Menneskeracen har en naturlig affinitet for vold, død og ødelæggelse. Hvis du tvivler, så tag bare et kig på nyhederne. Hvor ofte er det lige, de bringer bud om lykkelige begivenheder…? Nej, vel? Mit gæt vil være, at disse emner har været genstand for sladder og rygter så længe nogen kan huske – og endda århundreder før det, for selv det ældste levende menneske kan vel næppe huske mere end en 115 års tid tilbage. Det var krimier, der blev fortalt rundt om ildstedet, og krimier der den dag i dag straks stryger til tops på bestseller listerne…

Den klassiske krimi må om noget betegnes som det simpleste indenfor plot og  fortælleteknik, men samtidig vil jeg mene, at den faktisk også er en af de mest virkningsfulde. Det, at gåden kommer i fokus, betyder at denne slags krimier ofte har et veludviklet plot, som er en fornøjelse selv at prøve at trævle op undervejs. Forfatteren har har alle ønskelige redskaber til at pirre læserens nysgerrighed, og det begrænsede persongalleri, hvor alle har en hemmelighed, gør det netop muligt at gætte med undervejs. Alt i disse romaner sker af en årsag og alt er et spor. Intet er tilfældigt. Og har man lyst kan man virkelig forsøge at få motioneret de små grå, når man skal stykke brikkerne sammen.

Det forholder sig imidlertid sådan, at helte går af mode. Nogle årtier senere, er krimiens hovedperson typisk en afdanket betjent/detektiv/journalist med et bistert temperament og personlige problemer (oftest i form af whiskey). Eksempler på disse anti-helte er Raymod Chandler‘s Philip Marlowe og Colin Dexter‘s Inspector Morse. Disse hårdkogte fyre (ja, de er oftest mænd) er som regel usympatiske og utilpassede, og de lader sig ikke diktere af autoriteter. Men det er også netop disse karakteristika, der gør dem til gode efterforskere. De tænker udenfor de rammer, de heller ikke selv passer ind i, og det giver dem et forspring i forbryderjagten. I nyere tid er Jo Næsbø‘s Harry Hole – i hvert fald i seriens første bog, som er den eneste jeg har læst - også et eksempel på en sådan anti-helt.

Det nyeste skud på stammen er de såkaldte “femi-krimi” (er der andre end mig, der finder den betegnelse uhyre nedsættende?), der skyder op som ukrudt i disse tider. Det lader til, at hvert land skal have sin egen krimi dronning – og helst et helt hof, hvis det lader sig gøre! Svenskerne har Liza Marklund og Camilla Läckberg. Norge har Anne Holt. Og Danmark, ja, vi har Elsebeth Egholm og Sara Blædel.

Den hårdkogte tradition fortsætter, men hovedpersonen har skiftet køn. Nu er det en kvindelig journalist/betjent/detektiv med personlige problemer, der styrer showet. Problemerne har imidlertid også skiftet karakter. Hvor Marlowe har problemer med whiskey, har kvinderne problemer med privatlivet. Liza Marklund’s Annika Bengtsson stides hele tiden med at finde en balance mellem at være  professionel journalist og mor for sine to børn, mens Anne Holt’s Hanne Wilhelmsen er i indre konflikt med sig selv omkring hendes seksualitet og det at være betjent. I disse fortællinger kommer vi helt ind under huden på vores heltinder, og følger med i alle deres personlige forhold. I en del femi-krimier kan man til tider blive helt i tvivl om, hvorvidt det er hovedpersonens skilsmisse eller mordgåden, der er fokuspunkt for historien – hvilket efter min mening er både synd og skam.

Det er en utrolig svær balance, og ikke alle krimi dronninger forstår at gå sikkert på linen. Nogle kommer helskindet i sikkerhed på den modsatte side, mens andre snubler og falder lige lukt ned i afgrunden. Der kan være to årsager til denne snublen… Den ene grund kan være, at fokus er så meget rettet på krimi-mysteriet, at de scener der involverer hovedpersonens privatliv udelukkende formår at skildre en endimensionel personlighed (Sara Blædel). Meget hurtigt bliver hovedpersonen én komplet ligegyldig, og man er fristet til at skippe videre til andre dele af bogen, hvor nogle mere interessante personer pepper bogen lidt op. Eller også falder forfatterinden i den anden grøft: Bleskift og skilsmisseproblemer vokser til de fylder mere af bogen end mordgåden – som hovedpersonen selvfølgelig er personligt involveret i på den ene eller den anden måde (Liza Marklunds seneste udgivelser). Nutidens heltinder har vist ikke så let ved at adskille arbejde og privatliv… Ingen af delene fungerer tilfredsstillende, hvilket er ærgeligt, for udført rigtigt er det en genre, der har virkelig meget at byde på.

Jeg elsker det, femi-krimien repræsenterer, men det gamle ordsprog siger, at for mange kokke fordærver maden, og det er jeg alvorligt bange for også gør sig gældende for krimidronninger! Kvaliten af nyudgivede krimier er stærkt nedadgående, og desværre gælder det både for sprog, plot og relevans. På det seneste er jeg gang på gang blevet skuffet, når jeg har tygget mig igennem den ene roman efter den anden med en af ovennævnte dronninger som forfatter. Jeg bliver dog bestandig ved med at give dem en chance til, for det er oftest de letlæste krimier udkommer som lydbøger – hvilket netop er, hvad der har inspireret denne posting…

Hos DR kan man fortiden downloade Elsebeth Egholms “Vold og Magt” som gratis lydbog. Det tilbud har jeg naturligvis benyttet mig af, da en af mine favorit beskæftigelser netop er lydbøger. Alting – madlavning, rengøring, turen hjem fra arbejde – bliver mere fornøjeligt med en fortælling i ørene. Jeg er dog meget spændt på, hvad der er i vente. For få måneder siden læste jeg Egholms “Personskade”, som jeg bestemt ikke var imponeret af. Plottet var gennemtænkt og tilpas originalt til at holde interessen fanget, men fortællestilen var flad og sproget direkte en pine. Dertil kom at hovedpersonen forekom så irriterende og uvedkommende, at det var en fornøjelse, når et kapitel handlede om en af bogens andre personer. Særligt faldt jeg for hovedpersonens veninde, der hele sit liv havde troet, at hun var af asiatisk afstamning og adopteret til Danmark – hvorimod sandheden viste sig at være en helt anden. Dét mysterie var i virkeligheden bogens absolutte højdepunkt.

Jeg venter spændt på at få lejlighed til at lytte til “Vold og Magt”, for jeg har endnu ikke fuldstændig afskrevet Elsebeth Egholm. Et godt plot kan hente mange billige point hjem, så jeg tror på, den har en underholdningsværdi.