Ydre orden, indre ro

mentalt overskud // tag initiativ // ryd op og ryd ud

Jeg er samler af natur. Helt grundlæggende bryder jeg mig ikke om at kassere ting, der ikke er i stykker – og selv ting, der er i stykker, er ikke uden værdi, hvis de kan repareres. Voksentøj med huller kan sys om til børnetøj, og når børnene kommer hjem med genstridige pletter på tøjet, kan pletterne nemt dekoreres væk med tekstilmaling eller pailletter. Bagsidepapir kan bruges til indkøbssedlen, og min far kan reparere ethvert stykke legetøj og enhver elektronikgenstand. Med andre ord bliver der ikke smidt mange ting ud hjemme hos os.

Jeg er glad for, at jeg ikke har adopteret køb-og-smid-væk-mentaliteten, for det betyder noget for mig at leve forholdsvis bæredygtigt og grønt. Men min genbrugstrang er ikke uden indbyggede udfordringer, for det er jo ikke fordi, vi undlader at købe nyt indimellem. Min bogreol bugner af bøger, mit klædeskab af tøj og sko, mine badeværelsesskabe af kosmetik og mine andre skabe af alskens ting og sager.

Da jeg var yngre, var mængden af ejendele, kaos og rod aldrig et problem for mig. Det er lige før, jeg faktisk trivedes bedst, hvis jeg kunne lade mine kreative projekter ligge og flyde rundt omkring på de vandrette overflader. Så kunne jeg gå lidt til og fra. I takt med at jeg er blevet ældre, er min tærskel for kaos blevet markant mindre, og i dag har jeg klart mest ro i sindet, hvis de vandrette overflader i mit hjem er tomme bortset fra enkelte pyntegenstande hist og her. Og jeg kan blive helt irriteret og træt, når jeg åbner et skab, og indholdet ligger hulter til bulter, fordi der er proppet alt for mange ting ind på hylden.

Når der er for mange ting på for lidt plads, bliver det sværere for mig at finde det, jeg skal bruge, og jeg spilder kostbar tid på at flytte bunker fra et sted til et andet. Når jeg ser ind i mit klædeskab, er det også som om, der bare er alt for mange valgmuligheder, og jeg skal bruge mental energi på at forholde mig til dem alle sammen. Det lyder tosset, men det ville være en lettere og mere opløftende oplevelse for mig at tage tøj på om morgenen, hvis jeg ikke blev konfronteret med alt det tøj, der er for stort/for småt/ikke passer til årstiden/osv.

I sin research til bogen “The Happiness Project” finder Gretchen Rubin frem til, at de fleste mennesker føler sig bedst tilpas i ordnede omgivelser. Hun formulerer det som outer order contributes to inner calm. Det er et område, som hun selv takler i den første måned af sit projekt, og som jeg også vil tage fat på i min første måned, november.

Min første handling i november vil være at rydde op og rydde ud, i alle mine skabe. Skab for skab, skuffe for skuffe. Ting, der har levet et usynligt liv bagerst i mit skab, skal ud og se dagens lys. Jeg har ingen ambition om, at der skal kasseres med hård hånd, men hvis en ting får lov at blive boende, skal den have et formål – den skal ikke bare være der, fordi den tilfældigvis eksisterer.

Gretchen Rubin har en del fif til, hvordan man griber decluttering an, og dem vil jeg teste af den kommende tid, og rapportere her på bloggen, hvordan de virker for mig.

Lad mig høre, hvad du synes!