Subscribe
Don’t trust a rogue
Super cool WoW music video parody. Videoen bringer minder frem fra de gode gamle WoW-dage – jeg må tilstå, at jeg savner at spille. Min main, Aliqua, er en blood elf, som den dødbringende rogue i videoen – dog er hun blond og magiker. Det gør hende dog ikke mindre farlig, selvom jeg formentlig vil være godt ude af træning, hvis jeg genoptager mit spil.
Tales of Monkey Island
Universets bedste spil er tilbage!!!
Guybrush Threepwood, mighty pirate! er igen på eventyr og beviser på smukkeste vis, at adventure-genren langt fra er uddød – til min store glæde, for det er den type spil, der ligger mit hjerte nærest. “Tales of Monkey Island”, som spil nr. 5 hedder, begynder som sædvanlig med at Guybrush skal redde sin elskede Elaine fra zombie-piraten LeChuck’s ækle klør. Denne gang går det dog anderledes end det plejer, for Guybrush’s fejlslagne hjemmebryggede voodoo-våben fjerner forbandelsen fra LeChuck som med ét bliver en helt almindelig, levende pirat. Elaine og LeChuck tager på eventyr for at sætte alle LeChuck’s slave-aber fri, mens Guybrush ved et uheld strander på en mystisk ø med en forbandet hånd og truslen om the pox of LeChuck hængende over hovedet…
“Tales of Monkey Island” er klart den bedste spil-oplevelse, jeg har haft længe! Humoren er som sædvanlig i tip-top stand: Eksempelvis er der glaspuster-piraten, der har besluttet at blæse alfabetet i glas, og som tilbyder Guybrush at købe en vokal. Da Guybrush siger ja tak, giver piraten ham et “u”, og Guybrush spørger naturligvis til, hvorfor det netop er dette bogstav han får. Piratens svar er: U-tubes are all we have these days. Udover dette er alle de kendte figurer tilbage: Elaine og LeChuck, Voodoo-lady, Stan og naturligvis alle aberne – der er sågar også en lille opgave, der bringer liv i den gamle ordveksling: “You fight like a dairy farmer!” “How appropriate, you fight like a cow!”. Denne gang involverer det bare søkøer og en guide med rejsefraser på fremmedsprog. Jeg kan uden at blinke love, at historien er både original og underholdende og er en super afslutning på kult-serien.
Gåderne har en tilpas sværhedsgrad forstået på den måde, at man oplever en vis fremdrift uden at det på nogen måde bliver enkelt eller lige til. Man sidder ikke nødvendigvis fast i spillet i ugevis (og let’s face it, hvem gider det efter internettets opfindelse?), men der var adskillige gåder, jeg var mange timer om at løse. Efter min mening er det helt perfekt, for det er lang nok tid til at spillet er udfordrende, men kort nok tid til, at man ikke tyr til at finde hints på nettet (kan dog generelt anbefale UHS-hints, da man har kan nøjes med at få hints og ikke spoilers eller en walk-through).
Og så til det lidt mere kedelige: Det tekniske. Grafikken er tip-top (dog lidt kantet), og glider rigtig fint. Det tager enkelte steder lidt for lang tid at loade mellem scene-skift, men det er til at leve med for scene-skift er heldigvis sjældne. Musikken og skuespillet er som sædvanlig også af prima kvalitet, og alle de kendte melodier og stemmer er tilbage. Jeg har forskellige wannabe-adventure spil på wii’en (CSI, Alone in the Dark), og min erfaring er, at spilstyringen som regel foregår dårligt med remote og nunchuck – de fleste gange ønsker man, at man sad foran sin gode gamle pc UDEN at få ondt i hænder og arme af akavede stillinger. Det er heldigvis ikke tilfældet med Monkey Island, hvor styringen er upåklagelig. Desværre udnytter spillet ikke wii’ens potentiale, men det er på den anden side også svært at forestille sig, hvordan det lader sig gøre i et adventurespil.
Tales of Monkey Island er til wii’en udkommet i kapitler, hvor man kan downloade hvert kapitel for sig i wii-butikken. Der er i alt fem kapitler, men 5. kapitel er desværre endnu ikke udkommet online. Jeg regner med, at jeg snart er færdig med kapitel 4, så jeg håber, der ikke går alt for længe før det kan downloades…
Selv den længste rejse er for kort
Gode adventure games er efterhånden en mangelvare på hylderne i Danmark. Og her taler jeg ikke om fantasy-spil á la World of Warcraft, men derimod om de hyggelige løs-en-skæv-gåde-spil, der var et produkt af slut-firserne/start-halvfemserne. I tidernes morgen lærte jeg engelsk sammen med Guybrush Threepwood og Leisure Suit Larry, og hyggede mig med på bedste Olsen Banden manér at kombinere slikpapir med cykelpumper og makrelsalat for at kunne åbne døren og komme ind i det låste rum. Denne slags eventyr er en særdeles hyggelig syssel, og en dejlig måde at afstresse samtidig med at man udviser en vis portion hjerneaktivitet.
Jeg elsker WoW, og jeg holder meget af simulatorer som Sims, SimCity, diverse spil på Wii’en – men tit og ofte ender det med at jeg får stress af at stresse af. I WoW kan man jo altid lige klare et monster eller en udfordring mere, i Sims ville det jo være godt om ens figur kunne nå til det højeste karrieretrin samtidig med at hun får trillinger, og efter en Guitar Hero turnering dunker både hoved og samtlige lemmer i overkroppen af overanstrengelse. Af denne grund savner jeg adventure spillene, hvor der var tid til rolig fordybelse, hvor man ikke skulle nå noget.
I disse dage har jeg fundet et gammelt spil frem, der har noget helt tredje at byde på: Et adventure-spil der mest af alt minder om fordums bøger, hvor man undervejs fik lov til at få indflydelse på handlingen; Blad til side 2, hvis du går til højre i labyrinten. Jeg købte spillet for længe siden, men har aldrig kunnet spille det, da det ikke ville virke på min gamle computer. I fredags kom jeg atter i tanke om det, og fik det installeret – og siden har jeg været besat. Spillet har det hele: Gode gåder, lidt action, flot grafik, fremragende skuespil og mest af alt en super spændende historie. Min seneste besættelse hedder Dreamfall og er efterfølgeren til spillet The Longest Journey, som tryllebandt mig for nogle år tilbage.
The Longest Journey handler om pigen April Ryan, der er kunststuderende i verdenen Stark et sted ude i fremtiden. April plages af drømme om magi og eventyr – og hvad der er noget helt specielt: Hendes drømme er virkelighed. April er nemlig den udvalgte. Det er hende, der skal skabe balance i verden – eller rettere sagt i verdenerne, der engang har været én. Balance mellem Stark, der styres af teknologi og videnskab, og Arcadia, hvor magien lever. April er i stand til at skifte mellem de to paralleller, og det er op til dig og hende, at få genskabt freden og balancen…
Dreamfall er efterfølgeren til The Longest Journey. I starten af spillet (der hvor jeg er nået til) er man pigen Zoë Castillo, der bor i Stark. Hun er gået fra kæresten, har intet job og bruger det meste af sin tid foran fjernsynet, til fester eller til kampsportstræning. Zoë mangler mening i sit liv, og hun er frustreret og ulykkelig. Lige indtil den dag, hvor hendes fjernsyn forvandler sig. På skærmen ser hun et snefyldt landskab med en forfalden hytte, og foran står en gennemsigtig lille pige med sort hår foran sit ansigt. “Find her, Save Her. Find April Ryan”, siger hun til Zoë.
Samme eftermiddag møder Zoë sin ekskæreste Reza, der arbejder som journalist. Han beder hende om at hjælpe sig. Zoë skal hente en pakke for ham i en forskningsbygning, og hun skal bringe den til hans lejlighed i al fortrolighed. Den lette opgave bliver starten på et eventyr for Zoë, da folk omkring hende bliver myrdet og Reza forsvinder. Reza har nemlig efterladt en besked til Zoë, og nu er det op til hende at løse mysteriet og redde Reza – og måske April Ryan… Hvem hun så end er…
For tiden er jeg head over heels forelsket i Dreamfall! Historien er næsten ligeså spændende som et afsnit af Lost – og det er mig, der får lov at bestemme, hvordan det hele kommer til at forløbe. Jeg kan besteme, om Zoë skal true, trygle eller fuppe sig til informationer. Gameplayet er forholdsvis simpelt, man styrer Zoë rundt og er der ting, hun kan interagerer med lyser det op i skarpe parenteser. Det meste er 3D-gameplay á la Tomb Raider, og der er også enkelte kampscener hvor Zoë skal bruge sin træning. Men det mest tryllebindende er de lange filmiske sekvenser, hvor man får lov i ro og mag at få indflydelse på Zoë’s handlinger: Inviterer hun f.eks. Reza til sin fest eller ej? Gåderne er også dejlig logiske og ligetil. Noget giver fysisk mening: Lav en fakkel ved at bruge et håndtag fra en økse, en klud, lidt benzin og ild fra et fyr, mens andre udfordrer ens rumlige/matematiske sans i stil med en Rubics cube. Men det bedste af det hele er den fængende historie – jeg kan næsten ikke vente med at finde ud af, hvad der er sket med Reza… Eller hvad der egentlig befinder sig i rum 201…