Tag: budapest

Snapshots fra Budapest

Så er billederne fra Mette’s kamera endelig blevet fremkaldt… Her er et lille udvalg – undskyld kvaliteten, men de er indscannede…

Billedet er taget i byparken med udsigt over søen.
En helt igennem fantastisk udsigt!

Dette billede er taget inde i gården på det slot,
der ligger i byparken. Jeg ser exeptionelt mærkelig ud
på det billede, men jeg synes lige, at I skulle have det
alligevel pga. slottet…


Og så lige et billede af mig på hotelværelset -
mest for at illustrere, at jeg ikke altid ser mærkelig ud :o)

No Comments by Louise on august 4, 2005
filed in ferie
tagged , , ,

… Og alt det andet

Mandag d. 11/7 – 2005,kl. 12:00,
Sidder p.t. i lufthavnen og venter på at kunne cheke ind. Synes derfor lige, der var tid til at fortsætte beretningen… Vi tog hjem fra Summer Club tidligt på natten – husker ikke det præcise tidspunkt (lidt over 1?) Vi tog en taxa, og chaufføren sludrede løs. Det viste sig nemlig, at han havde været i Danmark, og han underholdt os med historier om, at han havde været i Frederikshavn og Vejle og havde handlet i en Føtex og en hel del andre (u)fascinerende ting og sager. Men hjem kom vi.

Næste dag var et planen, at vi skulle i et af de berømte bade, der er på egnen. Vi havde pakket badetøjet ned, og tog bussen op mod bjerget, hvor vi havde en forventning om, at bade i en grotte. Da vi kom derop viste det sig dog, at det kun var en grotte, og man kunne bestemt ikke bade der (der bar mere end bare almindelig koldt!). Vi tog i stedet på grotte-udforskning i de dybe huler. Det, det allerførst mindede mig om, var ‘Alone in the Dark: The New Nightmare’, som jeg sad og spillede i dagene op til afrejsen. Carnby og Aline udforsker en gammel indianer-kultur under jorden i en grotte mens de prøver at bekæmpe mørkets væsener. Jeg kommer til at sætte så stor pris på de scener i spillet fremover.
Grotten var gigantisk, kold og våd og formationerne havde de mærkeligste former. Det var næsten som at stige ned i en helt ny verden, en ny og anderledes verden. Efter turen rundt i hulen droppede vi at tage videre til badet, for nu var en stor del af dagen passeret. I stedet drog vi af sted mod det lokale shopping-område. Mærkelig nok var der ikke mange butikker, der havde valgt at holde åben. Så meget shopping blev det ikke til, en enkelt bluse. Om aftenen tog vi ned til den lokale irske pub. Her var der rugby-kamp på tv (fra panorama-viewet over banen antog jeg det først for at være fodbold – hvad ved jeg? – men Mette fik hurtig rettet mig, da hun rent faktisk har datet en rygby spiller for nogle år tilbage). Her fik en drink (den såkaldte Summer Fresh), mens vi iagttog den gigantiske flok engelske fyre, der hang ud på den anden side af baren. Vi var sådan set ret udasede begge to på det her tidspunkt, så vi endte med at lægge hovedet på puden temmelig tidligt den aften :o)

Næste dag, dvs. søndag, var planen at vi skulle på marked og derefter i det bad, vi var blevet snydt for dagen forinden. Markedet var lidt af en fuser – nogle enkelte boder med legetøj – lidt ligesom et ordinært kræmmermarked, så det var hurtigt overstået. Nu var næste mål at finde føromtalte bad. Vi vandrede lidt omkring i parken og gættede (udfra kortet) på, i hvilken retning vi skulle lede. Vi var, da vi stod af ved stoppestedet, kommet forbi en stor, gul bygning, som vi fejlagtigt tog for at være det museum, vi ikke havde kunne finde ved vores tidligere besøg i parken, men som i virkeligheden viste sig at være netop det bad, vi søgte. Vi kom ind, og fik trukket i bikinien (medbringende vores ‘lånte’ håndklæder, og nej, jeg bliver aldrig listetyv!), og derefter bevægede vi os ned ad gangen gor at finde ud af, hvor vi skulle hen. De var ikke så informative. Oplysninger på andet end ungarsk var der ikke mange af, så det voldte lidt problemer. Men nej, hvor er de bade bare som skabt af Guderne!!! Man kommer ind i den fantastiske gamle bygning, hvor der er de første 30 forskellige bassiner. Der er alt fra 20 grader koldt vand til 40 grader varmt vand. Der er bobler, ingen bobler. Strøm, ingen strøm. Vi prøvede lidt af det hele! Udendørs opdagede vi, at vi rent faktisk befandt os i det bad, der er afbildet på samtlige postkort i byen! I den ene ende af udendørs-arealet var et bad, der var exceptionelt underholdende! I midten af det aflange bassin var to åbne cirkler. I den inderste var sæder langs med kanten og op af dem kom bobler. Når boblerne slukkede begyndte ringen udenom at danne en strøm, der fik folk til at flyde rund i cirklen. Udenfor den yderste cirkel fandtes enkelte metalplader, hvor der ligeledes kom bobler op af. Det første boblebad masserede lårene. Det var ganske behageligt, men boblerne fik vandet til at stå op i søjler, der havde det med at smutte ind i næsen og ørene – hvor som helst det kunne komme til det! Det var mindre fornøjeligt! Pladerne udenfor cirklerne, til gengæld, var en hel anden sag! Det var praktisk taget en fuld kropsmassage. Strålen af bobler var temmelig massiv, så hvis man stod lidt skråt for den og lænede sig baglæns, gav den en helt utrolig dejlig fornemmelse langs ryggen. Lige noget mine trætte muskler kunne bruge!
Efter vores lille udendørs ekskursion gik vi igen indendørs, hvor vi (hey, nu letter flyet!) fandt det meget berømte medicinske bad. Nøj, hvor var det himmelsk. Den prikkende lugt af chlor forsvandt og blev erstattet af en let blomsteragtig duft af noget ganske udefinerbart. Vandet var den behagelige temperatur af 34 grader og det endte med, at vi lå der og dasede (og døsede) i omkring en times tid. Dejligt, kan jeg love jer! Eftersom vi begge lignede to runkne svesker, traf vi det valg, at nu var det vist på tide at komme op af vandet! Da havde vi også ligget i blød i 3 timer! Al den afslapning tog hårdt på kræfterne, så da vi kom tilbage på hotellet blev det udelukkende til afslapning. Da aftenen kom, og vi havde pakket så meget, det var muligt, tog vi ud for at spise. Vi valgte at gentage succesen på en thai-restaurant og også at gentage succesen med den irske pub (hvor vi denne gang nød en enkelt Bailey). Det var tidlig aften, så baren var ikke ligefrem fuld af gæster, men det var jo at forvente :o)

I dag har det så været hjemfrejse-dag. Imorges stod vi tidligt op, idet vi havde en forventning om, at de markeder, der havde været lukket lørdag, ville være åbne på en almindelig mandag. Men næ nej, det var voldsomt svært at finde en eneste butik eller noget, de havde lyst til at holde åben før kl. 10:00 – selv det meget præcise tidspunkt var lidt svævende idet adskillige af dem stadig ikke åbne, da klokken var 10:15. Tidsbegreber er ikke noget man rigtig forholder sig til i Ungarn. Så souvenirs fik vi ikke rigtig investeret i, havde planer om at ordne det i lufthavnen, men det var da nogle ganske vanvittige priser de holder sig! Adskillige euro for nogle ubetydelige småtterier! Det er da ligegodt utroligt!
Vi kom til lufthavnen med mini-bussen – en tur på ca. 45-60 minutter, der var ren tortur for mig, da jeg inden afgang havde drukket adskillige liter vand. Jeg har godt nok aldrig hørt om en sprængt blære, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det ikke kan ske :o)
Lige nu sidder jeg i flyveren – der er turbulens, hvilket er møg-irriterende, men sådan er luftfarts-livet jo. Der har også været dramatiske højdeskift, der har moret sig med at lave uorden i trykket i mine øre, men takket være den geniale opfindelse kaldet ørepropper, er jeg da ikke i et sandt smertehelvede, som jeg ellers plejer.

Det er planen, at hele flyveturen skal bruges på at skrive, så nu er det tid til et recap af, hvad jeg har misset i løbet af skrivningen… Bla. tror jeg ikke, t jeg overhovedet har nævnt vore tur i byparken om onsdagen. Midt i byparken ligger en aflang sø, og ud til denne sø finder man det sødeste lille hus – lidt i en slags selvbygget stil – der huser Restaurant Robinson. Bagved huset, på den anden side af broen, er et smukt hvidt hus, som vi ikke helt kunne finde meningen med. Men det smukkeste ar ganske uden tvivl slottet bygget i flere forskellige stilarter. Det var blevet bygget i anledningen af en stor århundred-fest, hvor det skulle illustrere Ungarns arkitektoniske udvikling. At træde ind gennem porten og ind i gården, var som at træde ind i en anden tid – jeg er klar over, det er ved at blive en ren cliché, så meget som jeg har skrevet det, men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed! Dette var Camelot (eller måske snarere Tentacle?) – flot borg med tårne og spir, bro, port og eget lille kirkekammer. Det var lige sådan et sted, jeg kunne tænke mig at tilbring mit liv. Smuk natur, smuk arkitektur – og en fredfyldt sjæl. Jeg sidder helt og flyder hen i tankerne om mit fantastiske liv på slottet – ikke som prinsesse eller noget, Gud bevares, men som mig selv, som jeg er nu, men med et strejf af noget forunderligt…

En anden ting, der har undgået at komme med i denne bog er fredagens besøg på selve slottet i Budapest. Ikke, at jeg rigtig ville kalde det et slot, i min verden er noget med den type arkitektur et palæ, noget i stil med Darcy’s Pemberley fra P&P. Det er ikke et slot, men en særdeles imponerende bygnings-konstruktion.

Er der andet, jeg har forsømt at nævne… Det må der vel næsten være. Hvad det er, er jeg dog i skrivende stund ikke klar over. Men jeg vender tilbage, hvis jeg kommer i tanke om det. Nu vil jeg så nyde resten af flyveturen i selskab med Minette Walters’ ‘En velbevaret hemmelighed’ :o)

No Comments by Louise on juli 13, 2005
filed in ferie
tagged , , , , , , , , , , , , , , ,

Summer Club pt. II.

Søndag d. 10/7 – 2005,

kl. 15:50,
Okay, tilbage til historien om Summer Club… Det var et ganske fantastisk sted indretningsmæssigt. Det var lige før man følte, at man var trådt ud af storbyen og var blevet transporteret til en trope ø. Der var små træ-hytter, hvor der blev serveret drinks, og omkring hytterne var der vand, hvor små broer første henover. Da vi kom, var vi særdeles tvivlende overfor situationen, for umiddelbart så det ud til, at alle personer tilstede var under 18 år – LANGT under 18 år! Jeg havde den teori (og jeg havde ret), at eftersom klokken kun var lidt over 21, varede det sikkert ikke længe før de små skulle hjem og putte-sove! Senere ville der så være voksne mennesker tilstede.
Aftenen i byen startede med et live band, et lokalt et med en flok unge fyre, der spillede en omgang melankolske rock ballader á la Kashmir. Bandet og deres sange var sådan set fine nok, men de optrådte for amatør-agtigt. Mellem hver sang snakkede bandets medlemmer privat sammen i en 5-10 minutters tid, inden de spillede næste nummer. Jeg var lidt ude i, at de var ved at diskutere, hvilken sang de skulle spille – noget jeg forventer, de har aftalt på forhånd! Efter live bandet havde pakket sammen spillede de nogle gamle sange (bla. noget Smash Mouth), for snere at slå over i noget bang-bang-pjat. Vi forsøgte til at starte med at bestille noget at drikke. Mette prøvede en gin & tonic og jeg bestilte en rum & coke – hvad vi endte op med var en tonic og en cola… (var spirtus-flaskerne bare til pynt?). Da vi senere bestilte drinks (vi havde fundet et sted med et drinks-kort) kunne vi dog heldigvis godt få noget spirikum i vores læskedrikke – vi fik hver en Long Island Ice Tea – en ordentlig krabat ca. 250 ml sprut og 250 ml sodavand (eller muligvis endnu stærkere!). Det var en drink, der rent faktisk varede det meste af aftenen! Vi gik lidt frem og tilbage, og på et tidspunkt blev vi budt op af en neger, der var meget forhippet op at få os ud på dansegulvet. Mette er absolut ikke danse-typen, skal man tro hendes eget udsagn (og det skal men jo!), og jeg havde ikke rigtig lyst, men han fandt os så i stedet nogle siddepladser og begyndte at udspørge os. Vi var begge en tand afvisende, men han lod sig ikke mærke med noget og bare snakkede og snakkede. Og så kom spørgsmålet, der fik os begge til at forme kors med fingrene og udbryde “Vig fra mig!” i kor (ja, det gjorde vi rent faktisk, en af de skægge ting ved at være i udlandet, hvor ingen forstår hvad man siger!): “Er I gift eller er I single?” – og fortsættelsen… “For jeg har det bedste med at tale med singler, da gifte piger godt kan være svære at tale med.” Jeg lader jer lige tænke over den et minuts tid […].
Før gutten her burde jeg faktisk have nævnt et andet incident. Da vi stod med vores sodavand tidligt på aftenen, var der et par fyre, der blev ved med at kredse om os. Og som Mette sagde: “Kunne de ikke være lidt mere diskrete?” (en egenskab folk i Ungarn ikke besidder. Folk åbenbart en tradition her i byen, med åbenlyst at nedstirre det/den de finder interessant). Så – efter de var gået og var kommet tilbage igen – gik den ene hen og sagde et eller andet på ungarsk til Mette. Mette sagde pænt, “Sorry, I don’t understand,” hvilket uden tvivl skræmte den stakkels fyr fra sans og samling for han skyndte sig væk! Senere (ca. 10 minutter) var det en udelt fornøjelse, at se ham udføre et fuldkomment identisk move på det par piger, der stod lige ved siden af os – nu skal det nævnes, at de piger tydeligvis heller ikke var til noget, for vi spottede dem ind imellem senere på aftenen i gang med at udføre deres score-tricks (okay, deres ENE score-trick) på forskellige piger. Det var simpelthen så komisk, når man først havde spottet det… Udover de hidtil nævnte fyre, var der ikke gang i så meget (hvor var dog alle englænderne i Budapest henne :o) ) Men Mette og jeg fik sludret om løst og fast, og fik faktisk rundet indtil flere emner, vi aldrig har talt om trods vores årelange bekendtskab! Vi fandt også ud af, at vi på forunderlig vis deler smag, hvad potentielt dating-materiale angår. Der var flere i vores fælles omgangskreds, hvor det viser sig, at vi begge har fundet dem yummy – endda på præcis samme tid uden vi hver især har været klar over det. Og vi har begge formået til hver sin tid at være særdeles diskrete. Mette opdagede ingenting, da jeg opførte mig lettere suspekt til forelæsningerne en periode – det blev lige pludselig MEGET, MEGET interessant at se, hvor mange der var kommet, hvad klokken var på uret på bagvæggen og andre VIRKELIG suspekte ting… Selvfølgelig kun latterlige påskud for at vende mig om og prøve at få øjenkontakt med en vis herre! At det så oftere og oftere lykkedes kunne være et udtryk for enten A) han synes også, at jeg var lidt sød… eller mere sandsynligt B) At han havde fundet ud af, hvor suspekt min opførsel egentlig var… Men det var jeg for chicken til nogensinde at finde ud af – en af de ting jeg stadig kan sparke mig selv hårdt i popoen for aldrig at have udforsket! Jeg opdagede heller aldrig, når Mette opførte sig fjollet, så det var da en skæg afsløring…
Hmmm… Kufferten pakker jo ikke sig selv, så jeg vender frygtelig tilbage senere :o)

 

No Comments by Louise on juli 13, 2005
filed in ferie
tagged , , , , , ,

Summer Club pt. I.

Lørdag d. 9/7 – 2005,

kl. 17:10,
Efter at have konfereret og set på kort besluttede vi at tage til en udendørs club, hvor der skulle være lidt af hvert. ‘Summer Club’ hed den, idet den kun findes om sommeren…

 

No Comments by Louise on juli 13, 2005
filed in ferie
tagged , , , ,

Margrethe-øen among other things

Fredag d. 8/7 – 2005,
Tja, senere blev i mellem tiden til i morgen, men historien om Gül Baba bliver ikke dårligere af den grund… Vi fulgte vej-skiltene, der pegede i retning af en stenbelagt vej, der var omtrent ligeså stejl som 90 grader fra vandret. Langsomt men støt forcerede vi tyngdekraften og bevægede os op ad den lodrette væg. For mig var det en særdeles nervepirrende oplevelse at bevæge mig opad en vej med ujævn stembelægning, der ikke altid var fuldstændig stabil – jeg er ikke sygeligt højdeskræk for ingenting. Men op skulle vi, så det gjaldt om at bevæge sig af sted med nogenlunde konstant fart, og så vidt muligt at undgå at se sig tilbage eller tænke på, hvordan man kommer ned – eller det er jo aldrig et problem, men hvordan man kommer SIKKERT ned! Oppe på toppen forventede vi at støde på den grandiøse statue, men vi fandt ingenting… kun huse samt en idyllisk udkigspost over byen, der kunne tjene som Budas udgave af Lovers’ Lane – faktisk var der hele to kærestepar i løbet af den tid, vi var der. Efter at have beundret udsigten en stund besluttede vi at inspicere den sidetrappe, vi havde set ca. halvvejs nede. Oppe af den fandt vi efter kort tid selve Gül Babas gravkapel… Lille af en så stor mand at være! Han var lidt af en skuffelse!

kl. 16:20,

I går gik turen til Margrethe-øen, der er et naturområde – et hvilested mellem den klassiske Buda og den moderne Pest. Vi gik igennem den ene park efter den anden og så smukke monumenter og bygninger. Specielt skal vandtårnet nævnes, ruinerne af Margrethes hjem på øen nemlig klostret, samt det musiske springvand, der sprøjtede med sine mange stråler i takt med en klassisk symfoni! Det er utrolig fascinerende hvor meget naturskønt areal, der findes her i Budapest – hele Margrethe-øen, plateauerne ved Gellert-bjerget samt rundt omkring inde i byen. Alt bliver holdt flot med nyslået græs (!) og ikke en ukrudts-plante i syne. Mette har taget det som en personlig fornærmelse, at folk slår græs omkring hende konstant, men da det er forskellige mennesker på forskellige tidspunkter, er det ikke videre plausibelt :o) Efter ø-vandringen gik turen videre til Gellert-bjerget, hvor vi igen måtte bestige et utal af trin for at nå toppen. Ved første plateau var en hule, der fungerede som kirke. Her blev jeg bedt om at tage en cardigan på, da jeg havde strop-top på og derved viste mine skændige og syndige overarme (gisp!). Mette læste højt fra ‘turen går til’, at stedet ofte benyttes til vielser – det kan jeg kun forundres over! Næste plateau var en grøn plet, hvor der voksede smukke stauder. Der gik en hel hær af grønfingrede gartnere rundt og sørgede for, at alting var i tip-top stand. Pletten var mig særdeles kærkommen, da solen bagte ned fra oven fra en komplet skyfri himmel. Lidt hvile i skygge af træerne var ikke at foragte! Øverste plateau var selve det vi var gået efter: Citadellet samt frihedsstatuen. Udsigten var skøn og virkelig værdsat efter vi havde slidt for at opnå den! Vejen tilbage forekom ufattelig hurtig, al den asen og masen for at komme op var glemt, for nedturen var overstået på et øjeblik. Vi mosede hjemad mens vi på vejen kom forbi et vandfald, hvor statuen knejser ovenfor, når man ser det i sin helhed.

Aftenen gik med at shoppe i vores lokale storcenter. Fik købt min højtelskede pony ‘Tink-a-tink-a-too’, 2 bluser, 2 halskæder og 2 ankelkæder. Vi spiste noget billigt italiensk i centret og tog en Mai Tai i Friday’s, det sted vi spiste den første aften. Vi var på det tidspunkt ved at løbe tør for kontanter, så vi nøjedes med den ene og gik hjem i seng. Bartenderen havde ellers spurgt, om vi ikke skulle have en til, og vi var da bestemt fristede – men det ville virke bare en smule latterligt at betale gå en rundtur i det lukkede center for at finde en hæveboks for derefter at vende tilbage, så det undlod vi at gøre.

kl 18:00,
I dag har vi endnu engang besøgt Fiskerbastionen…

…og Matthias kirken, denne gang set indvendig fra. Kirken er helt overmalet med mønstre og malerier i jord-nuancer fra top til tå. Smukt, men en anelse overvældende. Nogle gang er det simpleste ofte det smukkeste! Turen fra pladsen gik forbi en række historiske monumenter af den ene og den anden slags. Vi kom atter forbi Wienerporten, og på vejen op havde vi set den virkelige Skt. Anna kirke, ikke den anden Anna (fin men ikke den berømte). Fødderne, kroppen (og sjælen(?)) begynder så småt at være udmattet af hård fysisk aktivitet (vi “spadserer” langt over 10 km om dagen) og af alle de sanseindtryk man bombarderes med den ganske dag. Man i aften var planen fra i går en tur i byen. Mette studerer kortene og bus-linierne lige i dette skrivende øjeblik, men det ser ikke ud til, at hun finder frem til noget informativt. Så nu må vi vente og se, hvor meget det bliver til :o) Ciao!

No Comments by Louise on juli 13, 2005
filed in ferie
tagged , , , , , , , , , , , ,

Større end Colosseum… (?)

Torsdag d. 7/7 – 2005,
Aftenen tirsdag havde vi planlagt at gå i byen – vi ville finde en pub og få en drink eller to. Om eftermiddagen, da vi var på vej hjem fra dagens udflugt, var det begyndt at regne, og da vi ikke havde paraplyer med, blev vi ganske våde! Det var i sandhed en kold og klam oplevelse – eller koldt var det i virkeligheden ikke. Men i hvert fald, om aftenen ville vi i byen, og vi havde fundet et sted på kortet, som vi gik efter. Vi vandrede og vandrede, men tilsyneladende var alt mere eller mindre dødt i miles omkreds. Til sidst gav vi op og fandt os et sted, der havde åben. Her drak vi en Amaretto Sour (en drink, der smagte fantastisk), sludrede og hyggede, før vi satte kurs tilbage til hotellet. Vi havde klædt om, og jeg var derfor iklædt nederdel og sorte klip-klappere med siv-såler. Da vi var begyndt at bevæge os hjemad, stod regnen ned i stride strømme, og selvom vi havde lært af tidlige tiders fejltagelser og havde taget paraply med, kunne det ikke undgås, at ens fødder blev bare en tand våde! Hele vejen tilbage til hotellet gik jeg bogstaveligt talt og soppede i den ene vandpyt efter den anden. Ikke nok med det, viste det sig efter 20 minutters gåtur, at vi var vandret i den forkerte retning (!), så vi fik en meget lang tur hjem! Hele vejen skiftevis morede jeg mig kosteligt over det komiske i situationen, mens jeg samtidig var panikslagen og mumlede et mantra lydende på “Jeg vil ikke være syg – jeg gider ikke have blærebetændelse igen!” Langt om længe nåede vi hjem, blev tørre, og skyndte os ellers i seng. Lidt af en oplevelse!

kl. 15:40,

Gårsdagen gik med at udforske den romerske fortid Budapest jo bærer på. Vi tog en taxa op til Aquinarium, der er ruinerne af en gammel romersk civil-by. Det var lidt som at gå på opdagelse blandt ruinerne, at gå rundt på stedet. Det eneste, der manglede, var en lidt mere fantastisk udsigt til naturen end til en befærdet vej. Mette havde glad og fro berettet, at der var en plads, hvor ellipse-delen var større end den tilsvarende i Colosseum. Da vi nåede frem kiggede vi undrende, for der var vist noget vi havde misforstået… Enten var Colosseum ikke større, end at det kunne ligge hjemme i baghaven – eller også var dette ikke stedet… Vi begyndte da at lede efter noget, der kunne være føromtalte bygning. Efter at have vandret lidt ned ad gaden, spottede vi et mere eller mindre forladt område, der kunne være Budapest’s Colusseum. VI lagde ud med at vandre oppe langs med muren, indtil vi fandt ud af, at den vej altså endte blindt. Heldigvis kunne man komme ned, for ellers havde det været en irriterende tur tilbage. Men ned kom vi, og ind i den store sten-konstruktion, der så øde og forladt ud. Havde det ikke været for de to drenge på cykel og den store mængde affald, der bevidste noget andet, skulle man tro, at der ikke havde været mennesker i årevis. På trods af stedets blegnede skønhed, var det ikke den bygning vi egentlig søgte. Dog var dette monument væsentlig større end det forrige, vi så, men et helt Colosseum var det ligegodt ikke! Vi kørte videre derfra med bus, ned til en idyllisk plet, der lå skræmmende tæt på den store vej. Vi udforskede området på jagt efter de sidste rester af den romerske kultur. Det blev til en del mure og andet godtfolk, som ikke nævnes særskilt, før min udmattelses-tærskel var nået. På det punkt manglede jeg dog stadig at se en stor del af Mettes vel-lagte program. Først marcherede vi støt i retning mod Herkules-gulvene, som vi bare ikke kunne finde! Vi ledte, holdt udkig, men var lige ved at opgive, da vi kom til en massiv række boligblokke. Her kunne det da umuligt være?! På daværende tidspunkt ville det have været en ren velsignelse, om nogen var kommet og havde kappet mine fødder af med et skarpt instrument. De havde udviklet sig til et rent smertehelvede. Mine lægge og lår kunne godt stå distancen, men de begyndte at komme med små irriterende remindere om, at de også var en del af min krop – en utilfreds del! Af desperation og intet andet foreslog jeg, at vi gik ind og kiggede mellem boligblokkene, for vi var, hvor kortet sagde, vi skulle være. Det gjorde vi så, og derinde stødte Mette på samlingen bestående af en række mosaik-gulve. Man kan kun undre sig over, at nogen har lagt så megen tid (og sjæl) i at skabe et gul. Det er da lige værd at tænke over i et minuts tid. Det faktum, at vi rent faktisk fandt gulvene, gjorde mig venligt stemt for at jage efter det virkelig ‘ellipse-større-end-colosseum’-monument. Dette skulle dog vise sig at være en endnu vanskeligere opgave end først antaget… Vi travede og vandrede og gik og snublede (… 20 sider senere) og humpede og stavrede og gik lidt mere inden min blære måtte melde pas og kræve en afstikker. Heldigvis var vi udfor en skov, da det skete, og vi skyndte os i læ af den for at finde et sted. Skoven var velbesøgt, så det var ikke helt nemt at finde et uforstyrret sted. Igen ud af desperation søgte vi tilflugt bag en lille bygning, hvor vi lettede trykket på vores blærer. Bagefter fandt vi ud af, at der ikke så langt væk rent faktisk sad en mand, men han forstod jo nok ikke dansk og lagde sig i hvert fald ikke mærke med noget! Nu med frisk mod genoptog vi jagten på monumentet, som det på mirakuløs vis lykkedes og at finde…

Denne gang var det bestemt muligt, at den ovale grundflade var større end Colosseums. Det var et overordentlig smukt sted, hvor intet ville være bedre end at lægge sig på de glatte sten med den skønne udsigt og lade solen varme ens krop – eller at befinde sig ude midt på den smukke græsplæne omgivet af stenmurene. Her gjorde turens andet firben os selskab – og hvor er det bare et smukt dyr! Et kæle-firben ville bestemt ikke være af vejen :o) Efter besøget tog vi tilbage på hotellet, tog fodbade i håndvasken (lidt af en akrobatisk accomplishment) og nussede om vores vabel-logerende fødder. Husk at ære dine fødder, de har fortjent det :o)

Aftenens plan var, at besøge en af broerne og se solnedgangen over Moderfloden. Der var imidlertid temmelig overskyet, så vi besluttede i stedet af se Gül Babas gravkapel. Vi fulgte skiltene (de der turist vejvisere) hen til en vej, der var så lodret som en vej kan være og alligevel være en vej. Det er en historie I får lidt senere, mine små venner, da min hånd i skrivende stund er ved at udvikle skrivekrampe… Ses lidt senere med beretningen om Gül Baba og denne dags hændelser.

No Comments by Louise on juli 12, 2005
filed in ferie
tagged , , , , , , , , , ,

Kirker i massevis

Onsdag d. 6/7 – 2005,
Jeg forsvandt lige fra Jordens overflade for et halvt døgns tid. Sagen er den, at udmattelsen greb mig og lysten til at skrive har derfor som følge deraf været fraværende for en tid. Dagen i dag må vente, men i går skal lige have et par ord med på vejen… Resten af aftenen gik med at udforske det indre af Pest. Vi så nærmere på byens ældste kirke, som vi var kørt forbi på busturen – den kirke er ligesom delt i to byggestile, og man har valgt at bygge en vej ca. 1 m fra kirkens ene ydervæg.

kl. 22:15,

Sørgeligt at de behandler denne kirke så skidt, når nu så meget af byen fremstår i så god stand. Vi besøgte foruden denne kirke også to andre. Sognekirken havde lidt af en gravkammerstemning over sig med sine høje marmorsøjler og meget lidt lys, men den var en sand skinnende perle i forhold til en af de to andre kirker, vi besøgte, der virkelig udstrålede velkommen til Sorgens Hus i stedet for Guds Hus. Den sidste kirke (ups… vi besøgte vist fire) var lille og simpel – næsten som de amerikanske nybygger-kirker, man ser på film. Vi besøgte også Universitetskirken i al dens orange pragt Ligeledes en anelse dyster! Vi lavede en del mere – specielt er natten en god historie, men den må vente til senere beskrivelse, for nu vil jeg puttesove :o)

No Comments by Louise on juli 12, 2005
filed in ferie
tagged , , , , , ,

Turist på sightseeing

Tirsdag d. 5/7 – 2005,
Natten forløb ganske fredeligt – dog er Budapest en særdeles støjende by, bilerne kørte uafbrudt natten igennem. Imorges skyndt vi os at gøre os færdige, for vi skal på en bus-tur (rigtig turistet!) her kl. 11., som vi skulle nå, at melde os til. I ventetiden har vi været nede ved moderfloden og har set vores 2. og 3. bro, den ene smukt udsmykket med løver, der vogter ved palæet, den anden bro er en kedelig hvid metal skrotbunke (hvad går der dog af arkitekterne?!). Lige p.t. sidder vil på trappen til Basilika kirken, imponerende monument, men jeg har jo også en svaghed for kirker :o) Nå, men klokken nærmer sig afgang…

kl. 10:45,


kl. 18:15,
Det var godt, at vi tog af sted på føromtalte tur, for vi kom bestemt omkring i landskabet på den måde. Turen startede i Skt. Stephen Basilika Kirken, der er en særdeles prangende, guldbestrøet en af slagsen.


Den er smuk på sin egen måde, men det ville have klædt den at være en smule mere beskeden. Kirkens størrelse osv. betød også, at der var proppet med turister, hvilket fjernede noget af den respektfulde, ophøjede stemning.

Derefter kørte vi i åben bus videre rundt omkring i byen, så nat. universitetet og kørte over kædebroen (den med løverne) på vej til Buda og Fiskerbastionen. Buda-siden er praktisk taget én stor bakke. Da der er klippe ud til Donau, og denne ville være for stejl at lave veje på, snor vejene sig ud og ind og frem og tilbage. Men efter at have kørt gennem denne labyrint af gader, nåede vi Fiskerbastionen, der lige er en bygning efter mit hjerte (hvilket de mange billeder kan bevidne) *disse bringes senere, vi besøgte den nemlig igen :o)*.

Fiskerbastionen er et mini Kløvedal med sine hvide trapper, tårne og gange. Ligesom i kløvedal er den omgivet af træer og udsigten er guddommelig! Selvom stedet er godt og grundigt turistet kan det stadig sætte gang i en række smukke tanker. Nej, det er nu bestemt, Fiskerbastionen er og bliver min nye sommerresidens (der er jo nok bare en anelse koldt om vinteren :o) ).

Fra Fiskerbastionen fortsatte besøget til nabo-bygningen Matthias Kirken, med sine imponerende tage. Det er tage, hvor der er lavet glimtende, farvestrålende mønstre, det står godt til de smukke facader.

Oppe på toppen, på vej over til kirken, mødte Mette Silles (fra spejder) forældre, der var forbi Budapest i nogle dage. Meget sjovt at se girafferne :o)

Efter besøget ved kirken kørte vi videre op på Gellert-bjerget, hvor vi stoppede for at fotografere, hvorefter vi kørte afsted igen.

Tilbage på Pest-siden var vi rundt forbi Heltepladsen med landets helte i kronologisk orden…


…videre forbi parlamentet, hvor det blev fortalt, at der var blevet udskrevet en konkurrence i sin tid, hvor selve bygningen vandt første præmien, og de to modstående bygninge vandt hhv. 2. og 3. pladsen. De bygninger huser nu landbrugsministeriet og etnografisk museum.

Efter turen spiste vi frokost på en restaurant, hvor vi fik sandwiches. Ved en inspektion af kortet blev vi enige om, at tage resten af dets seværdigheder samtidig. Dette bragte os ud på en mindre travetur! Mere følger :o)

No Comments by Louise on juli 11, 2005
filed in ferie
tagged , , , , , , , , , , , , , , , ,

On the road again

Mandag d. 4/7 – 2005,
Så er det blevet morgen d. 4/7 – og dermed er det starten på denne rejsedagbog. Om en lille times tid er jeg ankommet til Dalslandsgade for at samle Mette op, og i samlet trop er vi snart på vej mod lufthavnen. Forventningens glæde er stor (!) i dette øjeblik :o) Jeps, det bliver en eventyrlig rejse!

kl. 9:00

kl. 11:40
Maersk-køen var lang – meget lang… Heldigvis viste det sig, at det (selvfølgelig) ikke var den kø, vi skulle stå i. SAS-køen var væsentlig kortere. Nu er vi sluppet gennem første check-point, og lige nu sidder vi i de bløde stole med udsigt over flyvepladsen… Der er en time til vi flyver, så vi har lidt tid at fordrive endnu. Mette har taget sin transportsyge-pille, så hun også kan nyde flyveturen :o) Men lad os nu se, om næste lille indlæg ikke bliver en smule mere spændende – det er jo trods alt en eventyrlig rejse til fremmede himmelstrøg :o)

kl. 12:40
Forsinkelse, en hel time. Selv om tiden snegler sig af sted er det alligevel gået hurtigt. Vi har browset de EKSTREMT dyre butikker (imagine at give 4000 kr for en sølle cardigan!!!), nogle folk har bare for mange penge – og sådan er det! Et pigekor underholder os – eller hvad det nu kan kaldes. Det lyder da meget godt, men deres stemmer bliver en tand for skingre i mine øre. De har indtil videre underholdt med at synge ’9 to 5′ – den dersens Dolly Parton sang – og en hel del andre, jeg ikke kender. Tja, hvad mere er der egentlig at sige på uværende tidspunkt… Flyet er forsinket og sådan er det, yet another hour to go… Patience is a virtue :o)

kl. 15:00
I flyveren. Bringer bestemt minder frem tilbage fra Kina-turen, idet Mette sidder nogle rækker bag mig. Jeg har derfor underholdt mig med Minette Walters og med at tage en lille lut. Mette har sikkert sovet som planlagt – vi har jo en travl dag foran os :o)

kl. 17:30
Vel ankommet på hotellet er vi ved at pakke ud. Værelset ligger på 2. sal, og der er ingen elevator – med en kuffert på over 17 kg kan det vist siges at være dagens motion. Mini-bussen var let at finde. Tilsyneladende er det et anerkendt firma, der benyttes af de fleste turister. Der var ikke så mange, der tog taxaer. Køreturen gennem byen var oplevelsesrig, dvs. vi kom vidt omkring og fik et godt overblik over hvordan byen ellers er.

kl. 22:15
Nu er vi kommet “hjem” efter en oplevelsesrig dag i Budapest.

Er egentlig stadig lidt hyper krydret med søvnig, så denne entry bliver ikke så udtrykfuld, som jeg kunne have håbet… Jagten på en restaurant gik ind, ligeså snart vi havde pakket ud. Af en by, der huser så mange turister at være, er de sparsomme med oplysninger på engelsk om, hvilke retter de sælger… INGEN menukort står på andet end ungarsk. Efter at have gået et lille stykke stødte vi på floden Donau – det er da lidt specielt at have set Den Store Moder Flod – udsigten var helt fænomenal, som slotte, der rejser sig over morgenrøden, hvis det ikke lige var fordi, det ikke var et slot og ikke morgen… Bygningerne knejser majestætisk med floden som et glinsende spejl, der afgrænses af skoven.

Hvis ikke bilerne, støjen og alt det andet havde været der, havde det været som at være tilbage i en anden tidsalder. Broens udsmykninger og det hele. Overvældende! Maden fandt vi først langt senere – i et stormagasin, hvor de havde mange godterier for shoppelystne turister (bla. en legetøjsbutik med cool ting (ja, virkelig trendy ting som My Little Pony og WITCH :o) )) Men mere om det, når jeg rent faktisk har købt noget og ikke kun sendt begærlige blikke i retning af et par sko, en kjole… (en plys-pony!). Aftensmaden blev spist på en restaurant med et hyggeligt decor (var der nogen der sagde en heldig kombination af norsk bjælkehytte, irsk pub og amerikansk retro?), og tjenere i de mest fantastiske (ahem!) uniformer. Pigen, der modtog os, var iklædt et par hvide knæ-netstrømper og et i det hele taget særpræget outfit. Tjeneren, der senere betjente os var lidt mere almindeligt klædt (lige bortset fra de røde seler). Rigtig flink fyr, som kunne tale et ordentligt engelsk, en mangelvare her tilsyneladende… Restauranten havde desuden et arsenal af spændende, farverige drinks, der helt sikkert vil være værd at prøve en dag :o) Minderne om en Long Island Ice Tea er mig stadig skattede :o) Det er muligvis værd at opfriske dem? :o) Men mere om restaurant og det hele følger i morgen, når jeg er lidt mere frisk! Cheers!

1 Comment by Louise on juli 11, 2005
filed in ferie
tagged , , ,

Budapest here we come!

Pyha, nu er rejsen endelig kommet i orden, det tog da godt nok sin tid! Mon ikke rejsebureauerne har verdens dårligste administration? – det tror jeg nok de har! Vi var ved at blive en smule bekymrede for, om vi overhovedet kom afsted, men nu kan vi ånde lettede op! Og tro mig, det har vi gjort!

Vi tager afsted fra d. 4. til den 11. juli og har lagt den strategi, at vi står tidligt op om morgenen, sightseer, shopper og hvad vi ellers skal, så tager vi lidt hjem på hotellet og hviler lidt ud, inden vi tager i byen om aftenen. – Og denne gang har jeg lært det: Ingen fine højhælede sko/støvler i byen. Det var en lektie jeg bestemt lærte på vores tøse-tur til London forrige efterårsferie, hvor vi skulle i byen og selvfølgelig skulle finde den perfekte pub… Hvilket resulterede i, at vi vandrede byen tynd og endte med at gå på aften/nat-sightseeing istedet. MEGET dårlig idé i ukomfortable støvler! Så denne ferie kommer kondiskoene, kina-skoene eller klip-klapperne med i byen alt afhængig af vejret! Og så taler vi ikke mere om det!

No Comments by Louise on juni 7, 2005
filed in nyheder fra hverdagen
tagged , , ,
« Older Posts