Det eneste gode ved at være syg er, at man kan se film hele dagen helt uden dårlig samvittighed… Og da jeg ikke har oplevet andre interessante ting siden i mandags, kommer dagens blog-posting til at handle om film… Mere præcist mini-reviews af de mange film, jeg har fået set:

Jeg lagde ud med mandag aften at se House of 1000 Corpses – eller dvs. se den gjorde jeg egentlig ikke, for meget hurtigt blev jeg optaget af et halvt dusin mere interessante aktiviteter, for denne film er den absolut dårligste, jeg nogensinde har set!!! Den åbenlyse mangel på handling var tydelig allerede inde i filmens 4. minut – og det stod pinefuldt klart, at den lille mængde handling der trods alt skal være, kun var der for at give et påskud for at vise falsk blod i spande vis. Halvdelen af filmen forstod jeg overhovedet ikke og resten gav ikke ret meget mere mening… En særdeles tragi-komisk oplevelse!

Næste film på programmet var Secret Window – og med Johnny Depp på rollelisten og med Stephen King som forfatter var den på forhånd dømt til at være en mærkelig men stemningsfuld og spooky film – og den levede da også op til forventningerne. Virkelig uhyggelig – for det er jo det, man ikke ser, der er det mest skræmmende (en lille lektion House of 1000 Corpses ikke har lært!). Jeg kan godt lide de af Stephen Kings historier, der har rod i virkeligheden. Det er han altså ubestridt mester i – det andet overnaturlige science fiction vås, han skriver, burde han holde op og udelukkende overlade den genre til Dean R. Koontz, der kan sit kram på den boldgade og formår at lave fænomenale historier uden antydningen af vås.

Så kom turen til Spiderman 2… Som, jeg også synes, leverede varen upåklageligt. Superhelte-film er normalt en blandet fornøjelse – de er rodede, historierne overfladiske og alt for sort/hvide i deres opfattelser, og så slutter de alt for hurtigt. Men det er jo klart, da de på 2 timer skal behandle alt det materiale, der er udkommet på tryk igennem de sidste 30 år. Det er da en utaknemmelig opgave! Men det har begge Spiderman film skisme gjort godt! Man er interesseret i personerne – der er virkelige personer med virkelige problemer – og der er en meget tynd optrukket linje mellem godt og ondt. Så ja, her er endnu en film, der er værd at se.

I dag har så budt på først A View from the Top – en sød, moderat morsom komedie om en pige, der vil gøre alt for at blive stewardesse og flyve first class international til Paris… Det siger vist det hele… En film der da bestemt var underholdende første gang, men som ligeså bestemt ikke kan tåle at blive set en gang til…

Det er filmen White Oleander, der har underholdt mig her i eftermiddags… Og det har den gjort godt! Fantastisk film! En af den slags, hvor den egentlige handling kan opsummeres i tre linier, for den er ikke handlingsbaseret men karakterbaseret. Alt hvad personerne oplever, tænker og føler føles vedkommende for én, og jeg må sige, at jeg sad klinet til skærmen fra første minut. Også super præstationer fra skuespillerne iøvrigt – særligt Alison Lohman (dejligt gensyn iøvrigt, for hun underholdt mig jo i mange timer i serien Pasadena :o) )

Aftenen i aften vil jeg bruge i selskab med Hollywood Cops og Possession… Men hvordan det går, får I først at vide imorgen :o)