i det råd, for det var hverken mælkeproduktionen eller børnenes sutteevne, den var gal med – problemet lå i, at de simpelthen ikke meldte sig for at få mad hver 3. time, som de skulle, og som følge deraf naturligvis heller ikke spiste ret meget i de tre dage, fordi jeg kunne skulle byde, når de meldte sig, eller når der var gået ca. 4 timer. Erfaringen efter vi kom hjem er dog, at børnene fortsat er uinteresserede i mad og ikke melder sig før sulten virkelig, virkelig gnaver.

Mad har hele tiden været en udfordring, men vi har i videst muligt omfang prøvet at lade børnene selv regulere deres indtag, så længe de tager fint på. For nogle uger siden rendte vi så ind i den yderligere udfordring, at hverken Carl Emil eller Regitze gad at spise overhovedet. Vi er så heldige at have en børnelæge i omgangskredsen, der både er fagligt dygtig og som har en afslappet holdning til mange ting, og da vi spurgte hende til råds, var der mange ting, der pludselig blev lysende klare, da hun henviste os til hjemmesiden Lebahn.dk, der handler om spædbørn og små børn med spiseforstyrrelser. Både tvillingerne og os, deres forældre, udviser 80% af tegnene på en spiseforstyrrelse – formentlig kickstartet af vores ophold på hospitalet. I den seneste tid har vi skulle bryde vores mønster i håb om at bryde børnenes, så der har været fuldstændig fri spisning af flaske eller grød/mos. Resultatet har indimellem været, at Regitze ikke har gidet at indtage andet end vand i 6 timer – og det har hun så fået lov til – så vi har været spændte på, om det har kunnet ses på vægten.

Både Carl Emil og Regitze havde heldigvis taget fint på denne gang også, men Regitze slægter – i hvert fald indtil videre – sin far på og er en slank pige, der ligger over gennemsnittet på højde og et stykke under gennemsnittet på vægt. Hun ligger lige i underkanten vægtmæssigt, men eftersom hun er i trivsel, er det ikke noget, vi skal gøre noget ved. Men sundhedsplejersken gav os det råd, at det vil være en god ide at tilsætte lidt ekstra fedtstof til hendes grød/mos.