Trods det faktum at jeg den 1. april kunne fejre 180-dages jubilæum på min nuværende arbejdsplads, står min tid som deltids-arbejdsløs mig stadig krystalklar for mig. Jeg ved, hvordan det er, at være underlagt “systemet” med regler for, hvor man må opholde sig og hvor længe – og helst under forudsætning af, at man fremsender skriftlig dokumentation underskrevet med fjerpen og eget blod.

Det kan derfor irritere mig på det grusommeste, at der dag på dag er artikler i aviserne om, hvordan beløbene for understøttelse og kontanthjælp skal sættes ned. Argumentet er, at de arbejdsløse sagtens burde kunne finde sig et job, hvis de vil, for med så lav arbejdsløshed burde der jo være rigeligt af dem. Og det er der. Der er rigeligt med ledige stillinger. Men hvad nytter det, at der er en ledig stilling som lektor i faststoffysik i København, hvis man er uddannet elektriker boende i Esbjerg? På samme måde, som man har meget lidt gavn af, at der er en ledig stilling som sygeplejerske i Køge, hvis man er automekaniker i Gilleleje. Ja, jeg undrer mig bare…

Selvfølgelig burde det også være muligt at skaffe sig et underbetalt job i det lokale supermarked eller påtage sig det ærværdige hverv, Hundeprut i BonBon Land, men det var bestemt ikke, hvad jeg f.eks. så i kortene for min fremtid, da jeg var aktivt jobsøgende. Arbejder man 37 timer om ugen, har et familieliv, venner og bare en enkelt fritidsinteresse, er det vanskeligt at skulle sende læssevis af ansøgninger afsted, for det tager længere tid, end man tror. Udover det, er der det faktum, at man bliver nødt til tage ferie/fridage/lyve sig syg for at tage til jobsamtale, hvis man skulle være så heldig at være en af the chosen ones…

I dag omhandlede artiklen, der vakte min irritation, så kommunernes indsats overfor at få kontanthjælpsmodtagere i arbejde. Eftersigende burde Københavns Kommune ved øget indsats og nye tiltag kunne bevirke, at kommunens 15.000 kontanthjælpsmodtagere kunne opgraderes til lønmodtagere. Jeg undrer mig så igen… Hvordan er det liiiige, at beskæftigelsesministeren forestiller sig, at det skulle foregå? Min personlige erfaring er, at man i systemet forventes at skulle hjælpe sig selv, idet sagsbehandlernes tid mest af alt benyttes til papirnusseri. Det er også min erfaring, at man hos jobcenteret er en metervare for i de ellers så personlige samtaler tages der absolut intet udgangspunkt i ens personlige situation og forhistorie. Jeg havde en utrolig sød sagsbehandler, men det var min klare fornemmelse, at hun ikke havde begreb skabt om, hvad en biokemiker kan foretage sig i den store vide verden. Men det er selvfølgelig heller ikke let – i mange år vidste jeg det heller ikke :)