Tag: ferie

Volcano Girl

Tæt ved Napoli ligger vulkanen Vesuv, som har været i udbrud af flere omgange. Det mest kendte udbrud var i 79 e.Kr., hvor byerne Pompeij og Herculaneum blev begravet. Den ene formiddag på ferien afsatte vi til en travetur op på vulkanen, hvor vi kunne se ned i krateret og nyde udsigten den anden vej ned over bjerget. Det var en lang tur op, og stimaterialet består af små sten, som var både svære og hårde at gå i. Det gik dog alt sammen, og vi kom godt op.

Krateret var helt utroligt. Særligt den golde struktur med den frodige kant af vilde blomster var ret fascinerende.
***

***

Vesuv er langt fra, hvordan jeg normalt forestiller mig en vulkan. Men de vulkaner man oplever på film og billeder er naturligvis også altid i udbrud, hvilket betyder, at der er en helt anden aktivitet. Det er imidlertid svært at forestille sig, at den slumrende vulkan kan forårsage død og ødelæggelse milevidt omkring sig, for det er et meget fredfyldt sted.

Som enhver anden turistattraktion myldrede der med turister, hvilket tog lidt af fornøjelsen, men det er jo vilkårerne, når man vælger at tage afsted i højsæsonen.

***

***

Heaven is a Place on Earth

Jeg tilbragt den forgangne uge fra lørdag-lørdag langt, langt borte i Italiens smukke bjerglandskab. Vi boede på denne bjergskråning i bydelen Campidoglio i Scala, Salerno og havde den smukkeste udsigt, man kan forestille sig.

***

 [vores opholdssted]
***

 [udsigten]

***
Da huset mere ligger på en sti end en egentlig vej, måtte man gå i omegnen af 10 minutter fra de nærmeste parkeringsmuligheder for at komme dertil. Turen gik af stier, trapper og skråninger ad den såkaldte gedesti, der på bestemte tidspunkter af dagen befærdedes af mulddyr og geder på vandring fra et sted til et andet. Af denne årsag måtte man være lidt varsom med, hvor man trådte.

Stedet var fuldstændig magisk! Grunden fordelte sig på adskillige terrasser, og de lokale dyrkede flittigt alverdens grønt på jorden. Således fik vi leveret friske, hjemmedyrkede frugter og grøntsager; basilikum, mynte, tomater, squash, blommer, figner, kartofler, grønne pebre, løg og hvidløg. Det hjemmedyrkede har en helt anden saft og kraft end det, man normalt får hjemme, så vi nød de friske råvarer i fulde drag og fik kreeret en masse lækker mad.

Som et ekstra plus for en dyreelsker som jeg selv, havde vi en mini-hest gående på græs i haven, og vi fik også jævnligt besøg af en lille grå, frygtsom killing. Hesten var en rigtig kælepotte som nød selvskab, og som ikke havde noget imod at blive klappet – så det måtte jeg naturligvis benytte mig af!

***

[den lille hest]

*** 
Selvom vi spiste hjemme de fleste måltider, blev der alligevel lejlighed til at besøge nogle af Salernos restauranter – som jeg naturligvis vil anmelde her på siden. Efterhånden har jeg fortalt om en række ferier og anmeldt adskillige restauranter her på siden, så mit næste projekt bliver at samle det på en side, som min egen lille travel-guide til ligesindede – stay tuned!

Salerno er fuld af trapper, så vi fik rig lejlighed til at styrke læg- og lårmuskler på de mange vandringer. Vi gik både til Ravello og til Amalfi og Atrani, så jeg har bestemt ikke ligget på den lade side. I Atrani var der også mulighed for at bade, og vandet havde den dejligste temperatur – køligt og svalende i den hede sommervarme.

***

[Bademulighederne i Atrani]

***
Da vi var i Scala sidste gang for nogle år siden, besøgte vi den udgravede vulkanby, Pompei. Denne gang tog vi på ekskursion til en anden af slagsen, Herculaneum, og vi besteg vulkanen vesuv og kiggede ned i krateret, hvilket var utrolig spændende. Billeder og tanker følger i et senere indlæg.

Der var blot en enkelt nedtur ved rejsen… Nemlig, at jeg blev ædt fra top til tå af myg. Jeg har mindst haft 200 myggestik, som har kløet helt infamt. Nedenfor er billed-dokumentation for et lille udsnit af djævelskaben:

***

[Mine mange myggestik på skulderen...]

Afbræk i hverdagen

Da antallet af feriedage jo desværre er begrænset til 25 (+5 feriefridage), valgte vi i år at springe efterårsferien over og i stedet spendere dagene i november. Jonas’ lillesøster tager et semester af sin statskundskabsuddannelse i Paris, og vi tænkte, at det ville være hyggeligt at slå et smut forbi - både for at sige hej og for at opleve Paris. Jeg har aldrig før været der, så jeg glæder mig meget til at skulle afsted. Ikke forstået på den måde, at Jonas ikke glæder sig. Han glæder sig skam også, selvom han har været der – men for ham er det vist ligeså meget det at komme være fra hverdagens trummerum, der trækker, som det er at komme til Paris.

For at opleve fortovscaféerne i Paris ville det sikkert være mere hensigtsmæssigt at besøge byen på et andet tidspunkt end i november, men jeg synes ikke, det gør så meget. Jeg er sikker på, at det også har sin charme, at stedet ikke er overbefolket af turister og des lige. Det er ikke fordi, vi har oceaner af tid – jeg er allerede ved at få stress over alle de ting, jeg gerne vil opleve. Hvordan skal jeg nogensinde få puttet alt det ind på så få dage? Det grænser til det umulige. Dog tror jeg, vi ender med at springe muséerne over, selvom det – hvis man skal tro guidebøgerne – næsten er en dødssynd. Alle bøgerne skriver side op og side ned om alle de muséer og udstillinger, man bare må og skal besøge. Tak, jeg tror, jeg springer over. Jeg er i bund og grund mere til imponerende bygningsværker end berømte malerier, så jeg vil ikke gætte på, at det bliver det store tab. Trods dette er jeg rimelig sikker på, at vi skal et smut forbi Louvre - dér er jeg enig med guidebøgerne: Det skal man da!

Min såkaldte ferie

Som udgangspunkt forholder det sig sådan, at ferie er beregnet til afslapning. I ferien skal man lade op, så man er klar til endnu nogle måneders hårdt arbejde, og man skal så at sige nyde livet. Snydt igen. Sådan går det jo aldrig. På det seneste har jeg nærmest haft en oplevelse af, at ferien på mystisk vis er blevet forvandlet til en sibirisk arbejdslejr med mig som indsat.

Fredag var min sidste arbejdsdag. Fra i fredags og tre uger frem har jeg hele dagen for mig selv til at bruge på lige, hvad jeg lyster. Der er så her, jeg har overraske mig selv! Hvad jeg åbenbart lyster er maling af sommehus i 7 stive timer og  hovedrengøring samt ommøbling af hele hjemmet. Could have fooled me! Nu har jeg imidlertid snart taget mig af alle praktikaliteterne, så mon ikke de næste par uger byder på lidt leisure?

Så er det da lidt surt at være på kur…

icecream

Den seneste trend på min arbejdsplads er den såkaldte ferieis, hvor man kalder hele kontoret sammen til is i fælleskøkkenet, dagen inden man går på ferie… Vi er 65 mennesker i kontoret – gæt selv hvor meget is, det kan blive til på 6 uger!

Velkommen!

At indlede min flytning med total tavshed kan ikke siges at være speciel god stil. Jeg burde have fejret flytningen med et brag af en fest – eller øh – posting, men sådan skulle det ikke blive. I stedet må I nøjes med lidt skriblerier fra en minipadde i feriestemning.

Sommerferien er for alvor over Danmark. På arbejdet er der så godt som ingen indgående post (= ingen sager), og telefonerne, der plejer at kime, er uhyggelig stille. Om morgenen er perronen ganske affolket, og man behøver ikke med vold at tilkæmpe sig 10 centimeters sæde for at kunne hvile benene i toget, for der er siddepladser nok. Selvom vejret næppe kan betegnes som blædende, er det varmt nok med nøgne ben og arme og med sandaler på fødderne.

Jeg er for alvor kommet i feriestemning efter den forgangne weekend, som for en sjælden gangs skyld har været afslapning på et højere plan. Jeg kan med stolthed i stemmen erklære, at jeg i går stort set ikke foretog mig andet end at sove – og bruge det meste af eftermiddagen på at installere WoW på min nye computer, hvilket ikke var nemt, da Vista lavede numre med public-folders og private-folders (måtte starte forfra 3!!! gange).

Jeg er allerede begyndt at fantasere om alle de ting, jeg skal lave i ferien. Jeg skal…

  • opleve Geneve og besøge Yann og Lyse.
  • ligge på altanen i det gode vejr og læse en bog.
  • gense alle sæsonerne af Lost (forhåbentlig gider min kæreste også kigge med).
  • spille WoW (savner min Bloof Elf).
  • lave håndarbejde (male, strikke, sy).
  • besøge sommerhuset – og måske starte min køkkenhave.
  • på shoppe-tur.
  • på cykelture i skoven.
  • rydde op i skuffer og skabe (hvor kommer alle de ejendele dog fra?)
  • eksperimentere med nye retter.
  • arbejde på mit helt eget blog design.
  • sove længe.
  • og meget, meget mere.

Ih, hvor bliver det altså bare godt!!!

Længes efter friheden

Jeg sidder netop nu og ser udover Østerbro og betragter den massive sorte sky, der er ved at passere himlen. Forhåbentlig er den væk, når det bliver tid for mig at tage hjem. Imorges valgte jeg ikke at tage overtøj med, så jeg krydser fingre for, at det ikke begynder at regne.

Jeg skal først holde ferie i slutningen af juli, men jeg kan mærke, at min krop allerede nu begynder at stritte imod og længes efter at holde fri…

Smacznego

Så er der serveret!

Så er der serveret!

Og så til dagens restaurant-anbefalinger, skulle du pludselig befinde dig i Warszawa og være sulten:

The Mexican
The Mexican er lidt af en oplevelse! Stedet er indrettet i “ægte” mexicansk stil med kranier, sombreroer og wanted posters, hvilket giver en super fin stemning. Den aften vi var der, bød stedet også på et tomands band, der performede de klassiske mexicanske sange – godt nok havde de et repetoire på omkring 6 sange, som de spillede i sløjfe i ca. 2 timer, men hyggelige var de da trods de mange gentagelser. 
Hvad angår maden må jeg tilstå, at jeg fik noget nær den bedste enchillada, jeg nogensinde har fået – og det er en ros, da jeg spiser en del mexicansk. Vi kom lige i myldretiden, så vi måtte vente i ca. 40 minutter på at få et bord, men maden var bestemt ventetiden værd.

U Kucharzy
Umiddelbart ser restauranten ikke ud af meget. Man kommer ind i en lille skummel forhal, hvor der står en tjener og tager imod. Vover man sig ind i selve restauranten, foregår det af en dør, som man ved første øjekast er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er meningen, man skal gå ind af.
Indenfor får man sig sit livs overraskelse: Uden varsel befinder man sig i et køkken, hvor der bages brød og kager – og midt i det hele står der fint dækkede borde med plads til de første gæster. Væggene i restauranten er dækket af hvide fliser og ud af væggene titter vandrørene. Vi blev placeret i den bagerste del af restauranten, hvor også restaurantens egentlige køkken befinder sig, og det var en virkelig sjov oplevelse at følge med i madens tilblivelse. Retterne blev arrangeret ved bordet, hvor kokkene skar ud, øste op og dekorerede tallerkenerne med det sidste touch.
Personligt prøvede jeg rødbedesuppen til forret og anden til hovedret. Begge ting var utroligt lækre og bestemt en oplevelse værd! Jeg er ikke selv til tatar, men jeg kan oplyse, at det ellers er stedets signatur-ret – og min kæreste kan bevidne, at den er af høj kvalitet og virkelig lækker.

Canaletto Restaurant
Sidste aften i Warszawa spiste vi på hotellets restaurant, Canaletto. Hotel restauranter er i reglen en blandet oplevelse, men Canaletto leverede faktisk glimrende mad til prisen, og er et besøg værd, hvis man en enkelt dag ikke lige har overskud til at løbe ud i den store vide verden efter sin aftensmad.

Og så den ene oplevelse vi har til gode til en anden gang: KOM. Restauranten er placeret i den gamle post- og telegrafbygning, og så rigtig lækker ud, da vi slog et smut forbi for at tage et kig på menukortet. Størstedelen af retterne er imidlertid fiskeanretninger, og da min far bestemt ikke er fiske-mand, faldt valget i stedet på en anden restaurant. Jeg har derfor ikke noget grundlag for at anbefale restauranten, men vil alligevel lade den få en plads på min liste.

Bon Appétit :)

Welcome to Warsaw

Det gamle torv i Warszawa

Torvet i den gamle bydel i Warszawa

Min venindes lillebrors kæreste er fra Polen, og ved sidste sammenkomst kunne hun berette, at polske bryllupper er et kunstværk udi praleriets kunst. Gommens familie sørger for drikkevarerne, mens brudens familie står for maden, og for begge gælder det om at vise, hvor mange penge familien har. Endvidere hører det sig til, at der serveres vodka – og der skåles tit og ofte, idet hver skål bringer det nygifte par held og lykke. Behøver jeg nævne, at det helt sikkert er et festligt arrangement?

I sidste uge var jeg i Polen på ferie med familien. Vi så ingen bryllupper, og bortset fra min kæreste, der drak en enkelt dirty vodka martini, var der heller ingen af os, der indtog vodka – ikke desto mindre var det en ganske fornøjelig tur: Et vaske ægte gøglershow!

Den første dag brugte vi på at udforske omgivelserne omkring hotellet – heriblandt et marked, hvor de solgte alskens ting og sager. Naturligvis kastede jeg min kærlighed på ikke mindre end tre par sko, som jeg naturligvis ikke kunne leve uden! Alle tre par har ca. 8 cm høje hæle og er en udfordring at gå i, men de er bare fine!

Udover det summende marked bød Warszawa også på charmerende monumenter og bygningsværker. Særligt den gamle bydel er virkelig køn, men også “kongevejen” med dens antikke lygtepæle og områdets mange grønne arealer er bestemt et besøg værd.

Det pudsige ved Warszawa er, at byen mest af alt giver associationer til en pose blandede bolscher. Vælger man at spadserer ned af en tilfædiggade vil man side om side kunne finde hhv. en Louis Vuitton forhandler med smukke glaspartier med messing udsmykninger og en nedslidt shawarma bar med stedets navn malet på en træplade over døren.
En hel særlig oplevelse var det, da en af byens mest fashionable restauranter viste sig at være placeret på den anden side af gaden fra tre skumle sex-shops – ikke lige det mondæne kvarter, jeg havde forventet!

Stay tuned for the next episode…

1. kapitel: Byen Lissabon

Man skal være forberedt på at have de gode sko på, når man færdes i Lissabon. Op og ned af stejle bakker går det, og vejbelægningen bliver temmelig glat, så jeg fik indtil flere gange påvist, at klip-klappere med bløde såler ikke er et hit – med mindre man da håber på at kunne hjembringe en guldmedalje fra vinter-OL i disciplinen skihop.

Det gode ved de mange bakker er dog, at de på de højeste steder giver den mest fantastiske udsigt over byen. Faktisk er udsigten hele turen værd – hvilket bestemt er en god ting, når man lige har begivet sig op af en lodret bakke den sidste times tid. Når man endelig ankommer til toppe, forpustet og svedende, har man brug for en belønning i form af god udsigt og et par kubikmeter væske.

Hvad fik vi så set i Lissabon? Vi fik set den gamle borg, Portvinsinstituttet, det indvendinge af samtlige butikker (dog ikke de luxuriøse, selv om der var en hel gade kun med dyre, dyre, dyre og flere dyre mærker – de er lidt udenfor min price-range), byen med sporvogn, Jeronimos Klostret, Expo98 og meget andet. Plus at jeg fik affyret finger-pistolen og skudt en af byens forstenede, ældre herrer gennem hovedet (dokumentation ovenfor!).

Selv om der er en del ting at se og opleve i Lissabon, kan man sagtens “klare byen” på fire dage. Mere behøves i virkeligheden ikke. Dog kan Portugal som sådan sagtens anbefales til en længerevarende ferie, da vi på resten af ferien oplevede nogle helt fantastisk smukke steder i området omkring Sintra, nordvest for Lissabon. Mere om dette må følge i et af fortællingens senere kapitler.