Tag: mad

Velkommen nytår og velkommen her!

Så blev det år 2010 – men med et lidt større brag end vi havde forventet.

Dette nytår var vi tre par og en terrier, der fejrede aftenen sammen i Charlottenlund med god mad og godt humør. Traditionen tro startede vi med velkomstdrinks til Dronningens nytårstale kl 18:00, og de modige supplerede deres drink med lille happer østers (jeg er ikke en af dem!). Også i år blev der gættet på, hvad dronningen sagde i sin tale – men vi var meget skuffede over, at søens folk blev glemt i år. Det førte naturligvis til, at vi måtte sende vores egen hilsen til søens folk i form af en skål… og en skål for Skåne, Halland og Blekinge, for Island og helt ekstraordinært også for pensionisterne.

Nytårsaften er menuen jo det helt essentielle: Som mange andre med advokat-relationer, fik vi i år en lækker menu fra Accuras kantine bestående af en jomfruhummerbisque til forret, perlehøneterrine med foie gras og balsamicoglace til mellemret, oksemørbrad med kartoffellasagne og portvinssauce til hovedret og en let og luftig chokoladekage med nougathjerte til dessert. Hver enkelt ret var ganske lille, men hummerbisquen lagde en gedign bund, så selvom retterne var små, var det umuligt for mig at komme helt igennem dem alle. Det var virkelig lækker mad, der bare smagte super duper godt!
Jeg havde på forhånd regnet lidt på kalorierne, men jeg holdt mig vist ikke helt til mit eget regnskab. Der kom også sammenlagt to glas vin indenbords, der ikke var planlagt, men alt i alt synes jeg, at jeg kom fint igennem aftenen. Jeg havde også motionscyklet lidt forinden, så der var plads til lidt ekstra lækkerier :)

Efter middagen slog klokken snart tolv, og vi sang og skålede os ind i det nye år med champagne og hjemmelavet kransekage. Værtsparret bor i en taglejlighed, hvor der var den smukkeste udsigt over Københavns fyrværkeri fra altanen, men vi skulle naturligvis også ud at skyde vores egen familiepakke af. Det viste sig dog ikke at være den klogeste beslutning set i bagspejlet, da det kom til at koste en lang kjole og en øm tå. Vi havde naturligvis fuld kontrol over vores raketter og batterier, men det samme kan ikke siges om den flok unge mennesker, der holdt til på det næste hjørne. Jeg er stadig ikke fuldstændig klar over, hvad der skete, men på et tidspunkt var der larm og lys, og vi fik en instinktiv trang til at rykke nogle skridt tilbage – HURTIGT! Bag os lyste det lyserødt på jorden, og jeg kunne mærke et lufttryk mod benene, da der sprang en raket under ½ meter fra mig. Christina, vores værtinde var knap så heldig, for hun havde ikke fået flyttet sig helt så hurtigt, så raketten sprang faktisk ovenpå hendes stiletbeklædte fod. Heldigvis skete der ingen skade på Christina andet end en øm tå, men hendes smukke lange kjole havde store smeltede plamager. Vi fandt aldrig ud af, hvor fyrværkeriet kom fra (men vi havde vores anelser), og vi fandt heller aldrig ud af, om det var et uheld eller om det var nogle psykopater, der var på fri fod. Vi var bare taknemmelige for, at vi trods alt var sluppet så billigt.

Efter fyrværkeriet gik vi tilbage i varmen, hvor der blev drukket mere champagne og cosmopolitans til klokken slog fire, og det vist var tid at finde hjem i seng… Velkommen nytår og velkommen her!

Frydefulde Fristelser

 

I julegave fik jeg af mine svigerforældre bogen “Sophie Dahl’s Frydefulde Fristelser”, som jeg havde ønsket mig efter at have bladret i den på en af mine ture i Magasin. Udover at indeholde spændende opskrifter på retter til dagens tre måltider, indeholder den også små fortællinger fra hendes liv som model og om hendes forhold til mad – både som barn, som frodig model og nu, hvor hun har fået et sundt forhold til mad. I dag har jeg læst bogens små historier igennem, og har fået markeret de opskrifter, jeg skal prøve i det nye år. Disse opskrifter inkluderer “Risbudding med kardemomme”, “Linguine med tomat, citron, chili og krabbe”, “Morgenmads burrito” og “Grillede kammuslinger på et leje af ærtepuré”. Mums! Jeg glæder mig allerede…

Frugtmøllen

apple_mill

[image from "Hot. Sour. Salty. Sweet. And Umami"]

Forleden, da jeg var på besøg hos en veninde, var hun i fuld gang med en storskala produktion af æblegrød til sin lille datter. Æblerne fra friske fra haven, og der var nok til både grød til datteren og lidt æblekage til de voksne. Jeg laver selv æblegrød ganske ofte i sommerhalvåret, for mine forældre har et par træer i haven, der giver æbler, og indimellem har en af mine kollegaer også nedfaldsæbler med på arbejde til fri afbenyttelse. Det kan godt blive til en masse æbler og en dejlig masse grød. Det er normalt et større arbejde at skrælle alle æblerne og skære dem i stykker inden kogningen, så jeg var meget overrasket (og misundelig), da jeg så det aggregat, min veninde benyttede i sin produktion. Til hjælp havde hun en såkaldt frugtmølle, der lader en koge æblerne hele med skræl og kernehus. De kogte æbler placeres i frugtmøllen, som så sørger for at lave mos og ved samme lejlighed sørger for, at kerner og skræl sorteres fra. Super smart! Jeg kan allerede nu sige, at jeg ønsker mig en frugtmølle!

Puts more life into your fun

kobenhavn01

I dag er det tid til en anbefaling.

Forleden fik jeg mit livs bedste burger! Der var ikke tale om en fedtdryppende, ketchup-fyldt sag med pap-bøf og et vissent salatblad, men derimod nærmest en gourmet-oplevelse. Burgeren blev serveret på Halifax Burger Restaurant i den filial, der befinder sig i Larsbjørnsstræde 9, og stedet kan varmt anbefales.

Selve restauranten er et lille sted med få tætstående borde. Restaurantens venstre side prydes af 4-personers borde med grønne lædersofaer, mens højre side er en lang række 2-personers borde. Stedet er hyggeligt, men man skal ikke være nærtagende med hensyn til sin intimsfære, da der desværre er en rimelig stor risiko for at komme til at gnide albuer med sidemanden, når man sidder ved 2-personers bordene. Indretningen i restauranten er moderne med grafiske tegninger malet på væggene, og det passer fint til den generelle stemning på stedet: Det er trendy, hurtigt og ungt.

Menukortet byder på de traditionelle burgere, men der er også mere kreative elementer imellem; Eksempelvis har man mulighed for selv at vælge sin bøf, som enten kan være lavet af oksekød, kylling, kikærter eller selleri. Til burgeren serveres tilbehør efter eget valg samt hjemmerørt dip – også efter eget valg.
Mit valg blev den klassiske burger (kaldet København) med oksekød og med hjemmelavede fries og mayo-dip som tilbehør – alt sammen i fremragende kvalitet. Burgeren, der kun serveredes med en mild chili-dressing, var virkelig saftig og lækker, og der var slet ikke behov for at drukne den i ketchup for at opnå smag. Normalt er jeg ikke til de syltede agurker, men jeg ved ikke, hvad de havde gjort af tryllerier, for selv agurkerne smagte virkelig godt. De hjemmelavede fries var i virkeligheden grove kartoffelbåde, som var tilberedt så de var sprøde og knasende på overfladen og bløde indeni – og tallerkenen bugnede af dem. Burgeren mættede godt i sig selv, så det var så godt som umuligt at komme gennem hele tallerkenen.

Betjeningen var venlig, og det gik tjept med at få serveret – og med at få regningen, da det blev tid at forlade stedet, hvilket ellers godt kan være en udfordring nogle steder. Stedets eneste ulempe var, at lydniveauet var ufatteligt højt. Nogle gange var det vanskeligt for tjeneren at høre, hvad man bestilte, og det kunne også være vanskeligt at føre en samtale uden at skulle råbe til hinanden på trods af, at vi befandt os en armslængde fra hinanden. Det er mig ikke fuldstændig klart, om det skyldtes dårlig akustik i rummet eller om det blot er, hvad der sker, når man samler så mange mennesker på så lidt plads. I hvert fald er det noget, restauranten godt kan arbejde på at forbedre, da det helt sikkert ville forøge den allerede gode oplevelse, man får på stedet.

Alt i alt får Halifax Burger Restaurant de varmeste anbefalinger med på vejen, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg besøger stedet.

Smacznego

Så er der serveret!

Så er der serveret!

Og så til dagens restaurant-anbefalinger, skulle du pludselig befinde dig i Warszawa og være sulten:

The Mexican
The Mexican er lidt af en oplevelse! Stedet er indrettet i “ægte” mexicansk stil med kranier, sombreroer og wanted posters, hvilket giver en super fin stemning. Den aften vi var der, bød stedet også på et tomands band, der performede de klassiske mexicanske sange – godt nok havde de et repetoire på omkring 6 sange, som de spillede i sløjfe i ca. 2 timer, men hyggelige var de da trods de mange gentagelser. 
Hvad angår maden må jeg tilstå, at jeg fik noget nær den bedste enchillada, jeg nogensinde har fået – og det er en ros, da jeg spiser en del mexicansk. Vi kom lige i myldretiden, så vi måtte vente i ca. 40 minutter på at få et bord, men maden var bestemt ventetiden værd.

U Kucharzy
Umiddelbart ser restauranten ikke ud af meget. Man kommer ind i en lille skummel forhal, hvor der står en tjener og tager imod. Vover man sig ind i selve restauranten, foregår det af en dør, som man ved første øjekast er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er meningen, man skal gå ind af.
Indenfor får man sig sit livs overraskelse: Uden varsel befinder man sig i et køkken, hvor der bages brød og kager – og midt i det hele står der fint dækkede borde med plads til de første gæster. Væggene i restauranten er dækket af hvide fliser og ud af væggene titter vandrørene. Vi blev placeret i den bagerste del af restauranten, hvor også restaurantens egentlige køkken befinder sig, og det var en virkelig sjov oplevelse at følge med i madens tilblivelse. Retterne blev arrangeret ved bordet, hvor kokkene skar ud, øste op og dekorerede tallerkenerne med det sidste touch.
Personligt prøvede jeg rødbedesuppen til forret og anden til hovedret. Begge ting var utroligt lækre og bestemt en oplevelse værd! Jeg er ikke selv til tatar, men jeg kan oplyse, at det ellers er stedets signatur-ret – og min kæreste kan bevidne, at den er af høj kvalitet og virkelig lækker.

Canaletto Restaurant
Sidste aften i Warszawa spiste vi på hotellets restaurant, Canaletto. Hotel restauranter er i reglen en blandet oplevelse, men Canaletto leverede faktisk glimrende mad til prisen, og er et besøg værd, hvis man en enkelt dag ikke lige har overskud til at løbe ud i den store vide verden efter sin aftensmad.

Og så den ene oplevelse vi har til gode til en anden gang: KOM. Restauranten er placeret i den gamle post- og telegrafbygning, og så rigtig lækker ud, da vi slog et smut forbi for at tage et kig på menukortet. Størstedelen af retterne er imidlertid fiskeanretninger, og da min far bestemt ikke er fiske-mand, faldt valget i stedet på en anden restaurant. Jeg har derfor ikke noget grundlag for at anbefale restauranten, men vil alligevel lade den få en plads på min liste.

Bon Appétit :)

2. kapitel: Maden i Lissabon

Lissabon er en rigtig dejlig by. Der er god stemning, imponerende bygningsværker dækket af udsmykkede kakler, sporvogne og smukke parker og avenuer. Men dén ting i Lissabon, der fortjener et kapitel helt for sig selv er maden – og nærmere bestemt maden på restauranten Gambrinus.

Det er ikke ligefrem fordi stedet indbyder til besøg – faktisk er det så godt gemt, at man skal gøre sig store anstrengelser for overhovedet at finde det! Første gang gik vi simpelthen forbi uden at lægge mærke til, at den smalle facade beklædt med træ husede en restaurant. Da vi så endelig fandt restauranten, antog vi, at den havde lukke-dag, for den tunge dør var lukket, og der var mørkt bag de sparsomme ruder. Beslutningen blev derfor at vende tilbage næste dag.

Næste dag virkede der til gengæld lige så lukket som første dag. Et forsøgsvist tag i døren skulle dog bevise det modsatte. Bag døren fandtes en bar af mørkt træ, og bag baren fandtes alskens portvis og de mærkeligste aggregater til kaffebrygning og vindekantering. Langs baren var der næsten fyldt af mennesker, der sad og indtog de lækreste retter ved bardisken, der på grund af de mange mennesker var tæt beklædt med hvide dækkeservietter.

Vi blev placeret ved baren, og bestilte dagens menu, der var en fisk, som jeg desværre ikke længere kan huske navnet på. Maden var bestemt i den lidt dyrere ende (34 euro) af vores sædvanlige spektrum, men det, der blev serveret, ville bestemt have kostet det dobbelte hvis ikke mere herhjemme i DK. Uden at lyve, kan jeg sige, at det ubetinget er den lækreste ret, jeg nogensinde har fået. Stilen er holdt helt enkelt - ikke noget overflødigt tilbehør eller pynt, men hver enkelt ting, der serveres, er tilberedt korrekt. Fisken får ikke et sekund for meget eller for lidt, så den bevarer al sin saft og kraft uden at være rå, og kødet er mørt som smør.

Dertil skal siges, at betjeningen er helt i særklasse! Her er virkelig tale om tjenere, der kan deres kram. Selv om der er tale med bar-servering, udskæres kødet for an én og vinen skænkes. Aldrig har jeg prøvet at blive så opvartet på en restaurant før! Man føler sig næsten royal :)

Behøver jeg at sige, at vi naturligvis kom igen… og igen… De følgende to gange, vi valgte at spise på Gambrinus, foregik det ikke i baren men i selve restauranten, der har høje træpaneler, udskårne møbler, vægtæpper og lysekroner. Ved ankost kommer en tjener og tager imod ens overtøj samt evt. indkøbsposer, paraplyer og lignende, som opbevares i et rum bagerst i restauranten.
Som i baren foregår den afslutningsvise tilberedning af maden (flambering, anretning m.v.) ved et anretterbord ved siden af ens eget bord. Og der sørges for ens mindste ønsker bliver opfyldt. Maden – også ved 2. og 3. besøg – var absolut himmelsk, og kommer jeg nogensinde til Lissabon igen, skal jeg uden tvivl forbi Gambrinus igen :)

Jeg håber hun smager godt, hende Susi

Hvem siger, at det hele skal være nemt? Nej, vel? Det er der ingen, der gør. Og det er da også sjældent ret nemt… I hvert fald ikke, når det drejer sig om nybyggeri, håndværkere og udbedring af fejl og mangler. Bortset fra en lettere forsinkelse i arbejdsprocessen (der resulterede i, at kæresten og jeg i nat har sovet hos mine forældre), lader udbedringerne nu til at blive en succes denne gang – heldigvis, for nu er jeg godt nok træt af at skulle flytte mine møbler!

Da vi stadig ikke kunne være i lejligheden igår pga. lak-hærdning, tilbragte min kæreste og jeg noget af dagen hos en af mine barndomsveninder og hendes dejlige Grand Danois. Min veninde er en enestående personlighed, så da hun her i sommerferien var i Vietnam formåede hun at miste sin baggage tag i lufthavnen (det er ikke noget, man sætter pris på i Vietnam), miste sine sko efter de første 4 dage, forære sin mobiltelefon væk samt at blive ven med en vietnameser ved navn Loc. Tilbage i Danmark har hun gennem min kærestes netbank overført penge til Loc, så han har råd til at anskaffe sig et pas, så han kan komme til Danmark på et tidspunkt. Denne transaktion er i midlertid ikke gået rent igennem, da Loc har oplyst et forkert kontonummer, så det måtte vi jo prøve at udbedre.

Efter det cirkus, og en gåtur med hunden, tog vi ned på den lokale kinøjser og bestilte en god omgang sushi. Og det er dælme, noget de kan! Super-duper lækkert!
I stedet for at spise det i restauranten, bestilte vi det som take-away, og vandrede ned til Birkerød Sø for at nyde lækkerierne. Det var virkelig hyggeligt, og noget man bestemt burde gøre oftere!

Tilbage til kødgryderne


Det er ingen hemmelighed, at min mor absolut ikke kan lide, at der er andre i køkkenet, når hun laver mad. Og køkkenet er min mors – det kan der ikke laves om på! Dette kombineret med det faktum, at min mor de fleste dage har fri mellem 15 og 16 betyder, at jeg aldrig har lært at lave mad hjemme. Og med det mener jeg virkelig ALDRIG! Før jeg fik min egen lejlighed havde jeg aldrig kogt så meget som et æg! Selvfølgelig har jeg haft hjemkundskab i skolen, men det var jo ikke fordi, det var de store kulinariske udfordringer, man blev præsenteret for – plus lidt af det selvstændige gik af, når man var fire mennesker om at røre i sovsen (og ja, det var sovs ikke sauce, man fremstillede i skolekøkkenet!).

Idag gjorde jeg endnu forsøg på at fremstille noget andet, end de sædvanlige bøffer, frikadeller eller kyllingefileter… Sidste gang var det Rachael Ray‘s fyldte spanske peberfrugter, og idag var det Coq au Vin – som faktisk blev fremragende! Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at den var blevet lidt kraftigere, men der er jo også altid sværere, når man ved, hvordan man vil have den til at smage! Og jeg vil meget gerne have den til at smage, som hos min kærestes mormor… Der var den simpelthen uovertruffen! Men øvelse gør som bekendt mester, så det kan være, at det lykkes mig en dag…

The end of November

Middagen igår var super, og vi havde en rigtig god aften. Vi spiste på den vietnamesiske restaurant Lê Lê nhà hàng, og jeg kan kun sige, at maden var fantastisk! Stedet kan varmt anbefales! Og så fik jeg jo spist med pinde igen – noget, jeg ikke har gjort, siden jeg var i Kina i 2000. Men det ligger nu stadig i fingrene, når det én gang er lært.
Til forret indtog vi wontons og lakseruller og til hovedret blev det en risnuddelsuppe – men det var så svært at vælge, for alt på menu-kortet lød simpelthen så lækkert (pånær muslingerne, that is). Men i hvert fald wonton’erne kan særligt anbefales – de var dælme gode!!! Jeg har helt sikkert tænkt mig at komme dér igen og prøve nogle af de andre retter.
Restauranten har karakter af en café, men der er rigtig hyggeligt og stemningsfuldt – også selvom lydniveauet bliver en smule højt, når der er packed med mennesker.

I aften skal vi ud at spise med mine forældre på Baron von Dy, inden vi skal i Tivoli til deres julemarked. Det bliver helt sikkert hyggeligt. Jeg har dog en ambition om ikke at købe nogle juledimser med hjem i år :o) Også selvom min kærestes lejlighed godt kunne mangle en juledims eller to (dog er han nu i besiddelse af 4 nisser og 2 engle, for jeg synes, at der da skulle jules bare en lille smule).