Klap på skulderen

Pyha! Er netop kommet hjem fra træning, hvor der har været max. tempo i dag. Det er tredje gang i denne uge, jeg er afsted, og jeg nyder det vældig, selvom det stadig er en overvindelse at skulle ud af døren. Særligt når det ikke er på vej fra arbejde, hvor jeg alligevel er ved centret, men nu skal cykle de 7 km, træne og cykle 7 km hjem igen. Hjemturen er særdeles drøj!

Min svigerfamilie hører til den type, der kan spise sig helt og aldeles bevidstløse uden at tage et gram på, så at være i selskab med dem betyder ofte overflod af mad og vin. Jeg var på forhånd nervøs for, hvordan min vægt ville være, når jeg kom hjem fra Italien, for nødning er også en ting, svigerfamilien praktiserer. Jeg kan dog prale med, at jeg udøvede mådehold, og derfor kun har taget 500 g på i løbet af dagene i Italien. Faktisk har jeg tabt dem igen allerede, så der er absolut ingen ko på isen.

Selvom der ikke er sket de store udsving på vægten, føler jeg mig alligevel lettere af al min træning. Nogle af de bukser, jeg syntes, var begyndt at føles lidt stramme, er nu løse igen. Og i dag har jeg haft en t-shirt på, som jeg ellers sjældent gik med, da jeg syntes, jeg fik “skinke”-arme – i dag lavede den ikke elastikker på overarmen. Det er super fedt at føle, at der endelig sker noget. Også selvom det ikke giver sig udslag i tal. Jeg håber dog stadig, at tallene også begynder at følge med på et tidspunkt, for vægten må meget gerne sige 16 kilo mindre, end den gør i dag, når jeg engang er færdig.