Mens jeg var syg, fik jeg også læst bogen “Full Speed” af Janet Evanovich og Charlotte Hughes. Bogen er egentlig tredje del af “Full…-serien”, der også inkluderer bøgerne “Full House” og “Full Tilt”, men den er som sådan ikke afhængig af sine forgængere.
I korte træk handler bogen om den nævenyttige rapporter Jamie Swift, der på bedste Bridget Jones-manér får rodet sig ud i det ene action-eventyr efter det andet i forsøget på at få sig et scoop. Med sig har hun sin konkurrent/elsker den ligeså nævenyttige millionær/playboy/privat detektiv Max Holt, der er udstyret med intelligens, charme og et uimodståeligt ydre for slet ikke at tale om flere gadgets end batman og 007 til sammen. Denne gang onhandler scoopet gangstere, en præst/mirakelmager og en korrupt politiker.
Som man allerede kan se af ovenstående beskrivelse, er bogens plot udelukkende en undskyldning for at opstille morsomme scener, hvor Max og Jamie kan udfolde deres had/kærlighedsforhold. Desværre synes jeg aldrig, de bliver rigtig morsomme. Derimod kommer Jamie til at virke ufattelig dum – men ikke på Bridgets charmerende måde – og Max kommer på det nærmeste til at fremstå karikeret så uimodståelig og gudeskøn han er.
Det kan muligvis skyldes, at jeg ikke har læst de foregående to bøger, men for mig blev kærlighedshistorien aldrig rigtig troværdig.
Min anbefaling bliver derfor at gå udenom Janet Evanovich og Charlotte Hughes’ bøger, hvis man er på jagt efter en god romantisk komedie. I stedet vil jeg anbefale Jenny Colgans “Talking to Addison”, som er en af mine chick-lit favoritter. Jeg læste bogen i 2003, så jeg tør ikke sige, om den stadig holder her syv år senere, men den er en af de bøger, jeg planlægger at genlæse i 2010.
Subscribe

Leave a Reply