… når jeg først for et øjeblik siden ( kl. 22:04) har logget mig af fjernforbindelsen til arbejdet? … og når jeg faktisk har hygget mig foran computeren med fødderne i vand, en tallerken aftensmad og musik i baggrunden, skriblende bl.a. på et lille haste-notat til direktionen de sidste, ja, 4 timer?
Selv er jeg tvivl :)
Det kan være et tegn på, at jeg holder af mit arbejde… Eller det kan være et tegn på, at jeg har fået en brist… Hvilken af delene vil tiden vise.
På projektlederuddannelsen var et af emnerne den klassiske “omstillingsparathed”, der er så oppe i tiden. Vi praler alle med det, men er vi i virkeligheden omstillingsparate, når det kommer til stykket?
Jeg vil vove at påstå, at jeg mentalt er omstillingsparat, hvad angår langt de fleste aspekter af mit liv. Fysisk er det derimod en helt anden sag. Af en eller anden grund foretrækker min krop at vedblive at være i den tilstand, den nu engang befinder sig i… Er jeg vågen, stritter den imod med næb og klør mod at falde i søvn. Sover jeg, vil den ikke vågne. Har jeg travlt, knokler jeg begejstret fra morgen til aften og får lavet 1000 ting på jobbet, derhjemme, får set veninderne og udfolder mig kreativt. Har jeg fri, stener jeg en hel dag foran fjernsynet og det forekommer for anstrengende bare at gå ned efter avisen. Min mor har sågar flere år i træk præsteret at sende mig til læge for at blive tjekket for blogmangel, så ugidelig er jeg i sommerferierne, hvor jeg intet skal nå.
Nej, min krop kan vist ikke kaldes omstillingsparat – så jeg vil straks smutte tilbage til læsningen…
Det har været en begivenhedsrig dag. Først en eksamen under ekstrem tidspres (aldrig er 4 timer gået så hurtigt), og dernæst om et plaster på såret en rigtig hyggelig middag i selskab med mine kursusfæller. Det har været et super godt sammensat hold, og gennem vores rollespil, teamwork og mange morgenmåltider, frokoster og aftensmiddage i Korsør har vi lært hinanden at kende og fået skabt nogle kontakter, vi vil kunne trække på i dagligdagen, hvis vi har brug for hjælp fra andre enheder i organisationen. Middagen var en fin afslutning på et godt forløb, og det var den perfekte måde at gå fra den nervøse, hektiske eksamensfølelse til den afslappede, påskeferie stemning der kendetegnerden kommende uge. Det bliver skønt med ferie! Nu venter jeg bare spændt på afgørelsens time, der er forefalder om ca. 14 dage, hvor der kommer svar tilbage om, hvorvidt jeg er bestået eller dumpet…
Jeg læser for tiden til eksamen i projektledelse. Eksamenslæsningen er noget anderledes, end jeg er vant til, for der er ingen opgaver man kan regne, og dermed heller ingen måde, hvorpå man kan teste sig selv udi disciplinen. Med andre ord er det umuligt at afgøre, om man bør give den en ekstra skalle eller stille sig tilfreds med at hvile på laurbæerne. Sidstnævnte er ellers særdeles fristende for tiden, hvor livet er mere end almindelig hektisk.
Som om jeg ikke kan få nok af arbejdstimer og kurser, har jeg efter devisen om, at man kan sove, når man bliver gammel, naturligvis også valgt at tilmelde mig et master kursus, der begynder til april. Det var med en anelse blandede følelser, jeg i dag kunne konstatere, at jeg er blevet optaget på kurset, og nu kan se frem til en benhård 1½ måned med uger bestående af to dage på studiet med sidegevinst af hjemmeopgaver og lærebogslæsning efterfulgt af tre dage på arbejdet med arbejdsopgaver til de fulde fem dage. Vi er kraftigt underbemandet i arbejdsfællesskabet efter at to kollegaer for nylig har skiftet græsgange, så det skorter ikke på arbejdsopgaver, der finder vej til mit bord (jeg spekulerer på, om jeg snart overhovedet kan se mit bord?). Men jeg skal ikke brokke mig, for det er absolut selvvalgt pineri at kombinere intensive kurser med en komplet ny opgaveportefølje, og så længe det hele er spændende og udfordrende er slidet og slæbet det værd. Og let’s face it: Det er jo ikke fordi, jeg går glip af noget, for hvad brugte jeg tiden til før..? Facebook og serier kan formentlig godt undvære mig for en tid.
Apropos serier… I dag fik jeg min pakke fra cdon indeholdende 3. og 4. sæson af både Prison Break og Battlestar Galactica – så er der dømt hygge i påskeferien, som venter lige om hjørnet!
Efter en virkelig skidt dag fulgte heldigvis en helt igennem dejlig dag, så nu er der noget ved det hele igen.
Gårsdagens fyringsrunde tog hårdt på humøret, og selvom den skæbnesvangre ventetid var forholdsvis kort, føltes de godt 75 minutter som ren tortur. Det er gået op for mig, hvor glad jeg egentlig er blevet for mit arbejde – og det lader til, at jeg kun bliver gladere og gladere som tiden passerer. Først var det udelukkende kollegaerne, der holdt mig tilbage (dejligere mennesker skal man lede længe efter), dernæst mulighederne der kunne skimtes i horisonten – og nu mulighederne der faktisk er tilstede lige nu. Jeg ville derfor være blevet mægtig ked af det, hvis jeg havde skullet forlade stedet, lige som det begynder at blive rigtig fedt. Heldigvis gik det ikke sådan.
I dag har jeg så haft en af de dage, hvor tiden bare flyver af sted, hvor pauser er overflødige og hvor jeg næsten ikke har lyst til at tage hjem, fordi der er så mange ting, jeg kunne foretage mig. Lyst og kunne er nøgleordene, for jeg har da tidligere arbejdet over, men det har sjældent været en uimodståelig trang men derimod et ønske om at kunne gå tidligere en senere dag i ugen. Jeg kan dog godt mærke, at det hele er nyt, for hvor jeg er vant til at kunne afslutte mine opgaver i løbet af kort tid, og hvor bunker og prioritering kun forekommer sporadisk, har jeg nu adskillige opgaver der er sat i kø, og jeg bruger jeg nu flere dage på at tygge mig igennem ting, jeg ved ikke burde være vanskelige. Det er lidt hårdt, men også ret sjovt.
Den modsatte oplevelse havde jeg i går eftermiddag, der som tidligere nævnt bød på IKEA-tur med svigerfamilien. Det startede godt og endte skidt. Vi glædede os alle meget til at skulle ud at se på køkken til sommerhuset, for der bliver virkelig dejligt deroppe – og personligt elsker jeg opstarten på gør-det-selv projekter. Det tegnede da også rigtig godt, da vi gik rundt og kiggede, for der var nogle flotte køkkener, og der var enighed hele vejen rundt med hensyn til, hvad og hvordan det skulle være. Da vi havde gjort os nogle tanker, tog vi kontakt til en IKEA-medarbejder, der skulle hjælpe os med at sammensætte en præcis liste over, hvad vi skulle have, så vi var sikre på at de forskellige ting passede sammen og i den dur. Jeg er stadig uafklaret med hensyn til, om det var en god beslutning, for godt nok kom vi hjem med en komplet liste over indkøb til et køkken, der bliver super sejt - men tilgengæld formåede vi også at tilbringe tre – jeg gentager 3! – timer i IKEA. Jeg kunne forestille mig at nogen ville mene, at tre timer i IKEA er tre timer for meget, men det er jeg nu ikke enig i. Derimod mener jeg, at Tre timer er to timer for mange! De sidste to timer brugte jeg på at vandre hvileløst rundt om mig selv, kaste mig over børnestanderne hvor man elektronisk kan farvelægge rummænd og spille memory, undersøge hvor længe jeg kunne stå på mine hæle og på atoverveje om det alligevel ikke ville være besværet værd at gå hjem i snestormen. Men nok om det, nu kan jeg heldigvis glæde mig over, at seancen er overstået, og til at vi til påske skal sætte køkken op i sommerhuset. Der bliver SÅ fint…
Jeg kan desværre ikke byde på et ordentligt billede af huset, men i stedet kan I få et billede af baghaven (hvor min kommende køkkenhave skal være):
I stedet for tasker, tøj og poledancing har tankerne i dag været optaget af andre, mere alvorlige ting. I morgen er der prikke-runde på arbejdet, og det forlyder, at heller ikke mit kontor går fri. Allerede i dag har stemningen været trykket, og hovedsamtaleemnet har været exit-strategier; Tage sit tøj med det samme og forsvinde uset ud af døren, eller gå tilbage til kontoret og blive trøstet af kollegaerne. Jeg har endnu ikke besluttet mig, hvis det er mig, telefonen ringer hos. Jeg mener naturligvis selv, jeg er uundværlig, for min faggruppe har i forvejen rimelig trange kår, men realiteten er, at ingen kan vide sig sikker. Ser man på arbejdsbyrden kan ingen undværes, men mangler pengene, er der ikke mere at spille om.
For mig har hele processen været lidt ligesom at gå til eksamen: Længe har jeg ikke været spor bekymret, og har set optimistisk på situationen, men som tiden nærmer sig, bliver det mere og mere alvor, og i dag – aftenen inden – kan jeg ikke lade være med at mærke flagermusene i maven. For ligegyldig hvad der sker i morgen, bliver det en helt igennem rædselsfuld dag, hvor vi skal sige farvel til gode kollegaer. Og selvfølgelig skal pinen trækkes ud. I to timer er alle jaget vildt, og telefonen er ens værste fjende. Senere afholdes kontormøde – sikkert for en optælling af de faldne – og det kan lige passe, at snestormen allerede er begyndt, så det bliver umuligt at komme hjem på en nogenlunde civiliseret måde. Jeg er allerede begyndt at se spøgelser i krogene, og overfortolkningerne kører på højeste trin.
Efter arbejde har jeg en aftale med min kæreste og med svigerfamilien om, at vi skal i IKEA og se på køkken til sommerhuset. Set i bakspejlet var det nok ikke den smarteste dag at lave en aftale – men som sagt, har jeg hele tiden været optimistisk. Og hvem ved, måske er køkkenshopping lige det der skal til, for at forvise de dystre tanker..?
En af de øvelser, vi har været igennem her på kurset, er gået ud på at inddele mennesker i farver. Der er de blå, der tænker på økonomien og altid har fokus på bundlinjen og det endelige mål. Der er de grønne, der fordyber sig i planen, tidslinjen og deler processen om i mindre dele, der kan analyseres. Der er de gule, der altid har en god idé, og som allerede er videre mod Mars inden raketten til månen er bygget færdig. Og så er der de røde, der husker kaffen og kagen, og sørger for at alle er tilfredse.
Den perfekte projektgruppe indeholder hele farvepaletten, og som følge deraf var den første opgave naturligvis også, at finde ud af vores egen farve. Det tog mig ikke længe at konstatere, at jeg måtte være grøn – helt ind til benet. Jeg elsker skemaer og kasser. Jeg elsker struktur og systematik. Jeg kommer heller en halv time for tidligt end ti minutter for sent. Mine notater fra studiet er farvekodet, og tilsvarende er fanerne i mine lærebøger (figur, tekst, formel, tabel…). Ingen tvivl om, at jeg må være grøn.
Og så alligevel ikke… Undervejs i dagens program gik det op for mig, at jeg måske i virkeligheden er et gult menneske fanget i en grøn krop: Jeg bryder mig ikke om for meget rutine. Jeg har aldrig kunne starte fra begyndelsen og arbejde mig frem til slutningen, for jeg springer tilfældigt rundt i materialet efter for godt befindende og laver, hvad jeg har lyst til. Mange danske stile er startet med slutningen, for derefter at skrive starten og fylde ud i midten. De fleste af mine private projekter dør, før de er kommet i gang, for det sjove er f.eks. at designe en kjole, det er ikke nødvendigvis sjovt at sy den.
I løbet af i dag er jeg kommet frem til, at jeg formentlig i virkeligheden nærmere er tillært grøn med det formål at understøtte mine gule sider. Hvis man har en veltilrettelagt plan og et overblik, er der mere tid til sjov og ballade. Det også lettere f.eks. at afvige fra planen uden dårlig samvittighed. Eksempelvis laver jeg altid en plan for min eksamenslæsning, som kan lyde noget med: “Den 15. læser jeg kapitel 4 (ca. 35 sider), løser opgaverne 4.1. og 4.2. (ca. 2 timer)” – men jeg tror aldrig nogensinde, jeg har overholdt planen. Til gengæld giver det et fantastisk overblik over, præcis hvor langt man er kommet forud (dejligt afslappende!) eller bagud (dejligt motiverende!), og det giver min gule side tryghed til at kunne space ud. Grønne Louise har dækket sig ind, så kan Gule Louise tage på eventyr.
Så hvad farve er jeg egentlig? Det er jeg vist endnu ikke blevet helt klog på…
Disse næste linjer er skrevet fra Hotel Grand Park i Korsør, hvor jeg netop har afsluttet min første dag på projektlederuddannelsen. Jeg har aldrig forestillet mig at gå skulle gå ledervejen, da jeg ikke tidligere har set mig i besiddelse af de fornødne kvalifikationer, så man kan vist godt kalde det tilfældighedernes spil, at jeg tilfældigvis har opholdt mig i Korsør i dag.
Sidste år blev jeg udvalgt til at være en ud af 12(?), der fik en sum penge, som frit kunne bruges på efteruddannelse efter eget valg. Af the top dog fik vi endda at vide, at vores ønsker var i fokus, så det var af mindre vigtighed, hvad relevansen var for arbejdspladsen eller for nuværende og fremtidige arbejdsopgaver. Men hvad gør man, når der pludselig er frit valg på alle hylder? Og man står i en situtation, at man ikke engang ved, hvad man har lyst til at lave i næste uge – for slet ikke at tale om de næste to år?
En kollega, der tidligere havde været på et tilsvarende efteruddannelsesforløb, foreslog projektledelse, og jeg tænkte: “Ja, hvorfor ikke. Det er der da fremtid i… i hvert fald lyder det da smart!” Jeg forelagde idéen for min chef, som kunne lide den. Hvordan det gik til, ved jeg endnu ikke, men vupti var jeg projektleder for - hvad man med nogen rimelighed kan kalde - et tværministerielt projekt og vupti, her er jeg så!
Men det er faktisk slet ikke det magiske… Det magiske er, at jeg inderst inde brænder for det! Jeg er stadig en smule rundforvirret, og jeg ved, at jeg endnu har meget at lære – men vender jeg blikket indad, tror jeg såmænd, at jeg kan blive en glimrende projektleder. Jeg skal bare lige finde begge mine ben at stå på.
Det sker nok hverken i dag eller i morgen, men heldigvis forventes det jo heller ikke, at man bygger Rom på en enkelt dag. Nu starter jeg lige med infrastrukturen, så må sights’ne komme senere. Jeg er også så priviligeret, at jeg har en chef, der støtter 100% op om konceptet, så jeg er sikker på at kunne hente hjælp, skulle det knibe med at få opført Colosseum.
Så er katten ude af sækken…
Jeg skal simpelthen skifte arbejdsfællesskab inde på arbejdet, og med skiftet følger en splinterny opgaveportefølje. Det bliver lidt vemodigt, men samtidig ser jeg meget frem til skiftet, der kommer til at betyde en langt mere udfordrende arbejdsdag. Det arbejde, jeg hidtil har siddet med, er meget rutinepræget, og de sjove opgaver er kun kommet sporadisk, så det bliver lidt af en omvæltning. I realiteten ved jeg endnu ikke fuldstændig, hvad jeg kommer til at lave (bortset fra, at jeg bliver koblet på REACH-området), men forhåbentlig kan det give mig faglig udfordring. Jeg håber dog på at kunne blive siddende på min nuværende plads hos mit gamle arbejdsfællesskab (som jeg stadig vil være tilknytte til i forbindelse med en enkelt virksomhed samt mit projekt i 2010), for jeg vil nødig forlade min bonus-familie :)
Jeg ved endnu ikke, hvornår skiftet kommer til at finde sted, men det bliver formentlig i begyndelsen af 2010, så jeg venter spændt…
I onsdags havde jeg min første dag som enkeltfagsstuderende på KVL (- jeg nægter kategorisk at benævne stedet Life!!!). Jeg er stadig forundret over, hvor langt væk skolelivet er kommet. Hvordan kunne jeg glemme, at der ikke lige er et køkken med vandhaner og glas, og at man derfor medbringer sin vandflaske, som naturligvis ved forelæsningens begyndelse sættes frem til skue på pulten? Og hvordan kunne jeg glemme, hvor besværligt det er at skulle på toilettet i pauserne, når man skal flytte på en hel række studerende? Det er mig stadig lidt af et mysterium.
Hvad der også er lidt af et mysterium er, hvor meget jeg uden at vide det har udviklet mig i løbet af de sidste par år. Måske er det summen af mine oplevelser, eller måske er det blot alderen alene, men noget ufatteligt er indtruffet. I hvert fald var min oplevelse af universitetet meget anderledes, end da jeg selv frekventerede det dagligt. Dagen startede med 2×45 min. forelæsning, hvor det slog mig, hvor ineffektiv denne form for læring egentlig er. Jeg havde ikke nået at forberede mig til undervisningen, men alligevel forekom det meste simpelt og ligetil – overflødigt fristes jeg til at sige, men forhåbentlig ændres dette, når vi når lidt længere i forløbet og kommer til det mere udfordrende stof. De næste to timer gik med regneøvelser, hvor opgaverne var lette, instruktorerne uerfarne og opgaverne fyldt med fejl. Det ændrer dog ikke på, at jeg havde en fantastisk dag, og at pensum er ret vedkommende og interessant. Dog erdet lidt af en udfordring af kurset er en del af dyrlæge-studiet… Pludselig forventes jeg at vide alt om mastitis (yverbetændelse for de uindvidede), forskellige former for opstaldning og forskelle på kvægracer. Det skal nok blive sjovt!
Jeg havde hægtet mig på en gruppe af to søde piger til øvelserne, og vi kom fint igennem regneopgaverne og spiste derefter også frokost sammen. Det var ganske hyggeligt, men aldersforskellen var slående – de lever vist i en helt anden tidsalder, er jeg bange for. Jeg er vist ved at blive gammel. Det var tydeligt, at den virkelige verden endnu ikke havde sat sig sine spor: Studiet er et eller andet abstrakt, man mødet op på hver dag. Hvorfor er uklart, for man tænker ikke nærmere over det. Og fag, ja det er vist bare noget, der skal overstås. Jeg kan sagtens huske fornemmelsen, fra min egen tid som bachelorstuderende. Den ene dag tager den anden, det ene fag tager det andet. Jeg moredes og forundredes indvendigt, da jeg havde fortalt, at jeg var på kurset som led i efteruddannelse, og en af pigerne først tænkte så det knagede og derefter spurgte oprigtig undrende: ”Øh, hvorfor?” Det er åbenbart en fjern tanke, at man går på universitetet af lyst og ikke af nød…
Subscribe