Den introverte verden

mentalt overskud // vis engagement // overstå overstimulering

En af mine helt store læseoplevelser i 2016 var Anna Skyggebjergs bog “Introvert – stå ved dig selv” med undertitlen “(Nej, du behøver ikke gå til fest og gemme dig på badeværelset)”. Bogen handler om de udfordringer og fordele, der er ved at være introvert, og giver tips og tricks til, hvordan man som introvert kan begå sig i en ekstrovert verden.

Det var svært for mig at begribe, hvordan der pludselig kunne være en komplet fremmed kvinde, der har helt de samme tanker og følelser som mig i en given situation (og jeg mener bogstaveligt helt de samme tanker!). Jeg har altid følt mig meget anderledes end de fleste andre mennesker, jeg er stødt på gennem tiden – og jeg som gik og troede, at jeg var den eneste særling fik en åbenbaring.

Jeg grinede højt af en passage, hvor Anna Skyggebjerg til et vigtigt møde kommer til at præsentere sig for en af de andre deltagere som “Bjarne”, for selvom jeg plejer at præsentere mig med mit eget navn, har jeg oplevet fænomenet, hvor hjernen slår over på autopilot, og munden bare siger et eller andet mere eller mindre tilfældigt. Det sker heldigvis ikke så meget mere, men jeg kan da godt komme i tanke om en eksamen eller to i årenes løb, hvor en hel eksamination er forløbet mere eller mindre uden tilstedeværelse af min bevidsthed. Heldigvis for mig, klarer min mund sig normalt temmelig fint på egen hånd.

Og så er Anna Skyggebjerg heller ikke den eneste, der indimellem søger tilflugt på toilettet under sociale sammenkomster…

Ligeså længe jeg kan huske, har jeg været meget bevidst om, hvornår jeg trives, og hvornår jeg ikke gør. Jeg ved f.eks., at jeg sjældent finder mig tilpas i større sociale sammenhænge, og at en shoppetur i storcenteret tit giver mig en fysisk følelse af køresyge. Min introverthed er en del af mig, og jeg har fundet en måde at leve med den på, men efter at have læst Anna Skyggebjergs bog gik det op for mig, at jeg aldrig for alvor har accepteret den. Jeg har altid troet, at hvis jeg bare ignorerede den eller anstrengte mig mere, ville jeg også blive en mester til small-talk eller hende, der altid siger noget til møderne. Sandheden er, at det aldrig sker. Jeg kan blive god til at lade som om, men indeni vil ekstroverte handlinger altid tappe min energi.

Engang havde jeg energi i overflod, men med flere små børn er de dage vist forbi. Hvis jeg skal have overskud og være glad, er det derfor vigtigt, at jeg lytter til mig selv og tager højde for mine begrænsninger. Og det er okay. Jeg har accepteret, at jeg har brug for at trække stikket. Hvis jeg skal have energi til de ekstroverte aktiviteter, som jeg holder af og gerne vil have i mit liv, må jeg leve med, at jeg nogen gange bliver nødt til at sige nej til invitationer og lægge mine aftaler, så der er et åndehul med plads til ensomheden indimellem. Det er noget af det, jeg vil arbejde videre med i januar under overskriften overstå overstimulering.

Fra denne måned vil jeg blandt andet prøve følgende to strategier:

  • Turde sige nej til invitationer og arrangementer. Hvis jeg på forhånd ved, at en begivenhed vil kræve energi, jeg ikke har (f.eks. fordi jeg allerede har flere ekstroverte aktiviteter den uge) er det ok at takke nej. Det skal nok blive en udfordring, for jeg vil grundlæggende så nødig fornærme eller skuffe nogen.
  • Sæt tid af til pauser i eget selskab. Ensomhed er en sjælden begivenhed i mit liv, for hjemme er huset normalt fuld af legende børn, og på arbejdet sidder vi i storrumskontor med godt 40 andre mennesker som selskab. Jeg har igennem længere tid godt kunne mærke, at den konstante tilstedeværelse af andre mennesker tærer på batterierne, og jeg har derfor indset hvor vigtigt det er for mig at reservere plads til alenetid. Hver uge vil jeg derfor reservere minimum en time i kalenderen, hvor jeg kan sætte stikket i og lade op med mine yndlingssysler.

Lad mig høre, hvad du synes!