Torsdag d. 7/7 – 2005,
Aftenen tirsdag havde vi planlagt at gå i byen – vi ville finde en pub og få en drink eller to. Om eftermiddagen, da vi var på vej hjem fra dagens udflugt, var det begyndt at regne, og da vi ikke havde paraplyer med, blev vi ganske våde! Det var i sandhed en kold og klam oplevelse – eller koldt var det i virkeligheden ikke. Men i hvert fald, om aftenen ville vi i byen, og vi havde fundet et sted på kortet, som vi gik efter. Vi vandrede og vandrede, men tilsyneladende var alt mere eller mindre dødt i miles omkreds. Til sidst gav vi op og fandt os et sted, der havde åben. Her drak vi en Amaretto Sour (en drink, der smagte fantastisk), sludrede og hyggede, før vi satte kurs tilbage til hotellet. Vi havde klædt om, og jeg var derfor iklædt nederdel og sorte klip-klappere med siv-såler. Da vi var begyndt at bevæge os hjemad, stod regnen ned i stride strømme, og selvom vi havde lært af tidlige tiders fejltagelser og havde taget paraply med, kunne det ikke undgås, at ens fødder blev bare en tand våde! Hele vejen tilbage til hotellet gik jeg bogstaveligt talt og soppede i den ene vandpyt efter den anden. Ikke nok med det, viste det sig efter 20 minutters gåtur, at vi var vandret i den forkerte retning (!), så vi fik en meget lang tur hjem! Hele vejen skiftevis morede jeg mig kosteligt over det komiske i situationen, mens jeg samtidig var panikslagen og mumlede et mantra lydende på “Jeg vil ikke være syg – jeg gider ikke have blærebetændelse igen!” Langt om længe nåede vi hjem, blev tørre, og skyndte os ellers i seng. Lidt af en oplevelse!

kl. 15:40,

Gårsdagen gik med at udforske den romerske fortid Budapest jo bærer på. Vi tog en taxa op til Aquinarium, der er ruinerne af en gammel romersk civil-by. Det var lidt som at gå på opdagelse blandt ruinerne, at gå rundt på stedet. Det eneste, der manglede, var en lidt mere fantastisk udsigt til naturen end til en befærdet vej. Mette havde glad og fro berettet, at der var en plads, hvor ellipse-delen var større end den tilsvarende i Colosseum. Da vi nåede frem kiggede vi undrende, for der var vist noget vi havde misforstået… Enten var Colosseum ikke større, end at det kunne ligge hjemme i baghaven – eller også var dette ikke stedet… Vi begyndte da at lede efter noget, der kunne være føromtalte bygning. Efter at have vandret lidt ned ad gaden, spottede vi et mere eller mindre forladt område, der kunne være Budapest’s Colusseum. VI lagde ud med at vandre oppe langs med muren, indtil vi fandt ud af, at den vej altså endte blindt. Heldigvis kunne man komme ned, for ellers havde det været en irriterende tur tilbage. Men ned kom vi, og ind i den store sten-konstruktion, der så øde og forladt ud. Havde det ikke været for de to drenge på cykel og den store mængde affald, der bevidste noget andet, skulle man tro, at der ikke havde været mennesker i årevis. På trods af stedets blegnede skønhed, var det ikke den bygning vi egentlig søgte. Dog var dette monument væsentlig større end det forrige, vi så, men et helt Colosseum var det ligegodt ikke! Vi kørte videre derfra med bus, ned til en idyllisk plet, der lå skræmmende tæt på den store vej. Vi udforskede området på jagt efter de sidste rester af den romerske kultur. Det blev til en del mure og andet godtfolk, som ikke nævnes særskilt, før min udmattelses-tærskel var nået. På det punkt manglede jeg dog stadig at se en stor del af Mettes vel-lagte program. Først marcherede vi støt i retning mod Herkules-gulvene, som vi bare ikke kunne finde! Vi ledte, holdt udkig, men var lige ved at opgive, da vi kom til en massiv række boligblokke. Her kunne det da umuligt være?! På daværende tidspunkt ville det have været en ren velsignelse, om nogen var kommet og havde kappet mine fødder af med et skarpt instrument. De havde udviklet sig til et rent smertehelvede. Mine lægge og lår kunne godt stå distancen, men de begyndte at komme med små irriterende remindere om, at de også var en del af min krop – en utilfreds del! Af desperation og intet andet foreslog jeg, at vi gik ind og kiggede mellem boligblokkene, for vi var, hvor kortet sagde, vi skulle være. Det gjorde vi så, og derinde stødte Mette på samlingen bestående af en række mosaik-gulve. Man kan kun undre sig over, at nogen har lagt så megen tid (og sjæl) i at skabe et gul. Det er da lige værd at tænke over i et minuts tid. Det faktum, at vi rent faktisk fandt gulvene, gjorde mig venligt stemt for at jage efter det virkelig ‘ellipse-større-end-colosseum’-monument. Dette skulle dog vise sig at være en endnu vanskeligere opgave end først antaget… Vi travede og vandrede og gik og snublede (… 20 sider senere) og humpede og stavrede og gik lidt mere inden min blære måtte melde pas og kræve en afstikker. Heldigvis var vi udfor en skov, da det skete, og vi skyndte os i læ af den for at finde et sted. Skoven var velbesøgt, så det var ikke helt nemt at finde et uforstyrret sted. Igen ud af desperation søgte vi tilflugt bag en lille bygning, hvor vi lettede trykket på vores blærer. Bagefter fandt vi ud af, at der ikke så langt væk rent faktisk sad en mand, men han forstod jo nok ikke dansk og lagde sig i hvert fald ikke mærke med noget! Nu med frisk mod genoptog vi jagten på monumentet, som det på mirakuløs vis lykkedes og at finde…

Denne gang var det bestemt muligt, at den ovale grundflade var større end Colosseums. Det var et overordentlig smukt sted, hvor intet ville være bedre end at lægge sig på de glatte sten med den skønne udsigt og lade solen varme ens krop – eller at befinde sig ude midt på den smukke græsplæne omgivet af stenmurene. Her gjorde turens andet firben os selskab – og hvor er det bare et smukt dyr! Et kæle-firben ville bestemt ikke være af vejen :o) Efter besøget tog vi tilbage på hotellet, tog fodbade i håndvasken (lidt af en akrobatisk accomplishment) og nussede om vores vabel-logerende fødder. Husk at ære dine fødder, de har fortjent det :o)

Aftenens plan var, at besøge en af broerne og se solnedgangen over Moderfloden. Der var imidlertid temmelig overskyet, så vi besluttede i stedet af se Gül Babas gravkapel. Vi fulgte skiltene (de der turist vejvisere) hen til en vej, der var så lodret som en vej kan være og alligevel være en vej. Det er en historie I får lidt senere, mine små venner, da min hånd i skrivende stund er ved at udvikle skrivekrampe… Ses lidt senere med beretningen om Gül Baba og denne dags hændelser.