Category: ferie

Volcano Girl

Tæt ved Napoli ligger vulkanen Vesuv, som har været i udbrud af flere omgange. Det mest kendte udbrud var i 79 e.Kr., hvor byerne Pompeij og Herculaneum blev begravet. Den ene formiddag på ferien afsatte vi til en travetur op på vulkanen, hvor vi kunne se ned i krateret og nyde udsigten den anden vej ned over bjerget. Det var en lang tur op, og stimaterialet består af små sten, som var både svære og hårde at gå i. Det gik dog alt sammen, og vi kom godt op.

Krateret var helt utroligt. Særligt den golde struktur med den frodige kant af vilde blomster var ret fascinerende.
***

***

Vesuv er langt fra, hvordan jeg normalt forestiller mig en vulkan. Men de vulkaner man oplever på film og billeder er naturligvis også altid i udbrud, hvilket betyder, at der er en helt anden aktivitet. Det er imidlertid svært at forestille sig, at den slumrende vulkan kan forårsage død og ødelæggelse milevidt omkring sig, for det er et meget fredfyldt sted.

Som enhver anden turistattraktion myldrede der med turister, hvilket tog lidt af fornøjelsen, men det er jo vilkårerne, når man vælger at tage afsted i højsæsonen.

***

***

Heaven is a Place on Earth

Jeg tilbragt den forgangne uge fra lørdag-lørdag langt, langt borte i Italiens smukke bjerglandskab. Vi boede på denne bjergskråning i bydelen Campidoglio i Scala, Salerno og havde den smukkeste udsigt, man kan forestille sig.

***

 [vores opholdssted]
***

 [udsigten]

***
Da huset mere ligger på en sti end en egentlig vej, måtte man gå i omegnen af 10 minutter fra de nærmeste parkeringsmuligheder for at komme dertil. Turen gik af stier, trapper og skråninger ad den såkaldte gedesti, der på bestemte tidspunkter af dagen befærdedes af mulddyr og geder på vandring fra et sted til et andet. Af denne årsag måtte man være lidt varsom med, hvor man trådte.

Stedet var fuldstændig magisk! Grunden fordelte sig på adskillige terrasser, og de lokale dyrkede flittigt alverdens grønt på jorden. Således fik vi leveret friske, hjemmedyrkede frugter og grøntsager; basilikum, mynte, tomater, squash, blommer, figner, kartofler, grønne pebre, løg og hvidløg. Det hjemmedyrkede har en helt anden saft og kraft end det, man normalt får hjemme, så vi nød de friske råvarer i fulde drag og fik kreeret en masse lækker mad.

Som et ekstra plus for en dyreelsker som jeg selv, havde vi en mini-hest gående på græs i haven, og vi fik også jævnligt besøg af en lille grå, frygtsom killing. Hesten var en rigtig kælepotte som nød selvskab, og som ikke havde noget imod at blive klappet – så det måtte jeg naturligvis benytte mig af!

***

[den lille hest]

*** 
Selvom vi spiste hjemme de fleste måltider, blev der alligevel lejlighed til at besøge nogle af Salernos restauranter – som jeg naturligvis vil anmelde her på siden. Efterhånden har jeg fortalt om en række ferier og anmeldt adskillige restauranter her på siden, så mit næste projekt bliver at samle det på en side, som min egen lille travel-guide til ligesindede – stay tuned!

Salerno er fuld af trapper, så vi fik rig lejlighed til at styrke læg- og lårmuskler på de mange vandringer. Vi gik både til Ravello og til Amalfi og Atrani, så jeg har bestemt ikke ligget på den lade side. I Atrani var der også mulighed for at bade, og vandet havde den dejligste temperatur – køligt og svalende i den hede sommervarme.

***

[Bademulighederne i Atrani]

***
Da vi var i Scala sidste gang for nogle år siden, besøgte vi den udgravede vulkanby, Pompei. Denne gang tog vi på ekskursion til en anden af slagsen, Herculaneum, og vi besteg vulkanen vesuv og kiggede ned i krateret, hvilket var utrolig spændende. Billeder og tanker følger i et senere indlæg.

Der var blot en enkelt nedtur ved rejsen… Nemlig, at jeg blev ædt fra top til tå af myg. Jeg har mindst haft 200 myggestik, som har kløet helt infamt. Nedenfor er billed-dokumentation for et lille udsnit af djævelskaben:

***

[Mine mange myggestik på skulderen...]

Afbræk i hverdagen

Da antallet af feriedage jo desværre er begrænset til 25 (+5 feriefridage), valgte vi i år at springe efterårsferien over og i stedet spendere dagene i november. Jonas’ lillesøster tager et semester af sin statskundskabsuddannelse i Paris, og vi tænkte, at det ville være hyggeligt at slå et smut forbi - både for at sige hej og for at opleve Paris. Jeg har aldrig før været der, så jeg glæder mig meget til at skulle afsted. Ikke forstået på den måde, at Jonas ikke glæder sig. Han glæder sig skam også, selvom han har været der – men for ham er det vist ligeså meget det at komme være fra hverdagens trummerum, der trækker, som det er at komme til Paris.

For at opleve fortovscaféerne i Paris ville det sikkert være mere hensigtsmæssigt at besøge byen på et andet tidspunkt end i november, men jeg synes ikke, det gør så meget. Jeg er sikker på, at det også har sin charme, at stedet ikke er overbefolket af turister og des lige. Det er ikke fordi, vi har oceaner af tid – jeg er allerede ved at få stress over alle de ting, jeg gerne vil opleve. Hvordan skal jeg nogensinde få puttet alt det ind på så få dage? Det grænser til det umulige. Dog tror jeg, vi ender med at springe muséerne over, selvom det – hvis man skal tro guidebøgerne – næsten er en dødssynd. Alle bøgerne skriver side op og side ned om alle de muséer og udstillinger, man bare må og skal besøge. Tak, jeg tror, jeg springer over. Jeg er i bund og grund mere til imponerende bygningsværker end berømte malerier, så jeg vil ikke gætte på, at det bliver det store tab. Trods dette er jeg rimelig sikker på, at vi skal et smut forbi Louvre - dér er jeg enig med guidebøgerne: Det skal man da!

Welcome to Warsaw

Det gamle torv i Warszawa

Torvet i den gamle bydel i Warszawa

Min venindes lillebrors kæreste er fra Polen, og ved sidste sammenkomst kunne hun berette, at polske bryllupper er et kunstværk udi praleriets kunst. Gommens familie sørger for drikkevarerne, mens brudens familie står for maden, og for begge gælder det om at vise, hvor mange penge familien har. Endvidere hører det sig til, at der serveres vodka – og der skåles tit og ofte, idet hver skål bringer det nygifte par held og lykke. Behøver jeg nævne, at det helt sikkert er et festligt arrangement?

I sidste uge var jeg i Polen på ferie med familien. Vi så ingen bryllupper, og bortset fra min kæreste, der drak en enkelt dirty vodka martini, var der heller ingen af os, der indtog vodka – ikke desto mindre var det en ganske fornøjelig tur: Et vaske ægte gøglershow!

Den første dag brugte vi på at udforske omgivelserne omkring hotellet – heriblandt et marked, hvor de solgte alskens ting og sager. Naturligvis kastede jeg min kærlighed på ikke mindre end tre par sko, som jeg naturligvis ikke kunne leve uden! Alle tre par har ca. 8 cm høje hæle og er en udfordring at gå i, men de er bare fine!

Udover det summende marked bød Warszawa også på charmerende monumenter og bygningsværker. Særligt den gamle bydel er virkelig køn, men også “kongevejen” med dens antikke lygtepæle og områdets mange grønne arealer er bestemt et besøg værd.

Det pudsige ved Warszawa er, at byen mest af alt giver associationer til en pose blandede bolscher. Vælger man at spadserer ned af en tilfædiggade vil man side om side kunne finde hhv. en Louis Vuitton forhandler med smukke glaspartier med messing udsmykninger og en nedslidt shawarma bar med stedets navn malet på en træplade over døren.
En hel særlig oplevelse var det, da en af byens mest fashionable restauranter viste sig at være placeret på den anden side af gaden fra tre skumle sex-shops – ikke lige det mondæne kvarter, jeg havde forventet!

Stay tuned for the next episode…

1. kapitel: Byen Lissabon

Man skal være forberedt på at have de gode sko på, når man færdes i Lissabon. Op og ned af stejle bakker går det, og vejbelægningen bliver temmelig glat, så jeg fik indtil flere gange påvist, at klip-klappere med bløde såler ikke er et hit – med mindre man da håber på at kunne hjembringe en guldmedalje fra vinter-OL i disciplinen skihop.

Det gode ved de mange bakker er dog, at de på de højeste steder giver den mest fantastiske udsigt over byen. Faktisk er udsigten hele turen værd – hvilket bestemt er en god ting, når man lige har begivet sig op af en lodret bakke den sidste times tid. Når man endelig ankommer til toppe, forpustet og svedende, har man brug for en belønning i form af god udsigt og et par kubikmeter væske.

Hvad fik vi så set i Lissabon? Vi fik set den gamle borg, Portvinsinstituttet, det indvendinge af samtlige butikker (dog ikke de luxuriøse, selv om der var en hel gade kun med dyre, dyre, dyre og flere dyre mærker – de er lidt udenfor min price-range), byen med sporvogn, Jeronimos Klostret, Expo98 og meget andet. Plus at jeg fik affyret finger-pistolen og skudt en af byens forstenede, ældre herrer gennem hovedet (dokumentation ovenfor!).

Selv om der er en del ting at se og opleve i Lissabon, kan man sagtens “klare byen” på fire dage. Mere behøves i virkeligheden ikke. Dog kan Portugal som sådan sagtens anbefales til en længerevarende ferie, da vi på resten af ferien oplevede nogle helt fantastisk smukke steder i området omkring Sintra, nordvest for Lissabon. Mere om dette må følge i et af fortællingens senere kapitler.

(Un)lonely Planet's Travel Guide to Portugal

Tydeligvis er ugedagene ikke min stærkeste side, for i dag er bestemt ikke i går. Men ser man på det helt nøgternt, har jeg ikke bundet jer ting på ærmet. Det er ganske rigtigt, at indlægget udgives i dag – dog en dag, som er i dag og ikke i går i dag.

Jeg har lovet jer en fortælling om min ferie-rejse til Portugal. En længe ventet ferie – dog ikke helt så meget for mig som for min kæreste, der er så længe på kontoret, at han snart ikke kan huske, hvordan dagslys ser ud. Den var dog bestemt også mere end velkommen for mig, da jeg så småt er begyndt at få abstinenser af manglen på studie-tidens 2 måneder lange ferier. Det har sine fordele at arbejde – men man skal nu alligevel ikke kimse af ferierne!

Min ferie-beretning begynder allerede nogle måneder, inden den egentlige ferie, og er affødt af Jonas og min fælles rejsehistorik, der er som følger:

  • Marts 2006: Jonas og jeg i New Orleans i selskab med 20 internationale studerende
  • Marts 2007: Jonas og jeg i Scala i selskab med 7 medlemmer af svigerfamilien
  • Juli 2007: Jonas og jeg i Casale Marritimo med 10 af de 20 internationale studerende
  • Januar 2008: Jonas og jeg på Filippinerne med svigerforældrene

Som det fremgår ovenfor, er det – trods vores snart 3 år som kærester – endnu ikke lykkedes os at foretage en udlandsrejse alene. Hvor hyggeligt det end er at være omgivet af medmennesker, syntes jeg, at det måske også kunne være meget rart bare for engangs skyld at prøve at opleve lidt af verden kun os to… Dette resulterede i, at Jonas og jeg havde 4 dage i Lissabon… Inden 6 andre… Dernæst 2 andre… Og dernæst 2 andre (kommer der flere?) sluttede sig til selskabet og kørte mod kystbyen Ericeira. Turen til Portugal udgjorde et 25 års rejse-jubilæum for Jonas forældre og et vennepar af deres, og selskabet bestod af disse to par + deres respektive børn og respektive børns påhæng. Alt i alt udgjorde vi et beskedent selskab på 12, indlogeret i et hus beregnet til 15 personer.

Dette var prologen. Senere i dag – eller i morgen – eller en anden dag følger “1. kapitel: Byen Lissabon”. Dette kapitel efterfølges af “2. kapitel: Maden i Lissabon” og “3. kapitel: Hvad synes du, jeg ligner? i Lissabon”. Bogens resterende kapitler er endnu ikke under forberedelse men vil – hvis alt går vel – blive udgivet senere på måneden.

News from Scala

Det pudsige ved tid er, at at den bare går og går uden at tage hensyn til, hvad der ellers sker i verden… Eller det vil sige, der er flere pudsige ting ved tid… Dens relativitet er da også underfundig; hvordan 5 minutter kan føles som sekunder eller som timer. Men hvor vil jeg hen med det? Jo, det er simpelthen forklaringen på de atter fraværende blog-postings – tiden har spillet mig et puds.

Jeg kom fra at skulle berette om den fantastiske ferie til Scala (Syd-Italien) med die ganze svigerfamilie. Jeg må indrømme, at jeg har siddet lidt fast i den beskrivelse i et stykke tid, for jeg tror, man skulle have været der.

Der var godt nok mange spøjse og sjove episoder… Som f.eks. da vi skulle ud at vandre ad en vej, som min kærestes mormor og morfar havde gået af en del år forinden. Det var en særdeles smuk vej i bjergene, der førte ind gennem en skov. Et sted hvor man kunne gå en tur og nyde livet! Det var meget godt den første halve time – også den næste halve, men vejen ville ingen ende tage… Inde i skoven stødte vi så på nogle venligtsindede italiere, der forklarede, at vi ville komme over næste pas, hvis vi fortsatte, så der var i hvert fald stadig mindst 10 km i den forkerte retning inden vi kunne komme tilbage til Scala, hvis vi tog den vej. I stedet skulle vi krydse gennem skoven over et udtørret vandløb. Dertil så godt…

Umiddelbart virkede vejen ned gennem skoven (husk, vi var på en bjergside…) enkelt nok. Den var da stejl, men hvis man zig-zaggede kunne manh undgå de alt for stejle steder… Troede vi… For næ-nej, så simpelt er det jo aldrig. Pludselig stod vi 7 mennesker (inkl. min kærestes 75-årige mormor) overfor en mild udgave af repelling – uden tov. Men det gik, og vi kom ned til det udtørrede vandløb. I har muligvis allerede gættet, hvad der så hændte. Utroligt at ingen af os mange mennesker havde på pågældende tidspunkt… Nede i dalen, for enden af den stejle skråning, vi lige var kravlet nedad, stod vi så – og så op på en ligeså stejl skrænt ovenfor os.

Ja, der var jo ingen vej udenom… Opstigningen begyndte. For at gøre billedet perfekt, havde vi i forvejen fået en advarsel om, at vilde hunde godt kunne strejfe om i skovene, så samtidig med at vi klatrede op af skrænter og skråninger, var vi bevæbnet med store sten og lange kæppe… Det var i sandhed et syn for guder! Efter vi havde klatret i et stykke tid (og husk stadig på den helt utrolige 75-årige mormor!), stod vi så overfor en vej… Og et meget højt og solidt hegn. Humøret dalede for hvordan skulle vi komme derud? Heldigvis fik vi øje på en havelåge, der førte ind til et privatområde.

Den mand, der tog imod os inde i sin have, må have fået sig sit livs overraskelse. 7 lettere forpustede mennesker bevæbnet med vandrestave (stenene havde i smidt). Men han var da sød at vise os ud på vejen :)

Ja, der var mange gode oplevelser. Scala – og hele området – er simpelthen noget af det smukkeste. I mange år drømte jeg om at komme til New Zealand – uden at vide, at jeg blot behøvede at tage til Italien (som jo er en væsentlig billigere rejse). Italien var mindst ligeså magisk!
Vi var kulturelle – besøgte Pompej og Paestum – og vi spiste super dejlig mad. Med skam i stemmen må jeg jo indrømme, at jeg godt kan være en smule kræsen, når det kommer til udenlandsk mad, men italienere kan altså et eller andet! Vi kunne jo næsten trille efter hvert måltid!!!

(flere billeder kan ses på Flickr (for billeder med personer på skal man dog være registret som min ven på flickr))

It's the good times and the bad times that we had

[Læste lige de sidste postings her igennem og hov! Denne posting er kun halv!!! Oprindelig stod der en lang beskrivelse af pianobaren på Pat O'Brien's og nogle andre ting, jeg ikke helt kan huske. Øv, at blogger har valgt kun at poste et halv indlæg. Æv, altså!!! d.5/4]

Jeg har oplevet Bourbon Street på sit højeste. Været på The Famous Door og Blues Company – og fik også hørt RockBox og set “The Jägermeister Guy”… Alt i alt har det været særdeles festligt på disse kanter. (p.s. hurricanes kan klart anbefales!)

Det er lidt skræmmende, at 2/3 af min tid her allerede er gået. Lige nu ville jeg ønske, at jeg bare kunne blive her altid. Så skidt pyt med alt det, der venter hjemme i DK. Har det bare så sjov og spas her, at det gerne måtte vare lidt længere! Det bliver også hårdt at skulle undvære kæresten igen i godt to måneder. Det bliver hårdere end sidst, for der var vi ikke vant til at være meget sammen alligevel, og som tiden gik blev det mere en erindring om konceptet “det at have en kæreste” – hvis det på nogen måde giver nogen mening. Ikke at jeg vil sige, at jeg havde glemt ham som sådan, men det var på en måde gået hen og var blevet en smule uvirkeligt. Nu har jeg så sandelig fået opfrisket min hukommelse, så det bliver bestemt ikke sjovt! Men sådan er det jo: I livets skole er der ingen mælkeordning.

It's a pretty good crowd for a saturday ;o)

Nu har jeg siddet her på læsesalen på Tulane University Law School Library i en lille times tid efterhånden. Oprindelig var planen at få lavet lidt praktisk arbejde, men istedet har jeg siddet og lyttet til musik: Aimee Mann‘s King of the Jailhouse & Video. I starten var jeg faktisk ikke super vild med cd’en – fandt den lidt ensformig og intetsigende i forhold til Lost in Space (gå ind under kategorien listen – kunne ikke direct linke). Men efter at have hørt The Forgotten Arm en del efterhånden, er jeg kommet til at holde ligeså meget af det, som af Aimee’s andre albums.

Hvis vi lige bliver ved musikken for en kort bemærkning, så har jeg bestemt fået nogle nye musikalske inputs i disse dage. Udover at have en hyggelig dag i zoologisk have med at tusse rundt og se på dyrene (her iblandt en albino alligator – albino gorilla go home! ;o) ), kom vi også for at høre koncerten med The Soul Rebels. Nu forholder det sig således, at jeg har haft utallige samtaler med denne herre om musik os deslige – og igen kan jeg påpege, at det var super cool! Det er ikke den slags musik, mine instinkter normalt ville finde frem fra tag-selv bordet (normalt peger min næse i retning af pop-rock, folk og indie), men det gør det jo kun endnu bedre! Jeg elsker at få udvidet min horistont, og særligt når udvidelsen falder i min smag :o) Jeg vil langt fra afvise, at der med tiden kommer et par tilføjelser til min hastigt voksende musik-samling (har iøvrigt langt om længe fået investeret i The Cardigans: Super Extra Gravity (som jeg egentig ikke synes er super fed) og Ben Folds: Songs for Silverman (hør to af sangene her) ). Ups, det var vist et sidespor…

Mandag forløb stille og roligt med besøg på Tulane’s læsesal og med middag på Cannons (der ligger lige overfor vores residens) om aftenen.
Igår blev eftermiddagen brugt i The French Quarter. Selv om det er et sted med godt gang i gaden var en tirsdag formiddag alligevel en lidt sløv dag – eftersigende, for det kan jeg af gode grunde ikke tale med om, hvordan der plejer at være altså… Vi spiste lidt mad i en fortovscafé med live band optræden, og gik ellers lidt omkring og “took in the scenery”. Omkring klokken 16:30 foretog vi et pitstop på Pat O’Briens patio (pianobaren er et favorit tilholdssted…) – på det tidspunkt var adskillige allerede på deres 2.-3. hurricane… Skræmmende, men så vidt jeg kan forstå almindeligt på disse kanter… Jeg nøjedes dog med at indtage en Piña Colada, det er vist lige til at overkomme på den tid af dagen!
Aftenen brugte vi i selskab med to af de faste indslag fra slænget. Vi var en tur på Maple Leaf Bar for at høre Rebirth Brass Band ( – og Kåre, der er mulighed for at høre nogle af numrene – de yder dem dog ikke helt fyldest, dem jeg lige har lyttet til! Men så kan du jo drop me a note og giv mig din ærlige mening…). Men anyways, det var super! Virkelig sjov og spas!!! God musik, godt selskab og ikke mindst en betragtelig mængde alkohol!!! ;o)

Men nu, mine små venner, må I hygge jer, for det var vist den update, jeg havde til jer for denne gang… See ya, guys and gals!

I always take the long way home

Jeg var begyndt at skrive en posting her nu, men undervejs gik det op for mig, at det var samme lidt halvkedelige opremsning, som fra ferien til Budapest. Det vil jeg prøve at undgå, da den endte med også at kede mig selv halvt ihjel… Og det går jo ikke!

Lad mig nøjes med at sige, at her er fantastisk! Husene er de yndigste af slagsen! Kom frem til at yndig nok er det rigtige ord, idet de er super flotte på den der lidt dukkehus-agtige måde. Vejret er vidunderligt og det er super, super dejligt at være sammen med min kæreste igen!
For lige at vende tilbage til den kedelige opremsning, gik lørdagen med at gå en tur rundt i kvarteret. Pga. min manglende bagage og temperaturforskellen mellem USA og DK, slog vi et smut forbi Magazine, så jeg kunne erhverve mig et par klip-klappere, inden jeg gik helt til af varme! Om aftenen skulle vi til en fest hos nogle af de faste indslag i gruppen, og jeg blev introduceret til hele slænget. Jeg prøvede at nette mig bedst muligt efter omstændighederne, men den snert af forfængelighed, jeg nok ikke helt kan sige mig fri for, var sig pinligt bevidst om, at jeg mødte op i mit rejsetøj, som jeg nu var iført for 2. dag i træk. Men anyway, who cares? Det var en meget spas festivitas, som jeg dog ikke rigtig gav mig selv lejlighed til at nyde, da jetlag og punch blev en lidt mærkelig cocktail. Af ganske ubegrundede årsager kom jeg i et lidt dårligt humør, hvor mingling ikke stod på øverst på min action-liste. Men søde mennesker, det er de bestemt!

Søndag bød på et smut i Audubon Zoo, hvor der i dagens anledning var koncert, men den beretning må blive en anden dag, da jeg ikke rigtig er i skrive-humør længere… Ja, sådan kan det jo gå…