Tag: serie anmeldelse

Battlestar Galactica – 4. sæson

Jeg kom pludselig til at tænke på, at jeg aldrig nåede til at skrive min anmeldelse af Battlestar Galacticas fjerde og sidste sæson. Efter tredje sæson tilbad jeg BSG, og jeg havde derfor store forventninger til efterfølgeren.

De første afsnit skuffede. Tredje sæson sluttede med et så stort klimaks, som slet ikke blev fulgt tilstrækkeligt op – de første afsnit slæbte sig afsted uden det momentum, der ellers var skabt. De fire cylons indre kamp og kamp for at holde deres identitet skjult var højdepunkter for mig, men desværre fik andre storylines alt for meget screentime i forhold (her tænker jeg særligt på Kara, som jeg fortsat fandt irriterende og uvedkommende). Jeg skal dog være den første til at indrømme, at Karas historie ikke er forgæves, da den fører til en del interessante problemstillinger. Uden at afsløre for meget for kommende seere af BSG, opstår der krig blandt cylonerne, hvilket fører til at den ene fraktion allierer sig med Galactica.

Serien afsluttede med en række uforudsete twists, som jeg i min forudseenhed rent faktisk havde set komme. Jeg havde faktisk tænkt tanken allerede i slutningen af anden sæson da fortidens genstande ikke lignede vores fortids, men samtidig så for gamle ud til at ligne vores fremtids. Jeg forkastede delvist teorien og glemte den så igen, da tredje sæson handlede om så meget andet. Skægt at jeg havde gennemskuet dele af plottet uden selv at vide det.

Fjerde sæson af Battlestar Galactica genoptager hele temaet om videnskab vs. religion, og slutningen er en direkte kommentar til samfundet. Selvom slutningen er fascinerende, synes jeg lidt, serien modsiger sig selv, hvilket er en smule utilfredsstillende. Jeg sidder lidt tilbage med følelsen af, at serien lige burde tage en tur til og samle op på de sidste tråde i stedet for at købe sig fri med simple tricks som engle og andre deus ex machina – kan man ikke finde på andet, kan en engel jo altid lige flyve ind og redde situationen. For meget blev efterlade uforklaret i slutningens forklaring. Muligvis er den åbne slutning ment filosofisk, men selvom den bestemt giver stof til eftertanke, kunne jeg godt have ønsket mig fakta på bordet.

Battestar Galactica – 3. sæson

Til trods for at mine følelser har været noget kølige tidligere (se BSG1 og BSG2), er jeg nu parat til at erklære Battlestar Galactica min uforbeholdne kærlighed!

Menneskeheden har koloniseret planeten “New Caprica” og har levet i fred og fordragelighed, indtil cylonerne finder dem og besætter planeten. Præsident Baltar samarbejder med cylonerne, og det samme gør en række mennesker, der melder sig til politistyrken. En række af vore helte – heriblandt Anders, Tyrol og Tigh – er derimod en del af en hemmelig modstandsbevægelse, der forsøger at slå den besættende magt ned.

Den første del af sæsonen, der foregår på New Caprica, behandler en række af de problematikker, der er klassiske i forbindelse med krig og besættelse – mange af begivenhederne: modstandsbevægelsen, politistykerne og razziaerne i gaderne leder tankerne hen på 2. verdenskrig, mens andre emner så som selvmordsbomber ufravigeligt leder tankerne hen på mere nutidige begivenheder. Jeg synes, serien gør et virkelig godt stykke arbejde med episoderne på New Caprica. Det er en stor styrke, at vi har helte fordelt på alle niveauer – både på den åbenlyst “gode” side, på den “tvivlsomme” og på den “onde” side. Det er interessant at følge, hvad der fører til, at de træffer de valg, de gør. Afsnittene på New Caprica giver mig også noget, jeg hidtil har savnet – de giver personerne et liv udenfor militæret, de giver personerne noget at kæmpe for, hvilket gør afsnittene så meget desto stærkere.

Resten af sæsonen koncentrerer sig om to ting: Menneskenes søgen efter Jorden og cylonernes søgen efter De Sidste Fem, der begge skydes i gang af afsnittet “The eye of Jupiter”, der er nervepirrende spændende. Jeg slet og ret slugte sæsonen herfra – sad sågar og faldt i søvn foran fjernsynet til kl. 1 igår aftes fordi, jeg bare MÅTTE se de sidste to afsnit, inden jeg gik i seng. En mere utålmodig sjæl end jeg selv, kunne være blevet irriteret på de selvstændige episoder på disc 5, der ikke har meget at gøre med den større historie: The Woman King, A Day in the Life og Dirty Hands. Jeg synes imidlertid, at det er tre virkelig stærke afsnit, der kan klare at stå alene.

“The Woman King” rejste en interessant problematik i forhold til kulturforskelle og racisme - i store træk er plottet, at en række syge borgere fra Saggitarius kommer om bord på Galactica, hvor en af Galacticas læger tilser dem. I saggitarianernes kultur er det en synd at tage imod medicin, så de fleste patienter nægter at lade sig behandle. Dog er det bemærkelsesværdigt, at en række mindre syge saggitarianere dør efter rent faktisk at have taget imod medicinen. Det store spørgsmål er nu: Skyldes saggitarianernes død deres egen forældede tro, eller er der folk om bord på Galactica, der nærer tilstrækkelig had og foragt for saggitarianere til at slå ihjel?

I “Dirty Hands” er det klasseforskelle, der bliver taget op. Flåden har akut brug for brændstof for at kunne springe i rummet, skulle cylonerne pludselig være over dem. Dette betyder, at de folk der arbejder med brændstofproduktionen arbejder dag og nat under dårlige vilkår, og fædrene er begyndt at tage deres drenge med på arbejde for at kunne holde produktionen oppe. Samfundet er brudt sammen, så der er ingen løn og ingen ferie, kun arbejde i udsigt til de hårdtarbejdende folk, og er du først fanget i produktionen har du ingen mulighed for at skifte arbejde, da der er brug for alle. Da folkene strejker, beordrer præsidenten formanden fængslet og arbejdet påbegyndt igen. Muligvis skyldes det, at jeg er ved at blive miljøskadet, men jeg var meget begejstret for dette afsnit – og holdt vejret, da de forsøgte at reparere en uafskærmet maskine i drift!

Det afsnit, jeg har mest lyst til at skrive om, er sæsonens sidste, for dén slutning så jeg ikke komme! Jeg vil dog lade være at byde på spoilers, og vil i stedet nøjes med at sige, at jeg sjældent er blevet SÅ overrasket – det kan kun blive godt i sæson 4…

Battlestar Galactica – 2. sæson

Anden sæson af Battlestar Galactica er en naturlig forlængelse af seriens første sæson, hvilket på nogle punkter er skidt men på mange andre punkter er godt.

Første sæson led under, at historien var befolket af adskillige endimensionerede personer, som man først begyndte at fatte interesse for henimod midt af sæsonen, hvor de så småt begynder at gøre sig fri af klicheér og sterotyper og udvikle selvstændige personligheder. Heldigvis udvikles personerne endnu mere i løbet af anden sæson, hvilket er afgørende for min fortsatte interesse. I løbet af anden sæson er jeg blever ægte engageret i personernes skæbne, hvilket betyder, at serien bliver SÅ meget mere underholdende. Og det er dét, der før hele forskellen.

Som nævnt er anden sæson i det store hele en fortsættelse af første sæson, og bidrager som sådan egentlig ikke med noget nyt til bsg-universet, hvilket er sæsonens absolutte svaghed. Jeg havde svært ved at få øje på en “season arch”, et mål, en retning for sæsonen, hvilket på længere sigt ville kunne få mig til at tabe interessen (jeg venter spændt på 3. sæson). Ja, vi er stadig i krig med cylonerne, ja, vi leder stadig efter et hjem… Og hvad så? På længere sigt er det meget lidt motiverende, at der kun er de meget diffuse og fjerne pejlinger for serien.

Generelt set er det fortsat den skrøbelige magtbalance blandt de overlevende efter samfundets nedbrud, der er centrum for en lang række af afsnittene: Der er magtkampe mellem mennesker og cylons, magtkampe internt i flåden, mellem flåden og regeringen, mellem piloterne og mellem individer. Men i modsætning til tilsvarende problematikker i første sæson giver disse magtkampe anledning til at fortælle en god historie. Ikke kun om bsg-universet, men også om vores hovedpersoner.

Til trods for den svage season arch var der mange perler blandt afsnittene. Jeg har svært ved at fremhæve enkelte afsnit frem for andre, da niveauet generelt er højt, men det afsnit jeg løsrevet kunne tænkes at vende tilbage til fra anden sæson vil nok alligevel være “Flight of the Phoenix”, eller i det hele taget afsnittene omkring Tyrol, Helo og Sharon, der har givet anledning til en række fantastiske scener i løbet af anden sæson. Jeg venter fortsat på at kunne knus-elske Lee og Starbuck, men de to – man fristes til at sige “hovedpersoner” – har endnu ikke vundet en plads i mit hjerte. Som i så mange serier finder jeg bipersonerne langt mere fascinerende.

Glee

Den ligger rimelig langt fra mine foretrukne sci-fi serier, men ikke desto mindre er jeg faldet pladask for TV2′s nye serie Glee, der sendes hver søndag. Serien er kulminationen af samtlige clichéer, der eksisterer om high school og om musicals, og det meste af tiden er handlingen tæerkrummende pinlig. Alligevel kan man ikke lade være med at holde af personerne, der alle er lidt udover det sædvanlige. Historien er forfriskende, selvironisk og charmerende i bedste Ugly Betty-stil, og selvom min gode smag tigger mig om at slukke, bliver jeg simpelthen nødt til at se, hvad der sker for Glee Club næste søndag.

Battlestar Galactica – 1. sæson

Nu kan jeg vel næsten ikke trække spændingen ud længere…

Battlestar Galactica; Hvad synes jeg om den?

Jeg havde på forhånd ret store forventninger til serien på grund af de anprisninger, jeg havde hørt fra flere kanter – herunder fra Kåre, der på det nærmeste tilbeder serien. Det vil være et for stærkt ord at sige, at jeg blev skuffet, men jeg kan sige så meget, at den bestemt ikke levede op til forventningerne – ved første øjekast altså, for Battlestar Galactica vokser ved nærmere bekendtskab.

Jeg fandt de to første discs (= 8 afsnit) forholdsvis uinteressante, forstået på den måde at jeg end ikke gad at besvære mig med at pause afsnittet, hvis jeg skulle et eller andet i et andet lokale.  Under det ene afsnit begyndte jeg endda at støvsuge, for blot at glemme alt om, at jeg havde et afsnit kørende i baggrunden… Og det er jo ikke ligefrem fordi støvsugning er den mest ophidsende fritidsbeskæftigelse. Jeg forstår, at man bliver nødt til at sætte seerne ind i seriens præmisser fra start, men desværre synes jeg, Battlestar Galactica gør det umådelig trægt og omstændigt. Der er alt for meget exposition i de første afsnit, og den leveres fuldstændig uindpakket. Kunne de ikke i det mindste have vævet det lidt ind i handlingen lidt á la Giles-figuren i Buffy? I stedet ender vi med regulære voice-over scener, flashback scener og endeløse diskussioner på kommandobroen og hos præsidenten – for slet ikke at tale om vores blonde cylon-heltinde, der som en konstant deus ex machina er leveringsdygtig i enhver oplysning og/eller genstand plottet end måtte have brug for for at få blot en anelse fremdrift.

Men så sker der alligevel noget.

Jeg ved ikke, om det var med serien eller med mig, men fra 9. afsnit, you can’t go home again, skete der en forandring. Historien begynder i højere og højere grad at handle om enkelt personer og deres forhold til sig selv og hinanden og i mindre grad om krig og militære strategier. Personerne gik fra at være forholdsvis todimensionelle til at være ganske velafrundede, og så var det, jeg begyndte at interessere mig for dem og bekymre mig om, hvad der sker dem. Og det er det vigtigste i min bog. En historie kan have nok så meget plot og action, men er man ligeglad om helten dør, kan det hele såmænd være lige meget! 

Serien tager selvfølgelig også hul på et af mine yndlingsemner, når det kommer til sci-fi: Hvad gør et menneske til et menneske? Kan en robot have følelser? Og hvad betyder det i forhold til rettigheder? Er de mennesker? Dyr? Ting? (Man uddannede sig vel ikke neurobiolog for ingenting!). Der er lånt ganske meget fra sci-fi legender som f.eks. Philip K. Dick, men det er bestemt ingen skam, for serien formår at gøre materialet til sit eget, og det føles ikke som om, det er noget, man har set hundrede gange før. Der er også mange friske tanker i blandt, som jeg håber, de bygger videre på i de næste sæsoner, for indtil videre er cylon-universet forholdsvis unuanceret – det kunne være spændende at få større indblik i deres verden.

Selvom den var trættende i begyndelsen, sætter jeg også stor pris på den mere politiske vinkel, man også stifter bekendtskab med i serien. Den er sjælden i mainstream sci-fi, hvor det desværre tit kan koges ned til “os imod dem”, men det er interessant at følge med i beslutningsprocessen hos både kaptajnen/kommandøren og præsidenten. Jeg kan naturligvis ikke udtale mig om resten af serien (ingen spoilers, tak!), men jeg håber at der kommer meget mere af den slags, nu hvor [spoiler alert!] cylons og mennesker tilsyneladende kan få børn sammen. Det må da give anledning til nogle politiske overvejelser – for ikke at tale om filosofiske, psykologiske og fysiologiske.

Den endelige konklusion er, at jeg ikke er fuldstændig oppe at ringe over Battlestar Galactica, men at jeg bestemt har lyst til at gå i kødet på resten af serien. Jeg er sikker på, at serien har meget mere at byde på, end vi får at se i første sæson, så jeg venter spændt (har indtil nu kun set de første to afsnit af 2. sæson).

I want to believe!

 

“I want to believe” er titlen på den The X-Files film, der udkom i 2008 – seks år efter serien stoppede på tv. Filmen er nummer to i rækken og er samtidig afslutningen på ni år med serien på godt og ondt. Men er det en værdig afslutning? Ja, det vil jeg faktisk mene.

Langsom som altid så jeg først filmen forleden efter at filmen havde ligget på hylden i nogle uger. The X-Files serien er et af de fænomener, der har haft den største indflydelse på min tilværelse i teenage-årene, så jeg var meget spændt på at se den genoplivet. Det kunne være så godt – men desværre kunne det også være det modsatte. I de sene sæsoner blev serien uigennemskuelig, og den overordnede historie om Mulder’s søster, aliens og regeringssammensværgelser endte med at være en joke mere end en drivkraft for serien, så hvis den tråd blev taget op, ville filmen på forhånd være dømt til at være et flop. Heldigvis har Chris Carter været klogere end som så, og har valgt en enkel men grusom historie, der i bedste X-Files stil kombinere det overnaturlige med det naturlige, og det videnskabelige med det religiøse.

Filmen følger virkelighedens kronologi og begynder 6 år efter serien sluttede. Mulder har isoleret sig i en hytte langt ude i ødemarken, hvor han fortsat fordyber sig i det overnaturlige, og Scully arbejder nu som læge på et katolsk hospital. Begge har de lagt deres liv som agenter bag sig, men da en kvindelig F.B.I.-agent forsvinder under mystiske omstændigheder, bliver Mulder tilkaldt som konsulent pga. hans erfaring med den særlige type sager. Mulder og Scully sættes på sagen, hvor deres eneste ledetråd er en pædofil præst, der har forliget sig med Gud, og som nu har evnen til at se både fortiden, nutiden – og fremtiden? Eller har han?

Jeg synes, at filmens plot var uhyggelig godt udtænkt! Jeg vil ikke afsløre for meget af handlingen, skulle nogle have lyst til at se filmen, men jeg kan sige så meget, at det var noget af det mere rædselsvækkende, man kan forestille sig. Når det er sagt, synes jeg desværre også, at plottet var usædvanlig ringe udført. Uhyggen krøb aldrig rigtig ind under huden, og det meste af tiden var jeg fuldstændig ligeglad med de stakkels ofre. Det var ligesom om, plottet bare skulle være statist, mens den virkelige historie udspandt sig mellem Mulder og Scully. For det var dén historie, der stjal fokus. Som inkarneret X-files-fan, nød jeg øjeblikkene mellem vores to helte – deres forhold til sig selv og til hinanden. Der var mange gyldne øjeblikke, men de var desværre også med til at gøre historien tung og stjæle fokus fra, hvad der burde være kernen i historien: X-files.

Nu kan det hurtigt komme til at lyde som om, jeg ikke kunne lide filmen, men det er faktisk ikke sandt. Overordnet set var plottet spændende, og som sædvanlig var der også en rigtig god dynamik mellem det videnskabelige, det overnaturlige og det religiøse. Mange vil sige, at man ikke kommer længere væk fra videnskab end religion, men det er langt fra sandt, for hvor mange mirakler udøver videnskaben ikke? Og hvor mange mirakler er der ikke i selve videnskaben? Den problematik bliver aldrig kedelig. Alt i alt synes jeg faktisk, at det var en glimrende film, hvor jeg blev godt underholdt – den går dog ikke over i historien, hverken som film eller som afsnit, for serien har budt på langt større oplevelser.

“I want to believe” har dog vakt X-Files entusiasmen til live igen, og jeg kunne godt forestille mig at se hele serien igennem igen på et tidspunkt om ikke så længe. Det vil så ca. være tredje gang, men en god serie kan man ikke se for mange gange :)

Et godt gys

Jeg er stor tilhænger af gyser-bøger og -film, og nyder at blive skræmt af spøgelser og monstre. Desværre er gys i de senere år blevet identisk med splat, hvilket er synd og skam, for de to ting burde ikke have noget med hinanden at gøre – har faktisk ikke noget med hinanden at gøre. Af denne årsag har jeg heller aldrig anskuet Stephen King som værende gysets mester, for selvom hans bøger altid lægger fænomenalt ud med intense gys og uhyggelige forudanelser, ender de som regel i afhuggede lemmer og detaljeret beskrevet forrådnelse krydret med en portion perversion, eder og forbandelser.

På trods af dette har jeg en række af hans gyser-bøger stående på min bogreol, og forventningens glæde er lige stor hver gang. Den næste bog jeg skal have ned af hylden er Den Døde Zone, som jeg i går fik en ustyrlig lyst til at gå i gang med. For noget tid siden købte jeg 1. sæson af tv-serien for en ubetydelig sum penge, og selvom serien bestemt ikke er noget udover det sædvandige, har den alligevel formået at underholde mig. I stilart kan den mest af alt sammenlignes med Ghost Whisperer, med sin gode portion af amerikansk sødsuppe og feel-good stemning, så jeg havde meget svært ved at genfinde Stephen King i det forlæg. Det gjorde mig nysgerrig på romanen, som gennem nogle år har stået ulæst på reolen.

Jeg er for tiden i gang med tre bøger; “Forvildede Sjæle” af Ruth Rendell (moderat spændende), “With no one as witness” af Elizabeth George (er endnu ikke nået langt nok til at sige) og “Full Speed” af Janet Evanovich (chick-lit på den stupide måde), så “Den døde zone” må vente nogle måneder endnu – tre er mit maksimale antal!

Lost in Translation

 

Jonas og jeg blev forleden færdige med 4. sæson af Lost, og jeg må indrømme, at den efterlader mig med noget blandede følelser…

Fra første til tredje sæson er seriens underholdningsværdi vokset eksponentielt - det kan der umuligt herske tvivl om! Mysterierne er mangfoldige, og plottet er så fint vævet, at alt i serien med fordel kan tolkes og analyseres, hvilket er guf for enhver nørd. Serien har uendelig mange niveauer, og man har en klar fornemmelse af, at der er kyndige forfattere bag, der har spundet en gennemført historie til perfektion. Lige fra de første antydninger af Dharma Initiative i første sæson (isbjørnen, the hatch) til udforskelsen af sammenhængen mellem Dharma og The Others i tredje sæson har historie hængt sammen, og selvom antydningerne har været mange, har jeg aldrig formået at være et skridt foran begivenhedernes gang. Dog har forklaringerne hele tiden ligget lige under overfladen, kun en hårsbredde væk, og ligegyldig hvor fantalastisk det hele har været, har det bevaret sin troværdighed.

Og så kom 4. sæson…

Sæsonens første afsnit “The Beginning of the End” var sindsoprivende spændende, og jeg nød hvert et sekund. Man alligevel sneg tvivlen sig allerede dér ind under huden, for begivenhederne forekom fuldstændig uden sammenhæng. Det var rent ud sagt umuligt at komme med et nogenlunde kvalificeret bud på, hvordan det hele passede sammen – og på en måde gjorde det handlingen en smule utroværdig. Er folk levende? Er de døde? De overnaturlige begivenheder havde en eksistensberettigelse på øen, hvor de hørte hjemme – men tilbage i “den virkelige verden”, hvor hører miraklerne hjemme dér?

Tvivlen var fortsat var en lille djævel på skulderen gennem de næste afsnit, idet jeg utålmodigt ventede på den vitale informationsbid, der ville kunne få mig til at kæde alle begivenhederne sammen. Denne bid kom imidlertid ikke før i 5. afsnit, The Constant, som fuldstændig slog benene væk under mig! Det afsnit var helt igennem fantastisk – og ikke kun fordi hovedpersonen var Desmond, som jeg jo har et svagt punkt for pga. den skønne accent. The Constat leverede et hæsblæsende kapløb med tiden, og det var sci-fi når det er bedst – og den introducerede også for alvor Faraday som en særdeles interessant person, der har meget mere at byde på. Til gengæld mistede jeg fuldstændig grebet som historien, der efterhånden har nået svimlende kompleksitets niveauer.

Havde det ikke været for The Constant, var min Lost-entuitisame formentlig svundet her, for de efterfølgende afsnit var på det jævne med ganske få højdepunkter: Den døde Jin og pandaen, og den levende læge der blev fundet med halsen skåret over dagen inden hans død. Sidehistorien om Michael fandt jeg direkte kedelig, og hvad pokker sker der for Jack, der render rundt efter en operation… Jeg siger ikke, at jeg ikke fandt afsnittene underholdende, for de var fortsat langt over niveau for tilsvarende serier – men det er bare ikke godt nok for Lost, der normalt leverer varen til perfektion. Hvad der reddede min oplevelse var 11. afsnit, Cabin Fever, der ligesom The Constant var helt igennem fænomenalt. John Locke er bestemt ikke min yndling blandt Losties, men alligevel hører de afsnit, der fokuserer på ham, til blandt mine favoritter – og Cabin Fever er ingen undtagelse.

Jeg er endnu ikke fuldstændig afklaret med hensyn til, hvad jeg mener om sæsonens tre sidste afsnit. Alle var de super spændende – og jeg kan ikke vente med at finde ud af, hvad der mon sker i 5. sæson… Men den lille djævel på skulderen mindede mig nu alligevel om sin tilstedeværelse, for er det hele ikke bare en lille smule FOR fantastisk?

Det håber jeg, at 5. sæson kan overbevise mig om, ikke er tilfældet…