Category: slankekuren

Ca. en måned senere

Da jeg steg på vægten i morges ventede der mig en god nyhed: 100 gram mindre end det mindste, jeg har vejet i løbet af de sidste 2 måneder (og formentlig længere). Selvom vægttabet går langsomt, er der alligevel resultater. Også synlige!

En af madlogs features er, at man kan skrive sine kropsmål ind, hvilket jeg har forsøgt et par gange. Mål for bryst og hofter er mildest talt ustabile og svinger med 5 cm fra dag til dag (hvilket kraftig tyder på, at jeg nok ikke måler samme sted fra gang til gang), men målene for arme, talje og lår er ikke til at tage fejl af, og de er da alle tre også støt faldende. 
***

 *
Skal man tro mine målinger, er min venstre overarm svundet med tre centimeter i omkreds! Det stemmer fint overens med, at nogle af mine lidt strammere bluser nu sidder acceptabelt uden at lave indsnørede skinker af mine overarme.
***

 ***
Min talje er også svundet ind med ca. 3 centimeter i omkreds, hvilket ikke lyder af meget, men alligevel resulterer i, at kærlighedshåndtagene ikke længere er påfaldende i mine stramme jeans.
***

***
Jeg har altid haft traumer om mine lår, for selv da jeg var barn og undervægtig efter “normkurverne”, har de altid været af en vis omkreds. Da jeg blev født måtte min mor sågar klippe elastikkerne op på mine underbukser, for at lårene kunne komme gennem hullerne til benene. Lårene er da også den del af mig, der tilsyneladende er svundet mindst: 1 cm i omkreds. Men 1 cm er naturlivis bedre end ingenting – og hvad der ellers er af postive ting at sige er, at appelsinhud er ved blot at være et ubehageligt minde, for i modsætning til centimerne er den snart væk.

139 uger

***
Så godt som hver morgen er det en fast del af min rutine, at jeg stiger op på vægten og noterer dagens tal. Tallene danner en fin men ujævn kurve på min Madlog, hvor jeg registrerer vægten. Selvom kurven hopper op og ned, er der alligevel en nedadgående tendens, der har virket opløftende på mig, når jeg har haft brug for motivation til at fortsætte kampen. Madlog melder trods alt, at jeg er 1,3 kg lettere nu, end da jeg begyndte.

Idag meldte nysgerrigheden sig, og jeg begyndte at behandle tallene. For at eliminere de mange udsving tog jeg gennemsnit, og valgte at gøre det uge for uge. Jeg havde gættet rigtigt, der var en nedadgående tendens. I Excel indtegnede jeg en tendenslinje for de gennemsnitlige målinger, som havde følgende ligning:

y = -0,1229 x + 64,098

Med andre ord: Mit mål på 47 kg er nået om 139 uger – dvs. 2, næsten 3 år.

Jeg har meget blandede følelser med hensyn til resultatet. Det er dejligt at vide, at det rent faktisk går nedad, langsomt men støt også selvom jeg ikke holder kuren slavisk hver eneste dag. Dog er det uendelig deprimerende at vide, at jeg har tre år igen med mit nuværende niveau.

Jeg er klar over, at vægttab og vedligeholdelse kræver en livsstilsændring, men jeg har aldrig følt, jeg har et livsstilsproblem. Jeg spiser sundt, ikke særlig meget og holder mig generelt fra søde sager. Jeg har altid haft en forholdsvis aktiv hverdag med dagligdags motion og uregelmæssig, decideret træning. Mit problem er, at mit kaloriebehov er så uendeligt lille, at jeg skal spise så godt som ingenting, før det er opfyldt. For at få dækket mine næringsmæssige behov skal jeg derfor nøje overveje, hvilke madvarer jeg spiser. Udover dét er det afgørende, hvornår jeg spiser i løbet af dagen, så jeg overlever på den begrænsede mængde mad uden sult, men samtidig kan deltage i sociale sammenhænge som den daglige frokost – og den særlige udfordring, de mange middagsinvitationer vi får, med meget mad og hvor det er svært gang på gang at skulle afslå et glas vin og dermed også udstå folks nysgerrige, spørgende blikke: Er hun mon gravid? For det er naturligvis den eneste socialt acceptable årsag til ikke at indtage alkohol… Ved hjælp af madlog kan jeg konstatere at i tirsdags, hvor jeg spiste en hjemmelavet burger på restaurant til frokost, faktisk ikke kunne have haft tilladt mig at spise andet hele dagen, hvis jeg skulle have beholdt mit kalorieunderskud. Øv! Det er en balancekunst at leve et normalt liv og samtidig kun indtage mine begrænsede kalorier.

Mit nuværende motionsniveau indebærer ca. 35 minutters intensiv cykling i bakket tærræn dagligt, 1 times yoga om ugen og 3 timers intensiv dansetræning om ugen. Udover min normale aktivitet med eks. at grave have, gå på trapper, slæbe indkøb og andet i samme stil. Jeg nyder min træning, men har samtidig svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen i fremtiden, når jeg rent faktisk har været gravid og sidder med et lille vidunder, der skal passes. Med andre ord: Jeg har svært ved at se, hvordan mit nuværende niveau – der tidligst vil kunne belønne mig med det ønskede vægttab om to til tre år – skal kunne blive til en permanent livsstil.

Lige nu er jeg rådvild og en smule opgivende. Uden dog at give op. For tre år er bedre end aldrig, og meget bedre end en eventuel vægtøgning om tre år, som formentlig ellers ville være resultatet. Men jeg må i tænkeboks igen og se, om jeg ikke kan give den en ekstra skalle så de tre kan blive til to år.

Klap på skulderen

Pyha! Er netop kommet hjem fra træning, hvor der har været max. tempo i dag. Det er tredje gang i denne uge, jeg er afsted, og jeg nyder det vældig, selvom det stadig er en overvindelse at skulle ud af døren. Særligt når det ikke er på vej fra arbejde, hvor jeg alligevel er ved centret, men nu skal cykle de 7 km, træne og cykle 7 km hjem igen. Hjemturen er særdeles drøj!

Min svigerfamilie hører til den type, der kan spise sig helt og aldeles bevidstløse uden at tage et gram på, så at være i selskab med dem betyder ofte overflod af mad og vin. Jeg var på forhånd nervøs for, hvordan min vægt ville være, når jeg kom hjem fra Italien, for nødning er også en ting, svigerfamilien praktiserer. Jeg kan dog prale med, at jeg udøvede mådehold, og derfor kun har taget 500 g på i løbet af dagene i Italien. Faktisk har jeg tabt dem igen allerede, så der er absolut ingen ko på isen.

Selvom der ikke er sket de store udsving på vægten, føler jeg mig alligevel lettere af al min træning. Nogle af de bukser, jeg syntes, var begyndt at føles lidt stramme, er nu løse igen. Og i dag har jeg haft en t-shirt på, som jeg ellers sjældent gik med, da jeg syntes, jeg fik “skinke”-arme – i dag lavede den ikke elastikker på overarmen. Det er super fedt at føle, at der endelig sker noget. Også selvom det ikke giver sig udslag i tal. Jeg håber dog stadig, at tallene også begynder at følge med på et tidspunkt, for vægten må meget gerne sige 16 kilo mindre, end den gør i dag, når jeg engang er færdig.

Hvad hjertet er fuld af…

Når jeg først kommer mig over mit traume med, hvor synd det er for mig, at jeg ikke må spise søde sager, finder jeg gang på gang ud af, hvor godt jeg egentlig får det, når jeg holder mig fra det usunde stads.

For første gang i lang tid har jeg ikke ondt i maven efter hvert måltid, og min fordøjelse begynder at klare op igen efter en længere håbløs periode. I dag var første dag i ca. 3 måneder, hvor jeg er vågnet før uret og har følt mig nogenlunde frisk. Det burde med al tydelighed fortælle mig, at jeg gør et eller andet rigtigt.

Men hvorfor skal det så være så svært?

Det virker som topmålet af stupiditet at fylde sig med ting og sager, som man ved, med sikkerhed vil få en til at få det dårligt – ikke bare om 30 år som følge af en livsstilssygdom, men nu og her i form af ondt i maven og uendelig træthed. Alligevel vil jeg vædde min gamle hat – hvis jeg da havde en – på, at små lækkerier igen snige sig ind i diæten igen, når sukkerafgiftningen er slut.

Det er særligt i sociale sammenhænge, at det bliver en vanskelig kamp, for af en eller anden grund, er hygge og sukker tæt forbundet i den danske kultur. Nødning er også et udbredt fænomen, så det er ikke nok at holde fingrene fra faddet og sige nej en enkelt gang, næh, man skal være standhaftig og sige nej både anden, tredje og sådar endda måske også fjerde gang. Er blodsukkeret lavt, er den opgave næsten umulig!

Og så er der også en problematik, jeg vist må tage på egen kappe: Hvis vi er hos familie og venner og spise, bliver indtagelse af dessert i mine øjne næsten en pligt – for de har jo gjort sig umage med at forberede det. Så kan man jo ikke sige nej! (Jo, det kan man godt, jeg ved det – det er bare svært!) Da vi ofte er ude at spise, er dette nok en af hovedårsagerne til, at kiloene sniger sig på år for år…

Startskud til 2. runde

Efter at have haft sat slankekuren på vågeblus, er det vist på tide igen at puste til flammen. Nu er der kun 2½ måned til brylluppet, så hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om at få smidt nogle kilo inden, skal jeg til at sætte fut i gløderne.

I dag på arbejdet har jeg atter lyttet til videoerne fra Naturlig Slankekur, som jeg stadig synes, er en god måde at tabe sig på, og som samtidig giver en rigtig god motivation. Programmet er bygget op af moduler, som tilsammen skal hjælpe en på vej mod vægttabet.

Det første modul drejer sig om at bygge et fundament, så kuren ikke bliver et evigt slagsmål, hvor man erklærer krig mod alle fronter: Sukkeret, fedtet, motionen osv. I disse dage gælder krigen sukkeret, hvilket vil gøre hele kuren så meget lettere, hvis man ikke er sukker-holiker. I de næste dage må jeg derfor ikke spise noget sødt eller noget, der smager det mindste sødt, jeg skal drikke 3 liter vand dagligt og foretage 3 x 10 dybe vejrtrækninger om dagen.

Den store udfordring i dag har været, at cheferne gav ferie-is i formiddags. Kage, småkager og en del slik har jeg normalt ingen problemer med at holde mig fra, hvis jeg strammer mig an, da jeg i virkeligheden ikke bryder mig særligt om det. Der er det kun mit blodsukker, jeg skal have under kontrol.  Men med is er det en anden sag, for det er en af mine svagheder. Jeg elsker is! I dag var da heller ingen undtagelse, og naturligvis måtte jeg smage en lille skefuld af hver slags, lidt frugt og vafler. Det er altid fristende at udskyde kuren, men i stedet for at falde i hullet og udskyde kuren til imorgen, udskød jeg den i dag i stedet til efter frokost.

Min morgenmad i morges faldt i forvejen heller ikke indenfor kurens rammer, da den bestod af jordbær/hindbær-yoghurt, hvor sukker er nr. 2 på varedeklarationen – skræmmende, at man i DK tilsyneladende ikke kan få noget frugtyoghurt der ikke er pumpet med sukker. Jeg må hellere igang med A38 og stykker af frisk frugt, eller gå tilbage til mine elskede smoothies igen – men først efter sukkerafgiftningen, for frugt er faktisk også på fy-listen de næste tre dage. Kun grøntsager dur – og gulerods/agurkesmoothie tror jeg ikke på, har nogen fremtid blandt min morgenmad :)

Nu er min kur imidlertid startet igen, så ønsk mig god arbejdslyst!

Funky monkey

 

(En "funk"-time hos Fitness World)

Jeg hører ikke til blandt de personer, der gør tingene halvt. På samme måde som min køkkenhave, hvor det efterhånden kun er sølvbede og spidskål, jeg ikke dyrker – har jeg også kastet mig over slankekuren med fornyet kraft; Denne gang indebærer det cykling til stationen, ugentlige løbeture og indmelding i et fitness center. Allerhelst ville jeg gerne begynde til pole igen, men jeg orker simpelthen ikke de lange, besværlige ture til Valby, og da slet ikke nu, hvor togene er total f*cked up! I stedet har jeg meldt mig ind i Fitness World og har på vanligt ambitiøse vis allerede overplastret min kalender til med holdtræningstimer i dans, yoga og pilates. Min kalender er lidt stram i forhold til andre ting som sene møder på arbejdet og aftenplaner med familie og venner denne og næste uge, men derefter er jeg gået amok og har meldt mig til 4 timer fordelt på 3 dage (man skal vel have noget for pengene!). Udover dét kommer naturligvis de 5 kilometer på cyklen som besøget i centret kommer til at lægge til mine daglige ca. 10 km. Det skal nok blive sjovt, når jeg ikke kan røre mig den følgende weekend for smerter i samtlige kropsdele. Så kan jeg jo glæde mig over, at det er selvforskyldt.

I dag havde jeg mit første besøg i centeret. Jeg kom lidt hektisk ud af døren, for naturligvis sad jeg i et vigtigt møde, der trak ud 20 minutter længere end planlagt. I centeret er der kontant afregning ved kasse 1, hvis man kommer for sent eller udebliver fra en time, man er tilmeldt, så så snart jeg fik muligheden, drønede jeg ud af døren. Jeg nåede det heldigvis til tiden!

Jeg har aldrig været tilmeldt et fitnesscenter før, for tidligere har jeg enten løbet, dyrket work-out/styrketræning hjemme eller benyttet mig af mit arbejdes meget velassorterede træningsrum, der tidligere også var udstyret med instruktør, hvis man var så heldig (havde en kollega, der bijobbede som fitness-instruktør, hvilket var super, hvis man lige skulle have lidt vejledning). Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde ventet, men mit første møde med centeret var noget nedslående – venligt og serviceminded personale, men at se folk stå med tomme blikke side om side som dominobrikker på den ene maskine efter den anden var næsten et direkte sørgeligt syn. Jeg kan allerede nu sige så meget, at I aldrig får mig at se på en af lemmingmaskinerne – til “maskinel”-træning tror jeg, jeg fortsat vil foretrække at tøffe ned i arbejdets træningsrum.
Når det er sagt, var holdundervisningen super fin! Underviseren var rigtig sød – og måske endnu vigtigere, så kunne hun faktisk danse. Hun lavede et rigtig godt mix af koreografi og hårdt arbejde, hvilket var lige det, jeg var kommet for, så jeg er super tilfreds!

Om at hive efter vejret

(billede fra Intersport)

Hvorfor er jeg stædig som et gammelt æsel? Hvorfor?!

Jeg kan ligeså godt krybe til bekendelse: “Hej, jeg hedder Louise, og jeg har anstrengelsesuløst astma”. Selvom jeg fik det konstateret i 7. klasse, har jeg ikke desto mindre brugt alle årene siden hen på at fornægte astmaens eksistens. Jeg tror, jeg skammer mig lidt over den, fordi den på mange måder kan forekomme som en dårlig undskyldning til ikke at løbe, til ikke at dyrke cardio-motion.

I min skoletid afskyede jeg idræt, for jeg var aldrig ligeså god som de andre, fordi jeg ikke kunne løbe ret langt uden at blive forpustet. På en dårlig dag (uden medicin) kan jeg kun løbe få hundrede meter, før mine lunger “selvantænder”, og det føles som om det er knappenåle og ikke luft, jeg trækker ned i lungerne ved hvert åndedræt. Spyttet bliver tykt som havregrød og får en ubehagelig sød smag. Alligevel er det som om, jeg aldrig rigtig er blevet gode venner med min inhalator, som har tilbragt det meste af sin levetid i en kurv ude på badeværelset. Da stolthed altid har været en af mine svagheder, blev dét, at jeg dårligt kunne løbe, i stedet drejet til, at jeg ikke gad at løbe – og sammen med en veninde (som vist iøvrigt rent faktisk havde det synspunkt) følte vi os hævet over fysisk aktivitet, da vi havde andre ting, at bruge vores tid på. Idræt suttede røv, mens engelsk var det, der var værd at bruge tid på. I stedet foregik motionen for mit vedkommende derhjemme som styrketræning og work-out, hvor astmaen ikke kommer i udbrud.

I morges beslutede jeg, at vejret var så dejligt, at jeg det var på tide at trække i løbeskoene igen, og komme ud en tur – selvfølgelig uden først at bruge min inhalator. Resultatet var ikke specielt overraskende – en dalende form efter flere måneder på standby og astmabefængte lunger bevirkede, at jeg allerede efter de første 200 meter følte mig rede til at lægge mig ned på asfalten og dø. Jeg giver normalt aldrig op uden en kamp, så jeg fuldførte min planlagte rute, men jeg må tilstå, at det ikke så meget blev en løbetur, som en 40% løb, 60% gåtur. Alligevel blev det til en god tur, og jeg er glad for, at jeg kom afsted og har fået skudt hul på løbetræningen 2010.

Battle of the Pole

I anledning af at jeg i dag har taget mig tid til at træne min pole dancing, får I her en video af, hvor god jeg vist aldrig bliver!

Videoen er fra Battle of the Pole 2010, og den stærke og smidige pole-inde er finske Oona Kivelä, der vandt titlen som Lioness for sin helt utrolige performance.

Battle of the Pole 2010

Min super seje underviser Ewa’s performance ved Battle of the Pole 2010. Hun endte blandt vinderne som nr. 6, men hun er nu også virkelig, virkelig dygtig. Når det nu er sagt, synes jeg ikke, det er hendes bedste koreografi (eller sangvalg) – jeg har set bedre fra hende. Overgangene mellem tricks’ne er lidt kedelige, og det hele kommer til at virke lidt statisk – men elegant dét er hun! Og hun skal da have et stort tillykke med på vejen!

Så har jeg haft min pole i en uge…

Da jeg fik min pole hjem i lørdags, ventede der mig en ubehagelig overraskelse: For det første var den super glat og fuldstændig umulig at holde fast om, men samtidig var det også som om, det var første gang, jeg tog mig en svingtur. Modet dalede kraftigt som dagen gik, for mine forsøg blev mere og mere håbløse, efterhånden som mine armkræfters overskud svandt ind. Ikke desto mindre var jeg fortsat meget begejstret for min pole, og har hver dag siden brugt en halv times tid om dagen på at forsøge mig med det ene trick efter det andet. Og sikke fremskridt der er sket på kun en uge! Fra kun akkurat at kunne lave en “tease” med begge hænder, er det nu lykkedes mig at lave både “cross-spin”, “front- og back hooks” og “sun wheel” - og jeg lykkedes endda med et ganske nydeligt “fan kick” i dag (normalt plejer mine “fan kick”-ben at ligne et forkølet forsøg på at slå en vejrmølle). Mine spins er dog stadig med begge hænder, og graciøst kan det fortsat ikke kaldes, når jeg skal bruge ALLE mine armkræfter på overhovedet at holde mig oppe. Men forhåbentlig kommer det om ikke så længe (når jeg får udviklet mig nogle arm-muller!)