Når jeg først kommer mig over mit traume med, hvor synd det er for mig, at jeg ikke må spise søde sager, finder jeg gang på gang ud af, hvor godt jeg egentlig får det, når jeg holder mig fra det usunde stads.
For første gang i lang tid har jeg ikke ondt i maven efter hvert måltid, og min fordøjelse begynder at klare op igen efter en længere håbløs periode. I dag var første dag i ca. 3 måneder, hvor jeg er vågnet før uret og har følt mig nogenlunde frisk. Det burde med al tydelighed fortælle mig, at jeg gør et eller andet rigtigt.
Men hvorfor skal det så være så svært?
Det virker som topmålet af stupiditet at fylde sig med ting og sager, som man ved, med sikkerhed vil få en til at få det dårligt – ikke bare om 30 år som følge af en livsstilssygdom, men nu og her i form af ondt i maven og uendelig træthed. Alligevel vil jeg vædde min gamle hat – hvis jeg da havde en – på, at små lækkerier igen snige sig ind i diæten igen, når sukkerafgiftningen er slut.
Det er særligt i sociale sammenhænge, at det bliver en vanskelig kamp, for af en eller anden grund, er hygge og sukker tæt forbundet i den danske kultur. Nødning er også et udbredt fænomen, så det er ikke nok at holde fingrene fra faddet og sige nej en enkelt gang, næh, man skal være standhaftig og sige nej både anden, tredje og sådar endda måske også fjerde gang. Er blodsukkeret lavt, er den opgave næsten umulig!
Og så er der også en problematik, jeg vist må tage på egen kappe: Hvis vi er hos familie og venner og spise, bliver indtagelse af dessert i mine øjne næsten en pligt – for de har jo gjort sig umage med at forberede det. Så kan man jo ikke sige nej! (Jo, det kan man godt, jeg ved det – det er bare svært!) Da vi ofte er ude at spise, er dette nok en af hovedårsagerne til, at kiloene sniger sig på år for år…
Subscribe

