Jeg var til en rigtig fin MD-scanning i fredags, hvor alting så rigtig fint ud (mere om det følger i næste indlæg). Alting i graviditeten er heldigvis gået rimelig ubesværet.

På mit arbejde har vi nogle folk, der jævnligt tager ud af huset, og i går var jeg så en tur med ude. Vi var med det offentlige og endte med at gå ret meget, fordi de steder, vi skulle besøge, ikke lå lige på hovednettet. Det har indtil nu aldrig været et problem at gå, så jeg tænkte heller ikke, at det ville være det denne gang.

Desværre havde jeg ikke helt ret, for i går nat fik jeg nogle ret heftige plukveer (der dog ikke gjorde ondt) – de varede ca. 1 minut og kom med 3-5 minutters mellemrum og varede i min. 2 timer – længere endnu hvis de fortsatte, efter jeg faldt i søvn. Heller ikke det tog jeg særlig notits af – for det gjorde jo ikke ondt, blødte eller andet ubehageligt. Og i dag er der heldigvis kun lidt ømhed tilbage og den sædvanlige mængde spredte plukkeveer, jeg kun opdager, hvis jeg tilfældigt lægger hånden på maven eller støtter maven mod skrivebordskanten, mens det står på. No biggie.

Men jeg læste så, at man ved risikograviditeter (inkl. tvillinger) skal være særligt opmærksom på regelmæssige plukkeveer og skal tage kontakt til sundhedsvæsnet pga. risikoen for at livmoderhalsen bliver afkortet og dermed for tidlig fødsel (/spontan abort). Jeg synes, at 1 minuts varighed med 3-5 minutters mellemrum i 2 timer må betegnes som regelmæssigt, så det gjorde jeg så, og min egen læge syntes, at jeg lige skulle blive tjekket efter.

Jeg ringede derfor til hospitalet og fik fat i den mest ubehøvlede jordemoder nogensinde. Jeg forklarede problemet og sagde at min læge havde anbefalet mig at få tjekket min livmoderhals, og om det også ville være deres anbefaling (jordemodern skulle henvise mig for at få en tid), hvortil hun svarede: “Det kan jeg ikke se, hvorfor vi skal tjekke – det er jo sket, så der er ikke så meget at gøre”.

Hertil forklarede jeg, at jeg kunne forstå, at man skal være særlig opmærksom på livmoderhalsen som tvillingegravid, og at jeg bare ville høre deres anbefalinger – hvis jeg ikke skulle scannes, om de så evt. anbefalede, at jeg tager den med ro den næste tid, undlader at gå til arbejde (bemærk “til” ikke “på”), arbejder hjemme i en periode eller deslige. Eller om det er normalt og ufarligt med den slags plukkeveer.

Den “høflige” jordemoder svarede: “Havde du tænkt dig, at vi skulle lægge dig ned allerede nu? Det er da alt for tidligt!”.

Jeg forklarede: “Nej, det var ikke det, jeg mente (eller det jeg sagde, for den sags skyld, men det undlod jeg at sige). Blot om I kunne sige, om jeg skal være mere forsigtig, eller om det er okay at gå lidt længere distancer, når resultatet er, at jeg få den type plukveer – eller om der evt. er behov for at tjekke det, for at kunne give en anbefaling.”

Hun begyndte at tale om at have ondt, og jo, jeg har jo faktisk lidt ondt, men ikke noget jeg forbinder med plukkeveerne – mere en blanding af ligamentsmerter og ømhed i bækkenet efter den lange gåtur. Det sagde jeg til jordemoderen med tilføjelsen, “men jeg tænker ikke, at det har sammenhæng med plukkeveerne”.

Jordemoderen – der tydeligvis var i sit kryptiske hjørne – sagde: “Det er jo ikke til at sige, om der er en sammenhæng. Men vi finder normalt ikke, at der er grund til at gøre noget, hvis det ikke gør ondt.”

WTF!!! Er det selvmodsigende eller hvad?!

Jeg begyndte på daværende tidspunkt langsomt at tro, at det var en lost cause og gad egentlig ikke snakke mere med damen, og besluttede derfor inde i mit eget hoved bare at tage den max. med ro den næste tid. Så er jeg på den sikre side – afkortet livmoderhals er jo kun et problem, hvis det sker igen, så den bliver for kort eller til sidst forsvinder. Jeg sagde derfor: “Nå, men jeg ville jo også bare høre jeres anbefaling, så hvis I ikke mener, at der er behov for at scanne livmoderhalsen, er det fint.”

Jordemoderen ombestemte sig tilsyneladende, for hun trak lidt i land og sagde: “Jeg gør det, at jeg finder en tid til dig – omend ikke andet, har vi et starttal at sammenligne med, hvis det skulle ske igen.” (tonen var overbærende og føltes mest af alt som “*suk* så er jeg da af med hende…”).

Hvad fanden bilder hun sig ind – så tal dog pænt til folk, det er jo ikke for at genere hende personligt, at jeg ringer! Men jeg fik da min scanning!

… Og er det under alle omstændigheder ikke altid rart at have et før-tal, hvis man skal se, om noget er blevet kortere..? Jeg er f.eks. ikke helt klar over, hvad jeg skal stille op med et tal som f.eks. 4, hvis jeg ikke ved om udgangspunktet har været 4 eller 5 eller et hvilket som helst tal med en decimal derimellem. Men det er måske bare mig…?

På Hillerød Hospital - og muligvis andre hospitaler, det skal jeg ikke kunne sige – får man udleveret en fin mappe ved sit første besøg hos sonografen. Mappen indeholder information om, hvornår de forskellige undersøgelser ligger, og hvad der forventes at ske ved hvert besøg.

Under afsnittet om jordemoderundersøgelser står, at man kommer til første undersøgelse i uge 13-15… De havde bare glemt fodnoten: Ikke hvis der er tralvt. Jeg var således først til jordemoder i midten af uge 17, men følte mig egentlig fint tryg ved det, for vi har jo løbende været til scanninger, og jeg har heller ikke haft nogen gener af graviditeten. De fleste af ens spørgsmål kan man i dag alligevel få svar på ved grundig googling.

Jeg var dog meget spændt på, hvordan det ville være, for føromtalte mappe nævnte, at “din jordemoder vil tale med dig og din partner om jeres forventninger til det at blive en familie, herunder de fysiske, psykiske og sociale forandringer, der er i forbindelse med graviditeten”. Tak for kaffe, siger jeg bare! Jeg var helt i tvivl om, om det var Arne Nougatgren, jeg skulle mødes med, og om vi skulle til at afbilde vores følelser i ler eller pileflet.

Selvfølgelig er meningen god, men jeg synes alligevel, at det bliver en smule nedladende – trust me, I know what I’m doing. Jeg behøver ikke en jordemoder til at fortælle mig, at det bliver vanvittig hårdt, og at jeg nogen gange kommer til at ønske mig bebserne langt væk - eller at det bliver det mest fantastiske i hele verden. I know. Jeg har haft en del år til at forberede mig på det efterhånden.

Men heldigvis var det slet ikke sådan!

Min jordemoder var utrolig sød, og jeg tror, jeg kommer til at blive rigtig glad for hende. Hun kom med gode råd uden at virke irriterende bedrevidende, og hun var virkelig dygtig. Faktisk fandt jeg senere ud af, at en af mine bedste veninder har haft selv samme jordemoder, og hun havde fået at vide af sin læge, at vores jordemoder er den, som alle de andre jordemødre går til, hvis der opstår tvivlsspørgsmål. Dejligt at have den bedste!

Ja, det var så indtil flere førstegangsgravide fortalte mig, hvordan de mærkede bebs i uge 15-16… Kan I lige tro, at jeg blev utålmodig? Spark så, små venner, spark!

Fra og med uge 16 har alle sanser derfor været tunet ind på, om der mon ikke var et spark hist og her. Bare et lille et. Jeg tror da også, at jeg har mærket dem – primært om aften inden sengetid, eller hvis jeg er oppe om natten, men det er fortsat ret usikkert. Ja, der er måske lidt om de bobler, alle går og taler om, men det er mere en slags lyd end det er en fornemmelse. Lidt ligesom når man både kan mærke og høre sit hjerteslag og blodet, der bruser i ørerne, hvis man har givet den gas med træningen – hvis det giver mening. Jeg ved dog ikke, om det er banditterne, eller et ubestemmeligt af mine egne organer, der laver numre.

I dag (18+6) har jeg så fået at vide, at begge moderkager er foranliggende, så det kan forklare de manglende spark trods det meget høje aktivitetsnivaeu, både Spiren og Spunken udviser ved scanningerne. Efter sonografens udsagn får vi eftersigende to meget kønne og dejligt aktive børn. Hvordan hun vurderer deres udseende ud fra den myrekrig, der normalt foregår på skærmen er mig en gåde, og jeg er heller ikke helt sikker på “dejligt” aktive delen… Jeg tror måske, at nybagt mor til to (= mig til september) godt kunne komme til at sætte mere pris på to dvaske og dovne børn efter flere døgn med 2-4 timers søvn.

(Har læst i en bog om livet med tvillinger, at man skal forvente at sove 2 timer hver nat – så bliver man så dejligt overrasket, når man får 4 timer!!! Og at man, hvis man vælger at amme, i starten skal satse på at hele det ritual optager ca. 12 ud af de 24 timer, der er på et døgn – God Bless kanal 4′s reruns af Grey’s Anatomy og Private Practice!)

Den 17. april var vi dog til tilvækstscanning på hospitalet for at se, om Spiren var vokset, som den skulle. Sonografen havde sine kvaler med begge de små, som ikke var meget for at samarbejde og ligge stille. Det lykkedes hende dog til sidst at få alle de mål, hun skulle. Ved den første scanning målte man fra hoved til hale, men ved tilvækstscanningen i uge 15 var bebserne blevet så store, at man ikke længere bruger dét mål, men i stedet målte hoved- og mave-diameter samt længden af lårbensknoglen. Det gjorde det noget vanskeligt at sammenligne tallene, men når de blev plottet ind på en kurve, så det ud til, at Spiren fortsat er mindre end Spunken, men at Spiren vokser fint efter sin egen kurve.

Vi var også så heldige, at sonografen gerne ville gætte på kønnene: Spiren ser ud til at være en lille pige, mens Spunken efter bedste gæt ser ud til at være en lille dreng. Lige som jeg havde håbet på! Så nu håber jeg bare på at få det bekræftet ved næste scanning, for udmeldingen var med nogen usikkerhed.

Nu er jeg efterhånden blevet scannet en del gange, men hver gang er en lige stor oplevelse. Nu hvor de er begyndt at mosle rundt, men jeg endnu ikke rigtig kan mærke dem, er det en meget surrealistisk oplevelse at se banditterne på fjernsynsskærmen. Jeg synes, at det er meget mærkeligt at tænke på, at der ligger to væsner inde i maven på mig og lever deres helt egne liv allerede, uden at jeg kan mærke det. Ved tilvækstscanningen havde jeg det næsten som om, det var to små aliens. Men ikke desto mindre, mine to små aliens!

Yngste-sønnen er omkring et par år og vokset fra de fleste af baby-tingene, så de ville gerne af med alt det tøj, der fyldte i kælderen. Og vi vil mægtig gerne tage imod, hvad vi kan få, så vi var lykkelige for at overtage!

Eftermiddagen er derfor gået med at sortere posernes indhold i størrelser…

Og da det blev uoverskueligt sortere størrelserne i mærkede poser…

Ved seneste scanning var prognosen, at Spiren er en pige, og Spunken er en dreng, så hvis det holder stik er vi indtil videre i underskud af lilla, rød, pink og lyserød i garderoben. Men det skal der nok blive rådet bod på: Jeg har både lovning på lidt tøj fra en kollega, hvis datter går i børnehave og fra min svigerfars sekretær, der har to piger på hhv. 2 og 4 – så lidt pigetøj skal der nok komme hen af vejen! Vi har endnu ikke set det, men begge kvinder er meget kvalitetsbevidste, så det er med sikkerhed rigtig fint!

Og så glæder jeg mig også til, at jeg selv skal ud at shoppe. Er ovenud lykkelig for alt, vi låner og får foræret, men det er nu også sjovt selv at få lov at vælge :)

En anden ting, jeg også glæder mig til, er at se alle de fine ting, folk er så fantastiske at lave til os. Min mor er allerede i fuld gang, og det samme er hendes halvsøster i Schweiz.

Familie er en ting, men jeg har også en kollega, der er igang med de kæreste små cardigans. Når hun fortæller det til andre, er det altid med formuleringen “Louise har givet mig lov til at strikke” – hvilket jeg synes er helt utrolig sødt, for jeg er bare beæret over, at hun gider at investere tid og kræfter på at lave noget til mig. Men der er jo blot endnu engang at sige, at jeg har jordens sødeste kollegaer!

Den seneste time er gået med at dyste i Wordfeud, gætte tegninger i Draw Something og høre fortællinger om lignende IT-udfordringer fra gamle dage, hvor de eftersigende kunne vare ved i dage.

Nu slipper fantasien så op…

Godt jeg har Arnold og WordPress til iPhone, for så kan jeg opdatere min noget forsømte blog i ventetiden.

Den største begivenhed siden sidst er, at vi har købt ny bil! Dagen måtte jo oprinde på et eller andet tidspunkt, men det var nu alligevel vemodigt at sige farvel til den lille polo. Den har tjent os godt!

Til afsked tog vi et sidste foto af vores gamle ven, inden vi overdrog den til den flinke forhandler til at finde den et nyt hjem.

Vores nye ven er en gylden Renault Grand Scenic – endnu navnløs, for vi har ikke helt luret, hvad køn den er.

Da den 6-årige Lillian forsvinder fra sin mor på vej med toget gennem Norge, tror politiet først, at Lillians far har kidnappet pigen. Fredrika Bergman er dog i tvivl og tror, at det er et kapløb med tiden for at redde den lille pige fra en grum skæbne.

Rigtig spændende bog! Desværre regnede jeg pointen ud før bogens slutning, hvilket tog toppen af den actionprægede afsløring. Afsløringen egnede sig desuden bedre til film end på skrift, så det trækker desværre ned.

Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

“Tusindfryd” af Kristina Ohlsson

To tilsyneladende uafhængige sager lander på politiets bord: Den første drejer sig om en præst, der har dræbt sin kone og sig selv efter at være blevet bekendt med deres yngste datters overdosis. Den anden om en illegal indvandrer, der køres ned foran et hospital. Men er sagerne nu også uafhængige?

Jeg var vildt begejstret for bogen. Den holder samme høje niveau som Askepot angående spænding, fortællestil og relevans – og denne gang regnede jeg ikke pointen ud før tid, så der var spænding til det sidste.

Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

“Ove Sprogøe” af Jacob Wendt Jensen

I biografien om Ove Sprogøe hører man om Oves privatliv og hans karriere. Bogen dykker ned i forskellige begivenheder i Oves liv – primært et udvalg af de roller, der har betydet mest for Oves karriere som skuespiller. For hver rolle hører vi om baggrunden og omstændigheder ved rollen, og beskrivelsen krydres med citater fra interviews med dem, som kendte og arbejde sammen med Ove.
Hyggelig bog og hyggeligt selskab. Og det har også været interessant at få indblik i den del af danske kulturhistorie, der er Ove Sprogøe.

Bedømmelse: ♥ ♥ ♥ ♥ ♥

I dag har vi været ude at kigge på ny bil. En familiecontainer med 7 sæder. De er ikke helt billige, skal jeg hilse at sige: Minimum 250.000 kr. skal vi slippe for sådan et dyr. Men med to – måske på sigt tre – autostole, kan vi næsten ikke klare os med mindre end de 7 sæder. Vi har dog ikke lagt os fast på en bil endnu, og vi har da heldigvis også lige knap 1/2 år endnu at spare sammen.

Her til eftermiddag blev der nu ikke sparet på noget, for min veninde og hendes nabo holdt loppemarked på deres parkeringsplads, og naboen havde dejligt masse babytøj til 5 kr. pr. del. Vi fik købt en hel pose tøj til de to banditter, så nu har vi efterhånden lidt at starte på.

Så fandt jeg løsningen på min dovenskab mht. fotos af mit nye tøj: Outfitbilleder taget i spejlet med instagram. Primitivt, men det virker, og lettere bliver det ikke.

Jeg har været så heldig at få lov at låne noget ventetøj af Anette, heriblandt nogle forskellige nederdele fra med elastik i tajlen fra H&M , som jeg allerede nu forudser bliver favoritter i garderoben den kommende tid. Den støvede rosa nederdel gav mig anledning til for første gang at iføre mig den ugle-top, jeg købte i Nykøbing på vej hjem fra ferien på Lolland sidste sommer. Det er ikke rigtig til at se på billedet, men toppen er en sjov støvet armygrøn farve og uglen er forskellige nuancer af beige – og hverken mine grønne eller beige ting passede til. Så det passede jo helt perfekt at få en ny “støvet” ting i garderoben.

Og hvad laver Louise typisk, når hun er alene hjemme? Én ud af to ting: Enten kommer der en lydbog på anlægget, og hun hygger med håndarbejde i sofaen. Eller også skrues der op for musikken og for de tossede dancemoves midt på stuegulvet. I dag blev det sidstnævnte, hvilket fik mig til at tænke på, hvor meget jeg egentlig savner min pole…

Nytilkomne til bloggen er formentlig ikke klar over dette, men tilbage i 2009 gik jeg til poledancing i Valby hver onsdag i en periode. Og jeg endte da også med at købe min egen pole i januar 2010, som stod monteret midt i stuen i et års tid. Jeg blev desværre aldrig rigtig god – kombinationen af lidt for meget til gården og gaden og slatne armmuskler er ikke optimal i forhold til at kaste rundt med sin egen vægt ( – jeg er i besiddelse af video-dokumentation, men jeg vil skåne mig selv for offentlig ydmygelse ved ikke at vise det frem her på bloggen). Man skal være i rigtig god fysisk form for at få poledancing til at virke let og ubesværet, og jeg fik aldrig taget mig sammen til at træne tilstrækkeligt, så selvfølgelig endte det med, at polen blev pillet ned og i dag ligger i kælderen.

Men skægt det var det nu!

Og jeg er stadig fulstændig betaget – og en lille smule misundelig – når jeg ser videoer fra så utrolig dygtige poledancere som f.eks. finske Oona Kivelä: