Mit barndomshjem er omgivet af en stor have, og hele sommeren plejede mine forældre at tilbringe ude i gang med at pusse og nusse. Min far slog græs, beskar træer, klippede hæk og byggede bede, mens min mor plantede, lugede og vandede. Selv som barn var jeg begejstret for at planlægge og lave liste, så da jeg som 10-12-årig fik lov at få mit eget lille stykke jord, gik jeg fluks i gang med at planlægge, hvilke planter der skulle være hvor. Jeg tegnede et kort over min have, hvor jeg placerede planterne i forhold til farve, blomstringstid og sol/skygge-forhold. Jeg brugte timer med at udvælge de rigtige blomster og urter i have-kataloget, men da planterne var købt og havearbejdet stod for døren, svandt begejstringen langsomt. Jeg fik plantet mine planter efter tegningen, og fik da også vandet dem sporadisk, men dér stoppede mit have-eventyr også. Det blev en særdeles sur pligt, at skulle passe mit lille jordlod, og det varede da heller ikke længe, før min have atter indgik i det samlede havebrug.

Nu står havearbejdet for døren igen. Jeg krydser fingre for, at det forløber lidt bedre denne gang her ca. 15 år senere.

I foråret overtog Jonas og jeg sammen med hans far og hans søster hans farmors sommerhus, som i løbet af sommeren gennemgik den helt store renovering med indvendig og udvendig maling og nye gulve. Til sommer fortsætter renoveringen af huset, men også haven står for tur. En af mine kolleger har den dejligste store nyttehave og fortæller ofte begejstret om sine blomster og planter, og jeg er blevet meget tændt på idéen om en økologisk køkkenhave ved sommerhuset komplet med frugt, grønt og krydderurter. Endviderer forestiller jeg mig et lille drivhus med tomatplanter, og ovre i den fjerneste ende af haven skal der være en kompostbunke til at slippe af med det organiske affald og til at få skabt dejlig nærende muldjord til min køkkenhave. Jeg er gået så langt som til at ønske mig bogen “Økohaven”, som mine svigerfamilie forærede mig til min fødselsdag i november. Jeg er nu gået i gang med at undersøge, hvilke planter vi skal have, hvor de skal stå, og hvordan de skal passes. Jeg har de store planer for stedet, og min svigerfamilie er begejstrede for min entutiasme. Min i mit indre hersker alligevel en skepsis – der er en lille stemme, der husker mig på, hvordan jeg egentlig har det med havearbejde, og hvordan jeg normalt kan slå enhver plante ihjel uden anstrengelse. Jeg kan også se, hvor svært det nogle gange kan være at få hverdagen til at hænge sammen med indkøb, madlavning, tøjvask og rengøring – og forhåbentlig inden alt for mange år – bleskift, madning og søvnløse nætter. Og hvordan skal det så gå min stakkels lille køkkenhave? Vi er godt nok nogle stykker om sommehuset, og jeg har en forhåbning om, at både familie og venner vil give en hånd med til at vande og luge.

Men indtil videre er det et dejligt projekt, hvor vi ligesom Bonderøven kommer back to basics. Som mine bedsteforældre, da mine forældre var børn, vil vi blive i lejligheden en del år endnu og tage på sommerudflugter til Hundested, hvor vi skal hygge os i haven og gå de få hundrede meter ned til stranden og bade, når det er godt vejr.