SubscribeDet har været en begivenhedsrig dag. Først en eksamen under ekstrem tidspres (aldrig er 4 timer gået så hurtigt), og dernæst om et plaster på såret en rigtig hyggelig middag i selskab med mine kursusfæller. Det har været et super godt sammensat hold, og gennem vores rollespil, teamwork og mange morgenmåltider, frokoster og aftensmiddage i Korsør har vi lært hinanden at kende og fået skabt nogle kontakter, vi vil kunne trække på i dagligdagen, hvis vi har brug for hjælp fra andre enheder i organisationen. Middagen var en fin afslutning på et godt forløb, og det var den perfekte måde at gå fra den nervøse, hektiske eksamensfølelse til den afslappede, påskeferie stemning der kendetegnerden kommende uge. Det bliver skønt med ferie! Nu venter jeg bare spændt på afgørelsens time, der er forefalder om ca. 14 dage, hvor der kommer svar tilbage om, hvorvidt jeg er bestået eller dumpet…
Travl som altid
Jeg læser for tiden til eksamen i projektledelse. Eksamenslæsningen er noget anderledes, end jeg er vant til, for der er ingen opgaver man kan regne, og dermed heller ingen måde, hvorpå man kan teste sig selv udi disciplinen. Med andre ord er det umuligt at afgøre, om man bør give den en ekstra skalle eller stille sig tilfreds med at hvile på laurbæerne. Sidstnævnte er ellers særdeles fristende for tiden, hvor livet er mere end almindelig hektisk.
Som om jeg ikke kan få nok af arbejdstimer og kurser, har jeg efter devisen om, at man kan sove, når man bliver gammel, naturligvis også valgt at tilmelde mig et master kursus, der begynder til april. Det var med en anelse blandede følelser, jeg i dag kunne konstatere, at jeg er blevet optaget på kurset, og nu kan se frem til en benhård 1½ måned med uger bestående af to dage på studiet med sidegevinst af hjemmeopgaver og lærebogslæsning efterfulgt af tre dage på arbejdet med arbejdsopgaver til de fulde fem dage. Vi er kraftigt underbemandet i arbejdsfællesskabet efter at to kollegaer for nylig har skiftet græsgange, så det skorter ikke på arbejdsopgaver, der finder vej til mit bord (jeg spekulerer på, om jeg snart overhovedet kan se mit bord?). Men jeg skal ikke brokke mig, for det er absolut selvvalgt pineri at kombinere intensive kurser med en komplet ny opgaveportefølje, og så længe det hele er spændende og udfordrende er slidet og slæbet det værd. Og let’s face it: Det er jo ikke fordi, jeg går glip af noget, for hvad brugte jeg tiden til før..? Facebook og serier kan formentlig godt undvære mig for en tid.
Apropos serier… I dag fik jeg min pakke fra cdon indeholdende 3. og 4. sæson af både Prison Break og Battlestar Galactica – så er der dømt hygge i påskeferien, som venter lige om hjørnet!
Gul i en grøn krop?
En af de øvelser, vi har været igennem her på kurset, er gået ud på at inddele mennesker i farver. Der er de blå, der tænker på økonomien og altid har fokus på bundlinjen og det endelige mål. Der er de grønne, der fordyber sig i planen, tidslinjen og deler processen om i mindre dele, der kan analyseres. Der er de gule, der altid har en god idé, og som allerede er videre mod Mars inden raketten til månen er bygget færdig. Og så er der de røde, der husker kaffen og kagen, og sørger for at alle er tilfredse.
Den perfekte projektgruppe indeholder hele farvepaletten, og som følge deraf var den første opgave naturligvis også, at finde ud af vores egen farve. Det tog mig ikke længe at konstatere, at jeg måtte være grøn – helt ind til benet. Jeg elsker skemaer og kasser. Jeg elsker struktur og systematik. Jeg kommer heller en halv time for tidligt end ti minutter for sent. Mine notater fra studiet er farvekodet, og tilsvarende er fanerne i mine lærebøger (figur, tekst, formel, tabel…). Ingen tvivl om, at jeg må være grøn.
Og så alligevel ikke… Undervejs i dagens program gik det op for mig, at jeg måske i virkeligheden er et gult menneske fanget i en grøn krop: Jeg bryder mig ikke om for meget rutine. Jeg har aldrig kunne starte fra begyndelsen og arbejde mig frem til slutningen, for jeg springer tilfældigt rundt i materialet efter for godt befindende og laver, hvad jeg har lyst til. Mange danske stile er startet med slutningen, for derefter at skrive starten og fylde ud i midten. De fleste af mine private projekter dør, før de er kommet i gang, for det sjove er f.eks. at designe en kjole, det er ikke nødvendigvis sjovt at sy den.
I løbet af i dag er jeg kommet frem til, at jeg formentlig i virkeligheden nærmere er tillært grøn med det formål at understøtte mine gule sider. Hvis man har en veltilrettelagt plan og et overblik, er der mere tid til sjov og ballade. Det også lettere f.eks. at afvige fra planen uden dårlig samvittighed. Eksempelvis laver jeg altid en plan for min eksamenslæsning, som kan lyde noget med: “Den 15. læser jeg kapitel 4 (ca. 35 sider), løser opgaverne 4.1. og 4.2. (ca. 2 timer)” – men jeg tror aldrig nogensinde, jeg har overholdt planen. Til gengæld giver det et fantastisk overblik over, præcis hvor langt man er kommet forud (dejligt afslappende!) eller bagud (dejligt motiverende!), og det giver min gule side tryghed til at kunne space ud. Grønne Louise har dækket sig ind, så kan Gule Louise tage på eventyr.
Så hvad farve er jeg egentlig? Det er jeg vist endnu ikke blevet helt klog på…
Tilbage på skolebænken
Fra på onsdag i næste uge kan jeg atter smykke mig med titlen “studerende”. Jeg skal følge et kursus i basal epidemiologi på KU, som strækker sig fra midt november til slut januar. Jeg ser umådelig frem til at skulle begrave næsen i bøgerne igen, og jeg glæder mig til at skulle til forelæsning og tage noter. Det bliver simpelthen bare dejligt!
Jeg er overbevist om, at jeg ville trives som evighedsstudent, og jeg har længe higet efter at vende tilbage til skolebænken. To dages-kurser i ny og næ har ikke formået at slukke tørsten, så jeg er taknemmelig for at få mulighed for at tage et længerevarende kursus indenfor mit fagområde.
I maj var jeg til et arrangement/kursus i Finland, hvor emnet var reproduktionstoksikologi og arbejdsmiljø. På kurset blev den seneste epidemiologiske forskning indenfor emnet præsenteret, og vi fik lejlighed til at gå i dybden med nogle af de arbejdsmiljømæssige problemer, der har relation til reproduktion – eksempelvis drivhusarbejde. Det var et super interessant kursus, som virkelig formåede at opildne min lyst til at komme igang med studierne igen. Bare det at skulle se på diagrammer, kurver og tabeller igen var en oplevelse i sig selv. Tidligere havde jeg aldrig rigtig tænkt på epidemiologien som noget, der havde interesse for mig, men det er nu utrolig meget viden man kan hente fra de forskellige kohorter (eks. den nationale fødselskohorte), selvom resultaterne naturligvis er forbundet med en del usikkerheder, idet et menneske rummer uendelig mange variable.
Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang og til at få mere indblik i de epidemiologiske principper og tankegange. Kurset i basal epidemiologi fokuserer så vidt jeg ved mest på dyrekohorter og sygdomme og ikke på mennesker og spørgeskemaer, men når man får begreberne og principperne på plads, vil det formentlig ikke betyde det store.
Emancipate yourself from mental slavery
Det har jeg så hermed gjort! For nu er min eksamen overstået, og jeg sidder med et meget fint (og hvad vigtigere er, underskrevet) kursusbevis i hænderne. Var oppe i hhv. etik og håndtering af rotter som teoretisk og praktisk emne. Burde være let nok, hvis man ikke ryster så meget på hænderne, at det rent faktisk er svært at ramme tøj-rotten fra IKEA med kanylen!!! Men okay, jeg fik da vist, hvordan man tapper blod fra vena jugularis, trods mine vanskeligheder.
Uh, det er en skøn følelse at kunne lægge presset bag mig! Jeg lider altid af, hvad der nærmest kan betragtes som panikanfald, aftenen inden. Jeg har absolut ingen evner, husker endnu mindre og magter i det hele taget bare ikke situationen. Men én ting har da ændret sig, for da jeg skulle sove igår aftes skyldtes min søvnløshed ikke nervøsitet over morgendagen, men snarere at mine tanker kredsede om, min tur til New Orleans… Hvad jeg skulle pakke… Turen derover… Dagligdagen derovre… At skulle være sammen med kæresten i over 14 dage i træk… Okay, det virker temmelig forskruet at gennemtænke hele forløbet eftersom der, hvis alt går vel, stadig er to måneder til… Dog holder jeg på, at ikke alting behøver en logisk og rationel forklaring. Nogle gange har man bare lov til at være lidt mærkelig. Og det var bestemt hyggelige tanker, der kunne berolige mit oprørte sind en smule.
Nu er der kun tilbage at vente. Om en lille 2½ times tid vil min veninde også have overstået sin eksamen, og vi vil i samlet flok begive os mod Vesterbrogade, hvor vi skal mødes med en fælles veninde. Vi skal som tidligere nævnt ind og se Stolthed og Fordom. Det skal nok blive hyggeligt. Min ene veninde har jeg ikke set, siden vi spiste frokost sammen på AKI i oktober/november måned. Det er ved at være længe siden!!!
The 5 Freedoms
For ikke mange minutter siden “lagde jeg røret” efter at have talt med min kæreste i New Orleans. Alt er tilsyneladende ved at falde på plads – ikke forstået på den måde, at det ikke stadig er kaotisk med problemer som nedfaldne lofter, manglende ejendele og ellers generel kaos tilstand, men det er vist efterhånden til at danne sig et overblik over. Og hvad ligeså vigtigt er, så er Fat Harry’s i god behold og på benene igen :o) Men i hvert fald var det rart at høre, at det går godt! Ja, og så var det jo min allerførste Skype-telefonsamtale – ikke, at den adskilte sig fra en ganske almindelig telefonsamtale, men alligevel. Nyt og innovativt, med på den teknogiske bølge, jeps, det er mig! (eller måske ikke…).
Min dag har budt på den mest nervepirrende morgen længe (læs denne linje med dryppende sarkasme). Ved øvelserne igår satte hvert hold 3 hun-mus sammen med 1 han-mus, og så var det ellers meningen, at de skulle hygge sig i løbet af natten… For dem, der skulle være uvidende om dette, efterlader han-musen efter parring et “plug” i hun-musens skede – og her til morgen skulle vi så se, om vi kan forventer at få nogle små museunger i løbet af de næste uger… Ja, jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet – men det var i hvert fald ikke at stå op klokken 6:00 for at tage helt ind til Dyrlægevej 45 for at se på en slimet, hvidlig/klar dims i en mus. For det var, hvad det var. Og at observere denne fascinerende del af en mus‘ anatomi (eller whatever) tog mindre end 5 minutter, hvorefter der var ca. ½ times tid til første forelæsning. Oh well, så meget for den halve time, jeg kunne have sovet længere imorges!
Men bortset fra min uendelige træthed (der desværre, må jeg indrømme, førte til at jeg gik glip af nogle af de ting man kan benytte drøvtyggere i i forskningen), der tapper mig for lidt af min gejst, hygger jeg mig bestemt! Vores ene faste forelæser, Dorte, der også underviser ved øvelserne er ret god til at holde ens koncentration fanget, så det er super! Jeg synes, hun formår at gøre selv det mest kedelige emne interessant. Længe siden jeg har haft en forelæser, jeg rent faktisk gad at høre på i længere tid ad gangen.
How did three days get wasted?
*Suk*
*Dybt suk*
For nu at citere en sang:
It’s already wednesdayHalf the week is goneJust another wednesdayof things I haven’t done
Meget rammende beskrivelse af min uge… Ja, lige bortset fra den ubetydelige detalje, at det er torsdag, ikke onsdag… Og at det så er over halvdelen af ugen, der er gået…
Hele sidste uge gik med i mine øjne særdeles velbegrundet selvmedlidenhed. Lå i sengen og klagede min nød – selvfølgelig med det resultat, at jeg intet fik lavet udover at se fjernsyn. Og weekenden, ja, den kom alt for hurtigt – noget jeg indtil da havde troet var en ren og skær umulighed. Weekender kan da ikke komme for hurtigt, kun for langsomt!!! Men jeg tog fejl…
Pludselig var det ved at være tid… Tirsdag ville min kæreste begive sig til Kastrup Lufthavn og sætte sig i et fly og rejse langt, langt bort i lang, lang tid… Vi havde faktisk ikke fået set hinanden hele ugen pga. sygdom og eksamener. Derfor måtte lige netop den weekend godt holde sig lidt på afstand, så jeg kunne nå at få tilbragt bare en lille smule tid med ham, inden han tog afsted… Men nej, der er aldrig nogen, der lytter til, hvad jeg siger, så selvfølgelig kom weekenden ganske som planlagt. Ikke noget med at være flink og udsætte weekenden et par dage! Næ nej! Men man må jo få det bedste ud af det, man har, så vi sørgede for at bruge så lang tid sammen i løbet af weekenden som overhovedet muligt. Mandag var det så tid for den store eksamen for hans vedkommende og for første dag på KVL for mit vedkommende… En dag der forløb ganske smertefrit! Formiddagen bød på lidt introduktion, hvorefter turen gik til Panum Instituttet, hvor et besøg i deres dyrestald stod på programmet. Efter mit besøg hos de små lyserøde pattegrise tog jeg derefter ud til hans forældre, hvor også afskeden måtte tages i stedet doe den tårevædede afsked i lufthavne, som jeg gik glip af pga. undervisning. Helt indtil eftermiddagen inden var det stadig et stort dilemma for mig, hvorvidt jeg skulle tage med i lufthavnen eller tage ind og blive underholdt om “pain and analgesia”… Fornuften sejrede over følelsen… Så afskeden blev taget i Lyngby kl. 7:30 i stedet for i Kastrup kl. 9:00. Det var dog nogle lidt vemodige timer indtil middagstid, hvor jeg tilfældigvis så på min telefon og opdagede en SMS i indbakken. Dejligt, så var resten af dagen alligevel til at bære!
Siden er fritid blevet et begreb, der hører en fjern fortid til.De sidste dage har været ren kvalitetstid med min nye bedste ven, Handbook of Laboratory Animal Science. Vores samvær har været intenst og berigende… Må det ikke vare evigt!
Nej, pjat, det er et super kursus! F.eks. har denne dags eftermiddag været fyldt med aktiviteter, der for en ægte dyreelsker som jeg selv har været ren sjov og spas. Løft, hold (og nus) en rotte, en ørkenrotte, en hamster, en mus, en kanin… Skønt, og nej, hvor jeg savner at have et pelsdyr herhjemme!
Her sender jeg kærlige tanker i retning af min afdøde kanin, Nessie, der godt nok havde alvorlige neuroser og psykiske problemer (hun var bl.a. bange for kaniner…! Go figure!), men som alligevel var alletiders kanin! og er hun ikke bare dejlig?
Godt nok er det flere gange blevet foreslået at jeg skulle have en “anpart” i en hund, men det foreslag tror jeg nu lige, jeg vil lade passere i første omgang :o)
Come on baby get the lighter, we're gonna start the fire
For få minutter siden kom jeg hjem fra at have været på brandkursus på den lokale brandstation. Det startede allerede kl. 19:00, og efter en dag der for størstedelens vedkommende blev brugt på at prøve at nå at lave alt statistik til hele ugen, var jeg ikke ligefren oplagt. Som sædvanlig kræævede det blot, at jeg fik taget mig sammen til at tage afsted, for det var supersjovt at slukke meterhøje flammer med brandtæpper og pulverslukkere. Ret underholdende!
Det har ellers været nogle hårde 4 dage her. Fredag var det jo Tivoli-dag med Johnny Deluxe koncert, lørdag var jeg med mine forældre til middag hos en af min fars barndomsvenner og igår, søndag, holdt vi fødselsdag for min onkel – både morgenbord og middag, så det varede det meste af dagen. Og idag var der statistik og brandkursus på programmet.
Det i lørdags var egentlig heller ikke noget, jeg glædede mig voldsomt til, men det viste sig at være virkelig hyggeligt. Det er nogle supersøde mennesker, og det er da lidt sjovt at tænke på, at min far og hans ven har kendt hinanden i 46 år – det er da vildt. Samtalen blev drejet ind på, hvordan de forskellige mødte hinanden for første gang, og noget af det er virkelig værd at tænke over, synes jeg. F.eks. mødte min fars ven sin kone til en fest i studenterhuset en gang i slutningen af 60′erne. Hun var taget til fest alene og i dårligt humør og sad bare og surmulede i hjørnet. Da hun havde besluttet, at om 5 minutter tog hun altså hjem, kom han og inklinerede for hende. Grunden til at hun sagde ja til at danse med ham var, at han havde en hvid rullekravebluse og en blå blazer på, og det havde hun altid syntes så ret godt ud. Så dansede de, og så drak de en øl, og det endte med, at hun først tog hjem tre timer senere. Og nu har de været gift i omkring 30 år – og bare fordi han havde valgt det rigtige outfit, ellers ville de aldrig have snakket sammen. Det er da lidt butterfly effect, right? Det viser lidt, at ethvert valg – hvor lille det end må synes – kan være virkelig vigtigt.
Igår var det også superhyggeligt, da vi holdt fødselsdag for min onkel. Da vi spiste middag ovre hos nogle venner af familien, blev jeg dog sat lidt på pinebænken. Jeg har længe hørt tale om deres vidunderlige nabo, som jeg ‘helt bestemt skulle møde’, for han var ligesom jeg single og desuden lækker og havde et dejligt hus og et dejligt job og så videre. Så ikke værre end bedre skete det jo, at de lige havde noget de skulle ordne med ham, så om han ikke lige kom ind og fik en kop kaffe. Alt imens det stod på holdt værtinden endnu en ‘salgstale’, som var virkelig pinlig, specielt fordi vinduet stod åbent, og jeg er sikker på, at han har hørt hvert eneste ord. Jeg vil dog ikke anfægte, at hun har ret, men alligevel er det temmelig pinligt – og så lige til familie-middag.
Imorgen står dagen udelukkende på statistik fra morgen til aften. Det er den lange, hårde dag. Og jeg bliver nødt til at udstå noget af den alene, for min lidelsesfælle, min siamesiske tvilling, skal gå tidligere fordi hun skal til noget spejder-arrangement.
Onsdag er det så tid til besøg hos min gode veninde gennem 16 år. Vi har ikke aftalt de nærmere detajler endnu, men jeg glæder mig som altid til at se hende. Vi har det som regel også hyggeligt med at sidde og lave håndarbejde. Sidst jeg besøgte hende filtede vi – dog ikke med stor succes! Og forrige gang lavede vi decoupage på sten og strikkede. Det er virkelig rart og afslappende, og vi kan simpelthen bare tale om alt mellem himmel og jord – lige fra banale hverdagsting til alt det, der virkelig betyder noget.
Torsdag står der neuro-ekskursion på programmet. Hele afdelingen skal til Neuroscience Day i Lund. Det er vist et arrangement, der tager det meste af dagen.
Resten af ugen er ikke 100% planlagt endnu, men det skulle undre mig, om de ikke også bliver booket. ‘Heldigvis’ eller hvad man kan sige, så er hele næste uge fri, så der kan jeg få udsovet, hvilket jeg nok ikke når her de næste dage.
Nå, men jeg må videre i dagens tekst. Jeg mangler stadig at ordne lidt forskelligt til imorgen…