Når jeg først kommer mig over mit traume med, hvor synd det er for mig, at jeg ikke må spise søde sager, finder jeg gang på gang ud af, hvor godt jeg egentlig får det, når jeg holder mig fra det usunde stads.

For første gang i lang tid har jeg ikke ondt i maven efter hvert måltid, og min fordøjelse begynder at klare op igen efter en længere håbløs periode. I dag var første dag i ca. 3 måneder, hvor jeg er vågnet før uret og har følt mig nogenlunde frisk. Det burde med al tydelighed fortælle mig, at jeg gør et eller andet rigtigt.

Men hvorfor skal det så være så svært?

Det virker som topmålet af stupiditet at fylde sig med ting og sager, som man ved, med sikkerhed vil få en til at få det dårligt – ikke bare om 30 år som følge af en livsstilssygdom, men nu og her i form af ondt i maven og uendelig træthed. Alligevel vil jeg vædde min gamle hat – hvis jeg da havde en – på, at små lækkerier igen snige sig ind i diæten igen, når sukkerafgiftningen er slut.

Det er særligt i sociale sammenhænge, at det bliver en vanskelig kamp, for af en eller anden grund, er hygge og sukker tæt forbundet i den danske kultur. Nødning er også et udbredt fænomen, så det er ikke nok at holde fingrene fra faddet og sige nej en enkelt gang, næh, man skal være standhaftig og sige nej både anden, tredje og sådar endda måske også fjerde gang. Er blodsukkeret lavt, er den opgave næsten umulig!

Og så er der også en problematik, jeg vist må tage på egen kappe: Hvis vi er hos familie og venner og spise, bliver indtagelse af dessert i mine øjne næsten en pligt – for de har jo gjort sig umage med at forberede det. Så kan man jo ikke sige nej! (Jo, det kan man godt, jeg ved det – det er bare svært!) Da vi ofte er ude at spise, er dette nok en af hovedårsagerne til, at kiloene sniger sig på år for år…

Efter at have haft sat slankekuren på vågeblus, er det vist på tide igen at puste til flammen. Nu er der kun 2½ måned til brylluppet, så hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbninger om at få smidt nogle kilo inden, skal jeg til at sætte fut i gløderne.

I dag på arbejdet har jeg atter lyttet til videoerne fra Naturlig Slankekur, som jeg stadig synes, er en god måde at tabe sig på, og som samtidig giver en rigtig god motivation. Programmet er bygget op af moduler, som tilsammen skal hjælpe en på vej mod vægttabet.

Det første modul drejer sig om at bygge et fundament, så kuren ikke bliver et evigt slagsmål, hvor man erklærer krig mod alle fronter: Sukkeret, fedtet, motionen osv. I disse dage gælder krigen sukkeret, hvilket vil gøre hele kuren så meget lettere, hvis man ikke er sukker-holiker. I de næste dage må jeg derfor ikke spise noget sødt eller noget, der smager det mindste sødt, jeg skal drikke 3 liter vand dagligt og foretage 3 x 10 dybe vejrtrækninger om dagen.

Den store udfordring i dag har været, at cheferne gav ferie-is i formiddags. Kage, småkager og en del slik har jeg normalt ingen problemer med at holde mig fra, hvis jeg strammer mig an, da jeg i virkeligheden ikke bryder mig særligt om det. Der er det kun mit blodsukker, jeg skal have under kontrol.  Men med is er det en anden sag, for det er en af mine svagheder. Jeg elsker is! I dag var da heller ingen undtagelse, og naturligvis måtte jeg smage en lille skefuld af hver slags, lidt frugt og vafler. Det er altid fristende at udskyde kuren, men i stedet for at falde i hullet og udskyde kuren til imorgen, udskød jeg den i dag i stedet til efter frokost.

Min morgenmad i morges faldt i forvejen heller ikke indenfor kurens rammer, da den bestod af jordbær/hindbær-yoghurt, hvor sukker er nr. 2 på varedeklarationen – skræmmende, at man i DK tilsyneladende ikke kan få noget frugtyoghurt der ikke er pumpet med sukker. Jeg må hellere igang med A38 og stykker af frisk frugt, eller gå tilbage til mine elskede smoothies igen – men først efter sukkerafgiftningen, for frugt er faktisk også på fy-listen de næste tre dage. Kun grøntsager dur – og gulerods/agurkesmoothie tror jeg ikke på, har nogen fremtid blandt min morgenmad :)

Nu er min kur imidlertid startet igen, så ønsk mig god arbejdslyst!