Subscribe
En af mine kollegaer og jeg udveksler indimellem bøger og bogtips. Senest da jeg brokkede mig over, at det var længe siden, jeg havde læst en bog, der gav mig oplevelsen af ikke at kunne lægge den fra mig, fortalte hun om den bog, hun var i gang med. Bogen var “London Kalder” af Ken Follett, og hun fortalte, at når hun læste den, var det lige før hun glemte at stå af toget, når hun nåede sin station om morgenen.
Dagen efter havde hun læst den til ende og kom og lagde den på mit bord.
“London Kalder” handler om modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Bogens hovedperson er præstesønnen Harald Olufsen, en kvik og snarrådig knægt på 17 år. Harald har altid ønsket sig en knallert, men netop da han bliver gammel nok til at få en, besættes Danmark af tyskerne, og det er ikke længere muligt for civile at opdrive brændstof. Harald bruger derfor den næste tid på at bygge sin nye knallert om til at kunne køre på tørv. Både opfindsomheden og selve knallerten er meget karakteristisk for Harald.
En dag hvor Harald er på vej hjem til præstegården, beslutter han – mod enhver fornuft – at skyde genvej over tyskernes militære anlæg. Her ser han et mærkeligt apparat, som han ikke genkender. Udover Haralds almene interesse i elektronik har dette ingen relevans for ham – indtil den dag han tilfældigvis kommer i kontakt med modstandsbevægelsen, som er særdeles interesseret i flere oplysninger om anlægget. England har nemlig oplysninger om, at tyskerne har opfundet et nyt apparat, der gør det muligt at kende flyvemaskinernes position, og flere fly er blevet skudt ned og antallet af faldne piloter er vokset til uanede højder.
Dette bliver begyndelse på et eventyr for Harald, hans bror Arne, dennes engelske forlovede Hermia og Haralds crush, balletdanserinden Karen.
Selvom det normalt ikke er denne type bøger, jeg giver mig i kast med, var jeg meget begejstret for “London Kalder”. Plottet er så åbenbart, men det bliver aldrig uinteressant trods dets forholdsvise forudsigelighed, for hele tiden er det en kamp mod tiden. Det er også interessant at se samspillet mellem mennesker fra små lokalsamfund og opleve, hvordan generationers modvilje mellem slægter nedarves med alt, hvad det får af følger. Jeg vil dog sige, at slutningen skuffede en smule. Bogen ender meget brat – klimaks, slut. Ingen afrunding, hvilket efterlader en med en lidt tom følelse. Hvad? Hvor? Er den allerede slut? Hvad nu? Men bortset fra slutningen er bogen særdeles anbefalelsesværdig.
