Mad med omtanke

fysisk overskud // kroppen skal ikke være begrænsningen // mad med omtanke

Det ville ikke være helt sandt, hvis jeg sagde, at jeg ikke kan huske en tid, hvor jeg ikke var på slankekur – for det kan jeg faktisk godt. Men det er foruroligende tæt på at være sandt. Hvis man skal tage de positive briller på, betyder det, at jeg gennem årene har gjort mig mange erfaringer med, hvad der virker for mig, og hvad der absolut ikke gør, som jeg kan trække på nu.

Jeg har fundet ud af, at jeg helst skal have meget faste rammer, hvis jeg skal have succes med et vægttab. Hvis jeg forsøger at leve efter devisen alt med måde, resulterer det ikke i et sund mådehold men derimod i altmin måde, for jeg er ikke i stand til at spise en enkelt chip uden at støvsuge hele posen eller tage et enkelt stykke chokolade uden at spise hele pladen. Afholdenhed falder mig derimod ganske let, så hvis chipsposen eller chokoladepapiret endnu ikke er anbrudt, kan de ligge i skabet for evigt, uden at jeg skænker dem så meget som en tanke. Jeg oplever heller aldrig, at sødesager på magisk vis materialiserer sig i min indkøbsvogn, når jeg handler, for så længe posen ikke er åben, er den ikke interessant.

Men så burde det være utrolig let for mig at tabe mig, ikke sandt? Jo, i teorien.

Min præference for afholdenhed frem for mådehold bliver et problem, når jeg samtidig lider af høflighedsfeber… Hvis nogen byder, er det jo uhøfligt at sige nej. Et enkelt stykke kan jo ikke skade. Alt med måde… Og bum, så klapper fælden. Strikse regler fungerer rigtig fint for afholdenhedsdelen af min personlighed, men harmonerer skidt med resten, for så snart høflighedsfeberen får mig til at bryde afholdenheden, er alle regler med ét kastet overbord.

Jeg har derfor tænkt over, at jeg bliver nødt til at opstille strikse regler, der samtidig tager højde for, at jeg i sociale sammenhænge uvægerligt vil komme til at falde i. Jeg har tidligere i en periode levet efter LCHF, som jeg trivedes rigtig godt på, og jeg vil gerne dreje min livsstil i den retning igen – men uden de strikse regler, der følger med, som i den grad resulterer i, at jeg i sociale sammenhænge bliver en madsærling som takker nej til hovedparten af den mad, andre i selskabet spiser – og måske endda anser for god og sund. Og det ved jeg bare ikke bliver en holdbar vej frem for mig.

En anden ting jeg har erfaret er, at jeg falder i den kategori af mennesker, som Gretchen Rubin betegner obligers i sin teori om “The Four Tendencies” (se evt. en kort video om det her). Kort fortalt betyder det, at jeg uden besvær lever op til andres forventninger, men har problemer ift. at leve op til mine egne forventninger. Et konkret eksempel: I skolen har jeg aldrig afleveret en opgave for sent, men det er umuligt for mig at opdatere min blog en gang om ugen.

Da jeg er besluttet på at lykkes denne gang, har jeg taget konsekvensen og har været hos en diætist, som kan opstille den ydre forventning, jeg har brug for. Ved at betale i dyre domme og skulle stå til regnskab en gang om måneden overfor et fremmed menneske, tror jeg, at det vil være lettere for mig at holde mig på ret kurs. I samarbejde med diætisten har jeg fået fastlagt nogle retningslinjer for, hvordan jeg skal spise frem til vores næste aftale i midten af januar.

Lad mig høre, hvad du synes!