Jeg kom tilfældigt til at tænke på nogle af de sange, som jeg lyttede en del til i gymnasiet og som er indbegrebet af festminder fra den tid. En youtube-søgning på en helt anden sang bragte mig Rollergirl’s “Dear Jessie” som sidegevinst - en sang, jeg ikke havde tænkt på i umindelig tider. Jeg var ret glad for den i 90′erne, og den blev også spillet til en del fester, som jeg husker det. Man kommer jo helt til at savne Buffalos og “æble-plukker-dansen”.
Er det pinligt, hvis man stadig har et blødt punkt for dén sang?
Inspireret af Kåres indlæg om musik-favoritterne fra 2009 har jeg begivet mig ud i en tilsvarende øvelse dog i en noget andet form. Jeg har set Bianca (min iPod) i øjnene, og har spurgt hende: Hvad har præget mit musikår 2009?
Hvad der først og fremmest slog mig var manglen på nyindkøbte albums. Dette skal imidlertid ikke tages som et udtryk for mangel på nyindkøbt musik, for Bianca bugner af nye numre, og 2009 har fuldt ud været på højde med de forgangne år, hvad angår antal af numre på repeat i timevis og tilføjelser til paraden af lifetime-faves. Manglen på hele albums skyldes derimod, at jeg for alvor har taget iTunes-konceptet til mig, og i højere grad køber enkeltnumre end hele albums. Indledningsvis savnede jeg fornemmelsen af, at komme hjem med en cd og “pakke den ud”; Se farve og print på skiven, mærke coverets papir (glittet?/rugt?) og indsnuse duften af plastik og trykfarve – for slet ikke at tale om spændingen ved første gang at høre skiven igennem. Men realiteten er, at jeg er sådan indrettet, at jeg for det meste finder to-tre darlings på albummet, og arkiverer resten af numrene lodret, for nu at sige det som det er. Det er derfor både penge og plads besparende at dykke ned i iTunes-universet, nu hvor jeg alligevel for det meste lytter til musik på Bianca.
Men hvad har jeg så købt på iTunes i 2009? Mine sang-valg må siges at have været præget af tilfældige luner: Sporadiske indkøb af mainstream musik fra radioen blandet med ligedele “andre der har købt… har købt”-henvisninger fra iTunes, hvilket er hvad min nysgerrighed har kunnet række til i år. Men det er nu heller ikke at kimse af, da det blandt andet førte mig på en rundtur blandt nogle svenske kvindelige artister, jeg formentlig aldrig ellers ville have stiftet bekendtskab med.
____________________ JANUAR 2009 ____________________
Min årstals-blindhed forhindrer mig i at erindre, hvilken musik der indledte mit år 2009, men jeg ved at følgende nummer varmede årets første måneder ved at sætte fut i danseskoene:
Maria Timm – Dirty Place
____________________ FEBRUAR 2009 ___________________
Jeg tror, det var violinen, der gjorde det… En rocksang med folklore – findes der en bedre kombination? Jeg var i hvert fald solgt fra første gennemlytning. Indtil jeg undersøgte, hvad jeg havde købt i februar, havde jeg faktisk glemt sangen. Det blev et dejligt gensyn, og jeg kommer helt sikkert til at lytte lidt til reglerne igen i den kommende tid…
The Broken Beats – The Rules
____________________ MARTS 2009 _____________________
I marts måned var det Jem’s seneste udspil Down To Earth, der lå højest på playlisten. Overordnet set synes jeg faktisk ikke, at det er et vanvittig godt album, men det holdt da måneden ud (har nu ikke hørt det meget siden). Favorit-sangen var følgende:
Jem – I always knew
_____________________ APRIL 2009 _____________________
Jeg købte ikke et eneste stykke musik i april (BSB med Everybody! og Peter Andre med Mysterios Girl tæller vist ikke som musik), men i stedet blev det mest spillede nummer på min iPod sangen Addicted, som jeg havde anskaffet mig tilbage i januar men aldrig rigtig lyttet til. En sen aften i januar fandt jeg nummeret helt uimodståeligt – hvilket jeg efterfølgende ikke rigtig forstod, når jeg lyttede til det igen. På en gåtur, hvor jeg ikke kunne skifte nummer, faldt jeg over sangen på ny og pludselig kunne jeg se, hvorfor jeg oprindelig havde trykket “køb nu”…
Waldeck – Addicted
_____________________ MAJ 2009 ______________________
Jeg har skrevet om det før her på bloggen, og for mig er og bliver Russian Red’s “I love your glasses” lydsporet til Twilight-sagaen. Jeg kan stadig huske følelsen af at ligge på en seng i Finland med “Just like a wall” på Bianca, og læse om Bella, Edward og Jacob og være helt i en anden verden. Jeg husker særligt scenen med teltet, hvor Jacob og Edward får sig en snak – det er intet mindre end genial!
Russian Red – Just like a Wall
____________________ JUNI 2009 _____________________
2009 var også året, hvor jeg udforskede nogle af mine favoritters ældre materiale. I gemmerne på iTunes faldt jeg over Ben Folds Five, vis musik på mange måder ikke helt kunne måle sig med Ben Folds senere udgivelser. Dog var der en enkelt perle imellem… Best Imitation of Myself… Ikke nok med at melodien er catchy, så er teksten også rent fænomenal!
Ben Folds Five – Best Imitation of Myself
_____________________ JULI 2009 _____________________
I 2009 kom 80′ernes lyd tilbage på godt og ondt – for det meste ondt… Men én, der gjorde det blændende, var La Roux som har frembragt et album, jeg helt sikkert også vil skamlytte til om fem år. Welcome to the 80′s – komplet med beats, pink himmel, palmetræer og dansende silhouetter…
La Roux – Quicksand
____________________ AUGUST 2009 ____________________
Juli var også måneden, hvor Lisa Ekdahl’s seneste album udkom. Hun er en af de få kunstnere, hvor jeg roligt tør købe albummet uden en forudgående gennemlytning, for kvaliteten har endnu ikke svigtet. Hendes milde sange måtte imidlertid vige pladsen for La Roux’s smækre beats, så Lisa fik først en ærlig chance i august, hvor denne sang blev spillet uafbrudt…
___________________ SEPTEMBER 2009 __________________
Det var en dejlig lang sommer, og hvordan kunne man bedre fejre det gode vejr end til tonerne af Regina Spektors klaver?
Regina Spektor – Folding chair
____________________ OKTOBER 2009 ___________________
Hjemme i hustanden er fredagen for det meste den ugedag, der er forbeholdt den totale afslapning. Efter en lang uge på arbejdet er det rart bare at kunne smække benene op og slå hjernen fra – og hvad er bedre til det formål end et afsnit af Vild med Dans. Ja, ja, jeg ved det, men jeg skammer mig altså ikke! Da Vickie Jo og Casper dansede hen over skærmen i program 6 var det til tonerne af VV Brown’s Crying Blood, som jeg med det samme forelskede mig i. Min kæreste synes, den lyder som et sørgeligt levn fra 60′erne, men det er jo op til hver enkelt at bedømme…
___________________ NOVEMBER 2009 ___________________
Det var en kedelig eftermiddag, der fik mig til at strejfe planløst rundt på iTunes, hvor jeg faldt over en finurlig pige med en finurlig sang. Jeg kan ikke helt bestemme mig, om det er pop, jazz eller cirkus-musik – i alle tilfælde faldt det i min smag, og svenske Miss Li blev straks added til min playliste…
Miss Li – Dirty Old Man
___________________ DECEMBER 2009 __________________
Meget kan man sige om tv-serien True Blood, der har kørt på zulu i 1½-månedstid, men serien har DE fedeste opening credits – og introsangen er også bare genial! Den hører næppe til min vanlige stil, og det tog da også nogle afsnit af True Blood, før det gik op for mig akkurat hvor genial, den er. Men nu ved jeg det, og Jace Everett har optrådt flittig på Bianca her i december…
Jace Everett – Bad things
Det var, hvad jeg lyttede til i 2009… Hvad med dig?
Twilight sagaens tredje bog blev fortæret på diverse hotelværelser; mig træt efter dagens strabadser med sightseeing eller kursusaktivitet. Når tusmørket sænkede sig, krøllede jeg mig sammen på sengen med bogen knuget i hænderne, og som akkompagnement havde jeg Russian Red‘s album I love your glasses, der flød ud af højttalerne på min iPod.
Meget hurtigt blev albummet – og særligt nummeret Just Like A Wall – synonym med “Eclipse”, og i mit hoved er det simpelthen soundtracket til filmen. Så er den klaret!
Jeg har senere forsøgt at lytte til albummet, nu hvor jeg læser “Breaking Dawn”, men af en eller anden grund passer teksterne og stemningen slet ikke til den bog – her må jeg vist finde et alternativt soundtrack. Nogen gode forslag?
“And I forgot to call you
This is just what I do
And you stand there just like a wall
That I can’t even try to talk to you”
Jem’s første album Finally Woken tilhører stadig gruppen af favoritter i min cd-samling. Det var derfor nærliggende for mig at investere i hendes seneste kreation Down to Earth, som jeg tilfældig stødte på ved en omgang random surfing på iTunes. Ved første gennemlytning blev jeg ikke overbevist om albummets genialitet. Dog vinder det ved gentagelsen, og efterhånden er jeg blevet overvundet. Down to Earth kommer helt sikkert til at blive en klassiker på min ipod, den kommende tid.
Trackliste og review:
1. Down to Earth Albummets første nummer har den klassiske “Jem-sound”, som også karakteriserede hendes forrige album Finally Woken. Bortset fra den østerlandske inspiration i omkvædets guitarspil kunne Down to Earth faktisk meget vel have været et track på Finally Woken.
Nummeret overrasker ikke, hvilket gør det til en god start på det nye album. Man føler sig med det samme tryg, og glæder sig til at høre de resterende sange.
2. Crazy Dette er – efter min mening – et at albummets stærkeste numre. Stilen er funk med rødder i 70′erne, men med et moderne twist. Overgangen mellem de to sange er glidende trods stilskiftet, for der er en vis kontinuitet i sangenes instrumentale udtryk. Crazy giver mig lyst til at springe ud på dansegulvet og “boogie” – eller måske blot bounce lidt på kontorstolen i mangel af dansegulv :)
3. I want you to… Endnu et stilskifte finder sted i sang nummer 3, I want you to… , hvor det er de latinamerikanske rytmer har taget over. Endnu engang formår Jem at tilpasse genren sin egen stil, så nummeret passer fint ind blandt resten. Jeg synes dog ikke, at nummeret har meget nyt at byde på. Den latinamerikanske inspiration virker på udvalgte steder påtaget, og selv om Jem forsøger at friske stilen lidt op, lykkes det aldrig rigtig.
4. It’s amazing Mange af jer (mig selv eksklusiv) har formentlig allerede stiftet bekendtskab med denne sang i Sex and the City – The movie. Det første jeg tænkte, da jeg hørte den var: “Sig mig! Har jeg ikke hørt den før?” – og det var ikke fra SatC… Nej, Jem er hoppet med på øko-bølgen og har valgt at være CO2-besparende og genbruge lidt materiale fra tidligere. Er der andre end mig, der kan høre omkvædet fra They i It’s amazing? Det vil jeg imidlertid ikke bruge imod hende, for der er kommet et ganske glimrende nummer ud af det.
5. Keep on walking Ligesom Down to Earth minder denne sang i stil utrolig meget om numrene på albummet Finally Woken. Hen mod nummerets afslutning istemmer imidlertid et gospelkor, der giver sangen lidt nyt liv. Desværre er korets rolle minimal; Det kunne have været interessant at se, hvad der var kommet ud af det, hvis koret havde fået lidt mere tid. Keep on walking er et godt nummer, dog uden de store overraskelser.
6. You will make it Albummets første ballade. Gennem sangens første halvdel akkompagneres Jem udelukkende af et klaver, hvilket er et effektivt instrument til at få skabt den følsomme stemning. Som nummeret skrider frem, opbygges melodien med violiner og korsang, hvilket på en måde er en skam. Verden har i forvejen for mange svulstige ballader. Jeg synes, at nummeret klart fungerer bedst i de helt simple passager - med undtagelse af Jems spoken word henimod sangens slutning, der også fungerer ganske glimrende.
7. I always knew Endnu et klassisk Jem-nummer; og så alligevel ikke… Jeg faldt øjeblikkelig for denne sang uden dog at kunne forklare hvorfor. Der er intet nyt i sangen, og den skiller sig ikke ud fra så mange af de andre R&B-inspirerede numre, der dagligt spilles i radioen. Men den har alligevel vundet mit hjerte.
8. Got it good Main-stream pop findes der også på Down to Earth, og det i form af nummeret Got it good. Hyggeligt nummer i den lette genre. Bringer minderne tilbage fra min fortid med Take That og Boyzone. Det bliver formentlig aldrig en af favoritterne, men den egner sig fint til en hyggelig stund på altanen, i solen med en god bog.
9. Aciiid! Albummets niende nummer er den elektroniske “Aciiid!”, der i stilart minder om et mash-up af Britney Spears’ “Toxic” og Ida Corr’s “Let me think about it” – dog uden at komme på højde med nogen af førnævnte. Sangen er ensformig, og selvom den har en tunge bas er beatet ikke særlig dansevenligt, hvilket trækker ned i det samlede pointantal.
10. How would you like it Jem forsøger sig med at lidt mere rocket udtryk i dette nummer, hvilket klæ’r hende ganske glimrende. Hendes stemme har netop dén kant, der passer fint til genren. Det er ikke et banebrydende pop-rock nummer, men et godt bud, som helt sikkert vinder ved nærmere bekendtskab.
11. And so I pray Dejligt pop-nummer, der formentlig kommer til at bebo min “afslapnings-playliste” sammen med Jewel, Sarah McLachlan, Kathryn Williams og Tori Amos. Når jeg lytter til And so I pray kan jeg mærke roen brede sig fra mine ører gennem resten af min krop. Er man til blød pop, er dette en dejlig sang – er man ikke, skal man nok gå udenom, da den godt kan virke lidt sød-suppe.
12. On top of the world Af uforklarlige årsager siger dette nummer mig ikke ret meget. Det virker lidt ujævnt og ensformigt, og minder mig lidt om Spice Girl’s sidste krampetrækninger.
13. Forever and a day Endnu et hyggeligt nummer, hvor det denne gang er Jem og guitaren, der er i fokus. Jeg bliver bare glad af at lytte til denne sang, og kan nærmest allerede forestille mig grønt græs, udsprungne blomster og strålende solskin. Forever and a day er et helt traditionelt pop-nummer, og overlever formentlig ikke længe på min repeat-liste – dog får den lov til at komme på besøg der for en stund… Foråret er på vej!
Det er altid lidt af en balancekunst for kunstnere med så mange musikalske år på bagen, at skrue et set sammen, der tillader dem at spille de nye numre, samtidig med at klassikerne ikke udelades – for som oftest er det de gode gamle, publikum kommer for at høre. Det er sørgeligt men sandt.
Anne Linnets koncert i Tivoli var et eksempel på perfekt udført balancegang. Publikum fik en god rundtur blandt de populære numre fra 80′erne - Venus, Barndommens Gade, Glor på Vinduer - og fik krydret blandingen med nogle stykker sangene fra det seneste album, Akvarium. Blandingen fungerede overraskende godt, idet de nye numre stilmæssigt ikke afviger nævneværdigt fra det gamle materiale. Ved at spille sine gamle sange, fik Anne Linnet med det samme publikum på sin side, og det var derfor en enkelt sag at få folk til at synge med og vifte med arme og ben. Resultatet var en levende koncert-oplevelse af den bedste slags!
Forrige sæson var jeg i Tivoli, da Lis Sørensen gav koncert, og desværre begik hun den fejltagelse at have alt for mange “ukendte nyheder” på set-listen. Publikums reaktion var en utålmodighed, der efter få numre gik over i begyndende irritation. Lis Sørensen gjorde det godt på scenen og kæmpede en kamp for at holde gang i den modvillige menneskemængde, men hun fik kun meget lidt feedback.
Denne oplagte fælde, faldt Anne Linnet heldigvis ikke i. Og resultatet var et brag af en koncert, der med sikkerhed ryger direkte på top-5 over de bedste koncerter, jeg nogensinde har været til! Meget bedre bliver det ikke!
Lige fra jeg hørte de første toner af JaConfettis første single, Hold Nu Kay, har jeg været lidt fascineret af de to tøser og deres skæve vinkel på verden. Deres musik er finurlig og catchy – og meget anderledes, end hvad man ellers falder over…
… Og det samme kan siges om deres koncert på Pantomime Teatret i Tivoli i fredags, da JaConfetti holdt deres helt egen fest under åben himmel, hvor der var dømt konfetti, farvestrålende kostumer og skøre dancemoves.
Koncerten varede kun omkring de 30 minutter, men da duoen kun har udgivet et enkelt album kom det aldrig til at føle, at noget manglede. Alle radioen uundgåeligt hits blev spillet. Med melodiernes tunge rytmer og det høje humør, der strømmede ud fra scenen, kunne man simpelthen ikke lade være med at blive trukket ind i JaConfettis psykedeliske univers. Pigerne formåede at få den meget blandede publikumskare til at swinge med, selv om festen aldrig for alvor kom udover scenekanten. Det var tydeligt, at Ane og Josephine holdt deres helt egen fest, hvor vi andre aldrig rigtig blev inviteret.
Jeg tror, distancen formentlig skyldtes, at publikum af begge køn aldersmæssigt strakte sig fra 1-75 år, og at det for en dels vedkommende var tilfældet, at deres musiksmag lå langt fra det, der strømmede ud af højttalerne fra Pantomime Teatret. Af denne grund kom der aldrig rigtig liv i masserne, og det blev aldrig rigtig legitimt at danse grimt sammen med duoen på scenen.
Alt i alt, var det en ganske fed koncert-oplevelse, men jeg tror, at JaConfetti først rigtig kan nydes i selskab med fans – eller alternativt sammen med en masse fulde mennesker i højt humør. Uden eksterne hæmsko ville festen rigtig kunne blive sparket igang, og vi ville allesammen kunne svæve rundt JaConfettis regnbuefarvede univers af kærlighed, candyfloss og hundehvalpe.
Jeg fik øjnene op for den franske sangerinde, Emilié Simon allerede i 2006, hvor jeg tilfældigt stødte på musikvideoen til nummeret “Desert”. Den underfundige video af Emilié som kludedukke, der blomstrer og bliver voksen, fascinerede mig fra første øjekast, og den ledsagende melodi fik mig til at se den lille historie om og om igen.
Dette er dog ikke det eneste kunstværk Emilié Simon har bedrevet. Ovenfor kan du nyde videoen til nummeret “Fleur de Saison”, som har hjemsøgt min iPod de sidste par dage. Smukkere kan det ikke blive.
Engang i fordums tider var en af mine favorit-beskæftigelser at finde ny musik. Ikke nødvendigvis ukendt musik, for mange af mine bedste fund blev gjort på bibliotekets støvede hylder, hvor valget af cd’er til hjemlån faldt ganske tilfældigt efter en sjov album-titel eller et flot cover. Senere kom der dette hersens nymodens noget kaldet internettet, og med det fulgte myspace.com , musik-blogs og kunstner-sider med gratis downloads. Jeg havde fundet en legeplads i himlen! Min samling af (ganske lovlige) mp3′ere er stor og fyldt med musik, som ingen i min omgangskreds nogensinde har hørt om. Dette beværliggør unægtelig også spørgsmålet, der altid stilles på et tidspunkt i løbet af et bekendtskab: Hvilken musik hører du? Svaret “Du kender det sikkert ikke” er en smule flabet, men en opresning af de cd’er fra min samling, som folk rent faktisk kender, giver bestemt ikke et retvisende billede, når der er tale om kunstnere som Kylie Minogue, Sugababes, Jewel, No Doubt, Garbage m.m.
Korrektion: Sådan plejede det at være. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at jeg er gået hen og er blevet konform. Efterhånden strækker mine musik-eventyr sig til et besøg på iTunes liste over “Top Songs”, som jo bekendt regeres af, hvad der spilles i radioen. Og hvis man leder efter den nyeste single med Britney Spears, har man fundet det helt rigtige sted. Min personlig musik-smag og min musik-samling er efterhånden blevet fortyndet med en stor portion letkøbte pop-hits, og snart vil jeg kunne citere download top 100, når folk spørger til min yndlingsmusik.
Og dog… Lidt fornyelse har der været; De Sorte Spejdere har i den forgangne måned beriget mig, ved at føre mig til den svenske gruppe Standfast… Sangen Carcrashes, som jeg faldt for, har jeg ikke været i stand til at opdrive, men så har jeg ladet mig nøje med deres album Beneath and Beyond, som ved første gennemlytning virker ganske lovende. En engle-blid ryst og en indie-pop-folk baggrund, der er som alt det andet og alligevel så forskellig med det middelalderlige islæt. Standfast førte mine tanker tilbage til et af de allerførste numre, jeg dowloadede fra internettet; nemlig SambassadeursRead between the lines… Og den er der i hvert fald ingen i min omgangskreds, der kender, så måske er der håb for mig endnu…
Subscribe
