Mandag d. 11/7 – 2005,kl. 12:00,
Sidder p.t. i lufthavnen og venter på at kunne cheke ind. Synes derfor lige, der var tid til at fortsætte beretningen… Vi tog hjem fra Summer Club tidligt på natten – husker ikke det præcise tidspunkt (lidt over 1?) Vi tog en taxa, og chaufføren sludrede løs. Det viste sig nemlig, at han havde været i Danmark, og han underholdt os med historier om, at han havde været i Frederikshavn og Vejle og havde handlet i en Føtex og en hel del andre (u)fascinerende ting og sager. Men hjem kom vi.

Næste dag var et planen, at vi skulle i et af de berømte bade, der er på egnen. Vi havde pakket badetøjet ned, og tog bussen op mod bjerget, hvor vi havde en forventning om, at bade i en grotte. Da vi kom derop viste det sig dog, at det kun var en grotte, og man kunne bestemt ikke bade der (der bar mere end bare almindelig koldt!). Vi tog i stedet på grotte-udforskning i de dybe huler. Det, det allerførst mindede mig om, var ‘Alone in the Dark: The New Nightmare’, som jeg sad og spillede i dagene op til afrejsen. Carnby og Aline udforsker en gammel indianer-kultur under jorden i en grotte mens de prøver at bekæmpe mørkets væsener. Jeg kommer til at sætte så stor pris på de scener i spillet fremover.
Grotten var gigantisk, kold og våd og formationerne havde de mærkeligste former. Det var næsten som at stige ned i en helt ny verden, en ny og anderledes verden. Efter turen rundt i hulen droppede vi at tage videre til badet, for nu var en stor del af dagen passeret. I stedet drog vi af sted mod det lokale shopping-område. Mærkelig nok var der ikke mange butikker, der havde valgt at holde åben. Så meget shopping blev det ikke til, en enkelt bluse. Om aftenen tog vi ned til den lokale irske pub. Her var der rugby-kamp på tv (fra panorama-viewet over banen antog jeg det først for at være fodbold – hvad ved jeg? – men Mette fik hurtig rettet mig, da hun rent faktisk har datet en rygby spiller for nogle år tilbage). Her fik en drink (den såkaldte Summer Fresh), mens vi iagttog den gigantiske flok engelske fyre, der hang ud på den anden side af baren. Vi var sådan set ret udasede begge to på det her tidspunkt, så vi endte med at lægge hovedet på puden temmelig tidligt den aften :o)

Næste dag, dvs. søndag, var planen at vi skulle på marked og derefter i det bad, vi var blevet snydt for dagen forinden. Markedet var lidt af en fuser – nogle enkelte boder med legetøj – lidt ligesom et ordinært kræmmermarked, så det var hurtigt overstået. Nu var næste mål at finde føromtalte bad. Vi vandrede lidt omkring i parken og gættede (udfra kortet) på, i hvilken retning vi skulle lede. Vi var, da vi stod af ved stoppestedet, kommet forbi en stor, gul bygning, som vi fejlagtigt tog for at være det museum, vi ikke havde kunne finde ved vores tidligere besøg i parken, men som i virkeligheden viste sig at være netop det bad, vi søgte. Vi kom ind, og fik trukket i bikinien (medbringende vores ‘lånte’ håndklæder, og nej, jeg bliver aldrig listetyv!), og derefter bevægede vi os ned ad gangen gor at finde ud af, hvor vi skulle hen. De var ikke så informative. Oplysninger på andet end ungarsk var der ikke mange af, så det voldte lidt problemer. Men nej, hvor er de bade bare som skabt af Guderne!!! Man kommer ind i den fantastiske gamle bygning, hvor der er de første 30 forskellige bassiner. Der er alt fra 20 grader koldt vand til 40 grader varmt vand. Der er bobler, ingen bobler. Strøm, ingen strøm. Vi prøvede lidt af det hele! Udendørs opdagede vi, at vi rent faktisk befandt os i det bad, der er afbildet på samtlige postkort i byen! I den ene ende af udendørs-arealet var et bad, der var exceptionelt underholdende! I midten af det aflange bassin var to åbne cirkler. I den inderste var sæder langs med kanten og op af dem kom bobler. Når boblerne slukkede begyndte ringen udenom at danne en strøm, der fik folk til at flyde rund i cirklen. Udenfor den yderste cirkel fandtes enkelte metalplader, hvor der ligeledes kom bobler op af. Det første boblebad masserede lårene. Det var ganske behageligt, men boblerne fik vandet til at stå op i søjler, der havde det med at smutte ind i næsen og ørene – hvor som helst det kunne komme til det! Det var mindre fornøjeligt! Pladerne udenfor cirklerne, til gengæld, var en hel anden sag! Det var praktisk taget en fuld kropsmassage. Strålen af bobler var temmelig massiv, så hvis man stod lidt skråt for den og lænede sig baglæns, gav den en helt utrolig dejlig fornemmelse langs ryggen. Lige noget mine trætte muskler kunne bruge!
Efter vores lille udendørs ekskursion gik vi igen indendørs, hvor vi (hey, nu letter flyet!) fandt det meget berømte medicinske bad. Nøj, hvor var det himmelsk. Den prikkende lugt af chlor forsvandt og blev erstattet af en let blomsteragtig duft af noget ganske udefinerbart. Vandet var den behagelige temperatur af 34 grader og det endte med, at vi lå der og dasede (og døsede) i omkring en times tid. Dejligt, kan jeg love jer! Eftersom vi begge lignede to runkne svesker, traf vi det valg, at nu var det vist på tide at komme op af vandet! Da havde vi også ligget i blød i 3 timer! Al den afslapning tog hårdt på kræfterne, så da vi kom tilbage på hotellet blev det udelukkende til afslapning. Da aftenen kom, og vi havde pakket så meget, det var muligt, tog vi ud for at spise. Vi valgte at gentage succesen på en thai-restaurant og også at gentage succesen med den irske pub (hvor vi denne gang nød en enkelt Bailey). Det var tidlig aften, så baren var ikke ligefrem fuld af gæster, men det var jo at forvente :o)

I dag har det så været hjemfrejse-dag. Imorges stod vi tidligt op, idet vi havde en forventning om, at de markeder, der havde været lukket lørdag, ville være åbne på en almindelig mandag. Men næ nej, det var voldsomt svært at finde en eneste butik eller noget, de havde lyst til at holde åben før kl. 10:00 – selv det meget præcise tidspunkt var lidt svævende idet adskillige af dem stadig ikke åbne, da klokken var 10:15. Tidsbegreber er ikke noget man rigtig forholder sig til i Ungarn. Så souvenirs fik vi ikke rigtig investeret i, havde planer om at ordne det i lufthavnen, men det var da nogle ganske vanvittige priser de holder sig! Adskillige euro for nogle ubetydelige småtterier! Det er da ligegodt utroligt!
Vi kom til lufthavnen med mini-bussen – en tur på ca. 45-60 minutter, der var ren tortur for mig, da jeg inden afgang havde drukket adskillige liter vand. Jeg har godt nok aldrig hørt om en sprængt blære, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det ikke kan ske :o)
Lige nu sidder jeg i flyveren – der er turbulens, hvilket er møg-irriterende, men sådan er luftfarts-livet jo. Der har også været dramatiske højdeskift, der har moret sig med at lave uorden i trykket i mine øre, men takket være den geniale opfindelse kaldet ørepropper, er jeg da ikke i et sandt smertehelvede, som jeg ellers plejer.

Det er planen, at hele flyveturen skal bruges på at skrive, så nu er det tid til et recap af, hvad jeg har misset i løbet af skrivningen… Bla. tror jeg ikke, t jeg overhovedet har nævnt vore tur i byparken om onsdagen. Midt i byparken ligger en aflang sø, og ud til denne sø finder man det sødeste lille hus – lidt i en slags selvbygget stil – der huser Restaurant Robinson. Bagved huset, på den anden side af broen, er et smukt hvidt hus, som vi ikke helt kunne finde meningen med. Men det smukkeste ar ganske uden tvivl slottet bygget i flere forskellige stilarter. Det var blevet bygget i anledningen af en stor århundred-fest, hvor det skulle illustrere Ungarns arkitektoniske udvikling. At træde ind gennem porten og ind i gården, var som at træde ind i en anden tid – jeg er klar over, det er ved at blive en ren cliché, så meget som jeg har skrevet det, men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed! Dette var Camelot (eller måske snarere Tentacle?) – flot borg med tårne og spir, bro, port og eget lille kirkekammer. Det var lige sådan et sted, jeg kunne tænke mig at tilbring mit liv. Smuk natur, smuk arkitektur – og en fredfyldt sjæl. Jeg sidder helt og flyder hen i tankerne om mit fantastiske liv på slottet – ikke som prinsesse eller noget, Gud bevares, men som mig selv, som jeg er nu, men med et strejf af noget forunderligt…

En anden ting, der har undgået at komme med i denne bog er fredagens besøg på selve slottet i Budapest. Ikke, at jeg rigtig ville kalde det et slot, i min verden er noget med den type arkitektur et palæ, noget i stil med Darcy’s Pemberley fra P&P. Det er ikke et slot, men en særdeles imponerende bygnings-konstruktion.

Er der andet, jeg har forsømt at nævne… Det må der vel næsten være. Hvad det er, er jeg dog i skrivende stund ikke klar over. Men jeg vender tilbage, hvis jeg kommer i tanke om det. Nu vil jeg så nyde resten af flyveturen i selskab med Minette Walters’ ‘En velbevaret hemmelighed’ :o)