Ruller og sneglehuse

Mentalt overskud // tag initiativ // ryd op og ryd ud

Februar skulle have budt på introduktion af et nyt tema, men pga. diverse uforudsete hændelser endte jeg i stedet med at fortsætte arbejdet med mit mentale overskud.

Jeg har i løbet af de sidste uger været meget inspireret af KonMari-metoden, som jeg skrev om her. Jeg har helt konkret anvendt nogle af hendes tips til indretning af garderoben, hvilket har resulteret i, at mine sokker nu er foldet sammen i stedet for rullet sammen, mens det modsatte er tilfældet for mine tørklæder, der nu opbevares som elegante små sneglehuse.

Jeg kan helt klart anbefale begge dele!

Før min omorganisering lå mine sokker i en ubestemmelig og utiltalende bunke i skuffen. Hvis jeg skal analysere mit forhold til mine sokker, var der faktisk ingen af dem, der rigtig gjorde noget for mig, da de lå rodet sammen ovenpå hinanden, og besøg i sokkeskuffen blev ledsaget af en let irritation. Nu byder sokkerne sig til, og det er faktisk en god oplevelse af vælge dagens sokkepar.

Mine tørklæder har jeg til gengæld altid holdt af, men selvom jeg har forsøgt at hænge dem på bøljer, opbevare dem i kasser eller den typiske med at lægge dem sammen som kvadrater, er det altid endt lettere kaotisk og forvirrende.

KonMari-metoden foreskriver, at man skal rulle alt sit tøj og opbevare det i skuffer i stedet for i skabe. Jeg er endnu ikke overbevist, hvad angår bluser og bukser – men for tørklæder fungerer metoden perfekt! Tørklæderne fylder ikke ret meget, og samtidig kan jeg faktisk se dem alle sammen og få et overblik over, hvad jeg har. Absolut en fornøjelse.

Vores indbyggede garderobeskab har haft lidt problemer med helbreddet på det seneste, så vi overvejer at få det revet ned og lavet en ny skabsindretning. Efter jeg så billeder af Emily Salomons tidligere indretning blev jeg inspireret til at kopiere den, og så vil KonMari-rulningen være oplagt, da Emilys skab faktisk ikke indeholder hylder til tøj. Måske bliver det et af sommerens projekter.

Lad mig høre, hvad du synes!