Tag: koncert anmeldelse

Da Noah ind i Arken gik, hurra!

Da regnede det, som det havde for skik, hurra!

Da regnede det, som det havde for skik, hurra!

På trods af at den danske sommer altid - og jeg gentager - altid er våd, kommer det alligevel altid som en overraskelse, når det begynder at regne. Særligt så, når regnen ligefrem er af Bibelske proportioner, hvilket den må siges at have været i fredags!

Klokken 19:30 indfandt min kæreste og jeg selv os i Kulturhuset Islands Brygge, hvilket er et skønt lille udendørs areal med udsigt over vandet. Anledningen var årets Jazz Festival, hvor Lisa Ekdahl skulle komme og spille et par af sine låtar.

Jeg havde bestilt billetterne for flere måneder siden, og selv om der udtrykkeligt stod printet på billetterne, at man skulle medbringe regntøj og paraply i tilfælde af regn, var det faktisk ikke faldet mig ind, at det kunne begynde at dryppe fra himlen. Bevares, jeg havde da fulgt det gode råd og havde iført mig min Danefæ-regnfrakke og medbragt min Filippiner-paraply, men det var udelukkende for både at gå med livrem og seler.

… Det skulle dog ikke hjælpe mig meget!

Da Frk. Ekdahl havde nået at spille to numre åbnede sluserne, og det stod ned i lårtykke stråler. Det skal nok gå over, tænkte jeg. Og iført min regnfrakke og med paraply over hovedet, følte jeg mig tryg og tør…

Så længe det varede!

Efterhånden som regnen regnede, blev mine bukser mere og mere våde. Det var bestemt heller ikke en fordel, at i takt med at dråberne løb af de omkringsiddende menneskers paraplyer, samledes de til en fin lille pyt i mit skød. Langsomt men sikkert sev regnen, dråbe for dråbe, gennem lynlåsen i min frakke og dannede en våd bræmme langs lukningen. Efter seks numre sad jeg i bogstaveligste forstand i en sø, og ærgrede mig over, at jeg ikke også havde medbragt en gummibåd.

Langsomt men støt, bevægede flere og flere af koncertgæsterne sig mod udgangen, og efter at have holdt stand i endnu 20-30 sekunder, bukkede jeg også under og gik samme vej. Hjemturen i bilen gik med at tage så meget vådt tøj af som tækkeligt mulig, og tørt hjemme igen var der dømt varm cacao!

De 6½ numre (2 fra det nye album, 4 svenske), jeg nåede at høre, var fremragende udført. Havde det ikke været for vejret, kunne Aimee Mann godt have fået alvorlig konkurrence i at være min bedste koncertoplevelse. Jeg har planer om at give hende endnu en chance, enten i Trommen i Hørsholm eller i Amager Bio - begge steder er overdækkede, så I vejrguder kan bare komme an, kan I!

Anne Linnet i Tivoli

Udover JaConfetti bød fredag aften i Tivoli på koncert med Anne Linnet på plænen.

Det er altid lidt af en balancekunst for kunstnere med så mange musikalske år på bagen, at skrue et set sammen, der tillader dem at spille de nye numre, samtidig med at klassikerne ikke udelades – for som oftest er det de gode gamle, publikum kommer for at høre. Det er sørgeligt men sandt.

Anne Linnets koncert i Tivoli var et eksempel på perfekt udført balancegang. Publikum fik en god rundtur blandt de populære numre fra 80′erne - Venus, Barndommens Gade, Glor på Vinduer - og fik krydret blandingen med nogle stykker sangene fra det seneste album, Akvarium. Blandingen fungerede overraskende godt, idet de nye numre stilmæssigt ikke afviger nævneværdigt fra det gamle materiale. Ved at spille sine gamle sange, fik Anne Linnet med det samme publikum på sin side, og det var derfor en enkelt sag at få folk til at synge med og vifte med arme og ben. Resultatet var en levende koncert-oplevelse af den bedste slags!

Forrige sæson var jeg i Tivoli, da Lis Sørensen gav koncert, og desværre begik hun den fejltagelse at have alt for mange “ukendte nyheder” på set-listen. Publikums reaktion var en utålmodighed, der efter få numre gik over i begyndende irritation. Lis Sørensen gjorde det godt på scenen og kæmpede en kamp for at holde gang i den modvillige menneskemængde, men hun fik kun meget lidt feedback.

Denne oplagte fælde, faldt Anne Linnet heldigvis ikke i. Og resultatet var et brag af en koncert, der med sikkerhed ryger direkte på top-5 over de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til! Meget bedre bliver det ikke!

JaConfetti i Tivoli

Lige fra jeg hørte de første toner af JaConfettis første single, Hold Nu Kay, har jeg været lidt fascineret af de to tøser og deres skæve vinkel på verden. Deres musik er finurlig og catchy – og meget anderledes, end hvad man ellers falder over…

… Og det samme kan siges om deres koncert på Pantomime Teatret i Tivoli i fredags, da JaConfetti holdt deres helt egen fest under åben himmel, hvor der var dømt konfetti, farvestrålende kostumer og skøre dancemoves.

Koncerten varede kun omkring de 30 minutter, men da duoen kun har udgivet et enkelt album kom det aldrig til at føle, at noget manglede. Alle radioen uundgåeligt hits blev spillet. Med melodiernes tunge rytmer og det høje humør, der strømmede ud fra scenen, kunne man simpelthen ikke lade være med at blive trukket ind i JaConfettis psykedeliske univers. Pigerne formåede at få den meget blandede publikumskare til at swinge med, selv om festen aldrig for alvor kom udover scenekanten. Det var tydeligt, at Ane og Josephine holdt deres helt egen fest, hvor vi andre aldrig rigtig blev inviteret. 

Jeg tror, distancen formentlig skyldtes, at publikum af begge køn aldersmæssigt strakte sig fra 1-75 år, og at det for en dels vedkommende var tilfældet, at deres musiksmag lå langt fra det, der strømmede ud af højttalerne fra Pantomime Teatret. Af denne grund kom der aldrig rigtig liv i masserne, og det blev aldrig rigtig legitimt at danse grimt sammen med duoen på scenen.

Alt i alt, var det en ganske fed koncert-oplevelse, men jeg tror, at JaConfetti først rigtig kan nydes i selskab med fans – eller alternativt sammen med en masse fulde mennesker i højt humør. Uden eksterne hæmsko ville festen rigtig kunne blive sparket igang, og vi ville allesammen kunne svæve rundt JaConfettis regnbuefarvede univers af kærlighed, candyfloss og hundehvalpe.

Up next: Anne Linnet i Tivoli

The Cracks in Our Foundation

Efter på det skammeligste at være gået glip af både Feist og Tegan & Sara indenfor et meget kort tidsrum burde beslutningen om at tage i VEGA og opleve Kate Nash være ganske enkel at træffe. Denne koncert var dog ikke undtaget fra den sædvanlige smølen, da koncertbilletter jo er dyre – særligt hvis man skal investere i dubletter. Og det skal jeg tit, da jeg altid slæber folk med til musik, de aldrig har hørt om.
Mine indre organer var i konflikt med hensyn til, hvorvidt kulturelle oplevelser burde stå i højsædet i forhold til ønsket om en bærbar dræbermaskine af en computer.

Torsdag aften, da jeg havde min natlige date med min dyne, var koncertbilletterne endnu ikke i hus, og alt håb var ude for fredag aften i selskab med Kate Nash… Troede jeg… For kl. 15:00 om fredagen, da jeg var på vej hjem fra dagens udflugt på tilpasset tilsyn, hørte jeg netop Anders Breinholt fra De Sorte Spejdere afslutte et interview med Kate Nash og annoncere, at der endnu var ledige billetter. Og sådan gik det til, at Jonas og jeg indfandt os i VEGA fredag aften kl. 21:00.

Kl. 20:oo gik opvarminingsbandet Mystery Jets på. Jeg er ikke klar over, om det skyldtes bandets evner, eller om skylden bør pålægges lydteknikerne hos VEGA, men Mystery Jets fungerede kun nød og næppe acceptabelt ved deres live optræden. Jeg er normalt tilhænger af band som f.eks. Green Day, men Mystery Jets levede ikke helt op til genren. Bevares, sangene var da ganske glimrende, men der var ladt en del tilbage, hvad angår fremførelsen.

Lead mikrofonen var meget lav i forhold til backing og band, og forsangerens anstrengelser druknede ganske enkelt i mængden. Dertil kom også, at der ikke blev sunget helt rent. Sidstnævnte er dog ikke en stor svaghed i punk-genren, men det var medvirkende til, at oplevelsen ikke var udpræget mindeværdig. Mystery Jets skal dog alligevel have lidt ros med på vejen for deres musik, for deres numre var ganske catchy, og de formåede også at få varmet publikum nogenlunde op.

Efter Mystery Jets skulle der gå over en halv time, før Kate Nash indtog scenen. Minutterne er virkelig lange, når det eneste man foretager sig er at vente. Med mine 160 cm er jeg langt fra den optimale koncertgænger, så da jeg endelig havde fundet en god plads, hvor scenen rent faktisk var indenfor synsvidde, syntes jeg ikke, at jeg havde lyst til at bevæge mig ud i hall’en efter drikkevarer.

Da Kate Nash endelig gik på, var det med højt humør og god energi. Hun lagde ud med nummeret “Pumpkin Soup”, hvor klaveret fik alt, hvad det kunne bære. Jeg var på forhånd ikke bekendt med andre af hendes numre end radio-hittene “Foundations” og “Mouthwash”, så det var lidt svært for alvor at rocke med. Det var måske i virkeligheden koncertens svageste punkt; Publikum virkede generelt ligeså ubekendt med Kate Nashs musik som jeg selv. Stemningen kom aldrig rigtig op under loftet, selv om Kate Nash gjorde, hvad hun kunne. Ernergisk – næsten voldelig – hamren i klaveret med fingre og albuer gjorde hverken oplevelsen eller sangene bedre. I et forsøg på at live publikum lidt op, skreg Kate Nash de afsluttende toner af sangene, hvilket heller ikke forbedrede kvaliteten.

Koncertens højdepunkter var naturligvis fremførelsen af de to radiohits hen mod slutningen af koncerten, men også de stille, country-prægede melodier fungerede ganske fint. Hvad jeg dog kunne savne var at få en fornemmelse af Kate Nash som person. Mellem numrene var der kun meget lidt snak, og den intimitet, der ellers let opstår i VEGA udeblev desværre.

Alt i alt leverede Kate Nash en nogenlunde præstation, der var solid uden at være opsigtsvækkende. Jeg vælger at give koncerten 2 ud af 5 stjerner.

Take That and Party

Jeg har aldrig hørt til typen, der betragter fortiden gennem et par lyserøde solbriller og dermed lever i den vildfarelse, at alt var bedre dengang… Dengang i folkeskolen, i gymnasiet, på universitetet eller i hvilken som helst anden periode af ens liv, man nu end måtte vælge. Tager jeg realismens briller på, må jeg erkende, at selvom alle perioder var gode, var folkeskolen også var en uendelig venten på næste frikvarter, gymnasiet var også danske stile om uforståelige digte af Søren Ulrik Thomsen og universitetet var også ind imellem forelæsninger så kedelige, at man end ikke gjorde sig den ulejlighed, at lade som om man var mentalt til stede. Dette ellers ubestridelige faktum blev dog sat på en alvorlig prøve, da jeg den 11. november var til Take That koncert i Forum – og åbenbart havde taget mine lyserøde solbriller på for en enkelt aften…

Take Thats storhedstid var i bogstaveligste forstand før min tid, så jeg har aldrig været fan. Faktisk begyndte jeg først at høre noget af gruppens musik ganske kort tid før deres opløsning – og dét endda kun fordi, en del af mine klassekammerater købte Greatest Hits albummet. Så jeg var bestemt ikke lige det mest oplagte emne til at betale en formue for en billet til Forum. Men jeg må jo med en vis skam tilstå, at comeback hittet “Patience” også hittede hjemme i min stue (til min kærestes store fortrydelse), så selvfølgelig ville jeg med, da en veninde ringede og spurgte, om vi ikke skulle tage afsted sammen.
Skal jeg give en kort anmeldelse af showet må den blive følgende: Helt igennem imponerende! Det mener jeg virkelig. Scene-showet var virkelig flot med stammedans, ild og dans oppe under taget på en gigantisk disco-kugle. Men stemningen var nok det allerbedste. Der sker noget helt særligt, når inkarnerede fans samles om deres idoler og salen simpelthen sydede af begejstring. Men hvad med musikken… Det er vel i virkeligheden dén, man kommer for at opleve til en koncert…

Musikken var nærmest en åbenbaring; Hvordan havde jeg kunne glemme Take That i så mange år? Hvorfor var jeg ikke allerede i besiddelse af samtlige albums? Hvorfor kendte jeg ikke hver eneste sangtekst forfra og bagfra? Det måtte laves om! Midt under fremførelsen af et af deres gamle hits besluttede jeg, at det første, jeg måtte gøre den følgende dag, var, at downloade alle deres albums fra iTunes Store. Det ville med sikkerhed blive yndlingsmusikken det næste lange stykke tid…
Men hvor tog jeg dog fejl… Jeg er ikke ganske klar over, hvad der medførte denne hjerneblødning, men jeg er taknemmelig for, at den var kortvarig. Efter få minutter i iTunes Store havde jeg gennemlyttet samtlige Take That sange og konstateret, at der i bedste fald var tale om middelmådig pop-musik. Jeg undrede mig et øjelik over, hvor de havde gjort af de geniale sange fra aftenen i forvejen, men måtte opgive søgningen, da de tilsyneladende var forsvundet… Men sig til, hvis I finder dem, ik’?

Letting this highway bring what it brings

Det gode ved Tivoli‘s årskort er, at selv om man er fattig som en kirkerotte, kan man stadig komme lidt ud at opleve verden – nærmere bestemt lidt god musik i ny og næ i hyggelige omgivelser. Og det benyttede jeg mig da af i fredags, hvor Hush gik på scenen på Tivoli‘s plæne…

Hush‘s første album “A Lifetime” var et af dem, der blev spillet rigtig meget på min mp3-afspiller i 2005/2006. Det er anderledes, enkelt, smukt og rigitg godt til både melankolske vinterdage og sommerdage med strålende sol og strålende humør.
“To a better place” akkompagnerede mine flytnings-drømme, da jeg havde købt lejlighed… Jeg var forelsket til “Lovestruck”… Og efter de gode stunder tilbragt med Hush blev “A Lifetime” gemt og glemt i samlingen…

Lige indtil i fredags… Traditionen tro havde jeg tjekket koncertkalenderen og blev begejstret over at finde Moi Caprice (kom dog ikke derind dén fredag, da jeg gik omkuld på sofaen), Hush og Kira and the Kindred Spirits.
Så jeg tog kæresten under armen i fredags og slæbte ham med i Tivoli. Det foregik dog uden brug af fysisk styrke fra min side, da han selv indvilligede – dog uden helt at vide, hvad han sagde ja til. Selv var jeg lidt skeptisk – der er jo lige udkommet et nyt album… Og umiddelbart syntes jeg ikke, det lød lovende. Jeg havde hørt deres seneste single i radioen og set en live performance i fjernsynet – og skal jeg være ærlig, var jeg ikke super tilfreds. Melodien var stadig god, men teksten bestod af ca. 4 linjer, der blev gentaget om og om igen… Det måtte da kunne gøres bedre.

Men jeg må sige, at de overbeviste mig! Det var et godt mix mellem gammelt og nyt materiale, og de leverede virkelig varen. Der var feststemning og mærkelige instrumenter! Særligt morede jeg mig over en af de me stille sange fra første album – nummeret “For how long” med kun piano og vokal – blev peppet lidt op med trommer, og tempoet blev sat lidt i vejret. Og generelt var country-lyden fremherskende med banjoer, der umiddelbart ledte tanken hen på intro-temaet fra Firefly.
Jeg ved stadig ikke, hvad jeg mener om deres nye materiale. Ganske fint, men måske lidt for mange strygere…? For at komme det nærmere, bliver jeg vist nødt til at aflægge mit lokale bibliotek et besøg :)

Det havde ellers regnet en del af fredagen, men det holdt heldigvis tørvejr under koncerten, så vejrguderne var med os. Jeg har to gange prøvet at være til koncert i silende regnvejr: Pepsi Open Air engang i min folkeskole-tid og Johnny Deluxe koncerten i Tivoli forrige (?) år. Det kan være ganske fornøjeligt, men stemningen skal være der og ligegyldig hvad, bliver det en oplevelse i en lidt anden genre end det ellers ville være – blandt andet bliver det hurtigt en slags fangeleg, hvor det gælder om IKKE at få stykket øjnene ud med en paraply… Men det kan jo også være fornøjeligt ;)

Til koncert med Knud

Nu tænker I sikkert allesammen: Knud, hvem er dog han?! Ham har vi da aldrig hørt om! Og ja, det er så sandt, så sandt. Men jeg vil lade jer vente i spænding lidt endnu, inden jeg løfter sløret for Knuds identitet…

Min veninde ringede i sidste uge og inviterede mig med til koncert. En koncert, der løb af staben igår aftes kl. 20:00. Det var en aften, jeg havde set meget frem til, da det kun kunne blive en oplevelse!!! Mange minder og mange timers sjov og spas er foregået til de liflige toner, som vi skulle ind og genopleve live.
Vi ankommer og går straks igang med sladderen, da vi ikke havde set hinanden (i mere end 10 minutter) siden midten af december. Så der var jo MEGET at tale om. Klokken ringede til samling og vi bevægede os ind i salen. Den første overraskelse for min veninde var, at vi skulle sidde ned… Jeg undrer mig meget over, hvad hun ellers havde troet “række og nummer” betød, men ja, lidt distræt er man vel altid ;o) Salen var meget lille, så selvom vi sad allerbagerst, var vi stadig kun omkring 10-12 meter fra scenen. Alle pladser var ikke besatte, så vi havde omtrent halvdelen af rækken for os selv. Da der stadig var lidt tid, til koncerten begyndte smuttede min veninde lige ud igen for at købe os noget at drikke. Glædesstrålende kom hun tilbage nogle minutter senere med to flasker vand og en annoncering: Klokkeren fra Notre Dame. Særligt holdt jeg af hans anekdote om Niels Hausgaard:
For et stykke tid siden skrev Jyllandsposten, at Niels Hausgaard og var på vej til at give ham konkurrence. Knud havde set reklamen i avisen, med Niels Hausgaard og overskriften om køer… Nu undrede Knud sig så over, om Niels Hausgaard også havde læst anmeldelsen og derfor var gået på jegt i Knuds gamle materiale… Sangen Den Lille Malkeko… Og så spillede han Ostesangen!!!

Roquefort & Emmentaler
Gorgonzola – jeg betaler hvad som helst for Feta
Brie eller Camembert
Hva’ der lugter endnu værre
Gammelost fra Kreta
Ost, jeg vil ha’ ost jeg må ha’ ost
Ost, jeg vil ha’ ost jeg må ha’ ost
Ost ost ost ost ost jeg må ha’ ost !!!

Helt fantastisk sang – også selv om jeg faktisk ikke rigtig kan lide ost ;o)

While the band played all your favorite songs

Er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert med Aimee Mann! Og for den syttende grønspættede pingvin, hvor kan den kvinde synge! Det er første gang, jeg har været ude for, at live versionen rent faktisk lyder bedre end indspilningen – f.eks. var Save Me helt utrolig. Jeg må sige, jeg er imponeret!!! Mange roser herfra!

En ting skal dog lige nævnes… Aimee, hvad skal man huske, inden man begynder koncerten…? Ja, det er rigtigt, man skal huske at stemme sin guitar… Men jeg må sige, at selv det klarede hun med bravour – fik bandet til at spille elevator-musik imens, lavede lidt en joke ud af det hele… Hvilket bringer mig frem til Captain Beefheart. Nu spørger I sikkert, hvad han dog i alverden har med noget at gøre… Ja, det gør vi andre også! I begyndelsen af koncerten smed en eller anden en lille indianer figur op på scenen, som Aimee blev meget interesseret i. Hun samlede den op og viste den til publikum og opdagede, at den havde en lille seddel bundet om livet. På sedlen stod… Beefheart. Meget mystisk. Men Aimee blev meget glad for den (“Inexplicable – just what I like”). Beefheart blev naturligvis en stående vittighed resten af koncerten igennem (“Maybe they have been shouting Beefheart all along when I thought they said Freebird…”)

Hun fortalte også en lille sjov anektode om boksning. Om hvordan hun selv tog sporten op for et stykke tid tilbage og faktisk har givet koncert med et blåt øje. I begyndelsen troede hun, at nu troede folk sikkert, at hun var en rigtig tough girl – indtil det gik op for hende, at det nok ikke lige var det folk på gaden så… De så nok snarere en pige, hvis kæreste bankede hende… Det havde hun ikke lige overvejet til at begynde med.

Men i det hele taget gav hun og bandet (de skal også lige have ros med på vejen, virkelige talentfulde folk) et faktastisk show, og hun forstod tilfulde at underholde folk i pauserne mellem numrene og også tale om ting, der foregik i salen, hvilket betyder enormt meget for mig – dét at man kan fornemme, at de virkelig er tilstede og ikke bare gentager præcis den samme koncert som aftenen før.

Og så fik jeg købt hendes nyeste The Forgotten Arm, som jeg sidder og lytter til i dette øjeblik.

Men jeg skal jo tidligt op imorgen – skal afsted til Falster… Så det varer lige nogle dage inden jeg vender grusomt tilbage hertil :o)

Vi vil ha’ mer’

Quick decision made… From now on this blog will be in Danish (for this post at least, let’s see how it goes). Who wants to be international anywayz?

Jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk aften i Tivoli med en af mine veninde. I sidste uge investerede vi hver i et årskort, for nu skulle vi til at gå til fredagskoncerter, og i aften var vores første besøg. Det var Johnny Deluxe, der spillede på Tivolis plæne kl. 22.00. Oprindelig var vores tanke bare at tage ind for at høre koncerten, men i løbet af en dag fyldt med kedelige statistik-timer udviklede turen sig til en komplet Tivoli-tur med tur-pas og det hele! Så kl. 18:30 stillede vi veludhvilede (Mette i hvertfald, hun havde sovet til middag, mens jeg selv havde benyttet eftermiddagen på at lave dagens work-out) i Tivoli, klar til narrestreger. Inden koncerten fik vi udnyttet vores tur-pas (man skal jo prøve nogle forlystelser for at føle, at det er 130 kr værd) til det yderste, indtil det begyndte at regne. Faktisk strømmede regnen ned i uanede mængder, men heldigvis holdt det værste op inden koncerten begyndte.
Tidligere har jeg ikke været helt afklaret med hensyn til, hvad jeg egentlig syntes om Johnny Deluxe, men efter i aften bliver jeg simpelthen bare nødt til at gafle deres CD med hjem fra biblioteket ved mit næste besøg, så jeg kan se hvordan den tager sig ud i stereoanlægget. Det bliver jo sikkert ikke det samme, men tæt nok på. Jeg havde det virkelig morsomt, men jeg er ikke helt klar over, om musikken var god, fordi jeg havde det sjovt, eller om jeg havde det sjovt, fordi musikken var god. Men det finder jeg vel ud af. Desværre begyndte det at regne igen midt i det hele, men man har jo aldrig taget skade af lidt vand, så vi stod bygen ud, og det blev da ikke mindre underholdende af, at man blev lidt våd – kun en smule koldere.
Fra gang til gang glemmer jeg helt, hvor meget jeg elsker at gå til koncert. Og hver gang beslutter jeg, at det må jeg til at gøre noget oftere… Men så går der alligevel et halvt år inden det sker igen. Det gør der dog ikke denne gang, for nu har både Mette og jeg fået købt kortet, så nu skal det altså også bruges!

Oh well, klokken bliver mange (det har de det af en eller anden grund med at blive).