Til trods for at mine følelser har været noget kølige tidligere (se BSG1 og BSG2), er jeg nu parat til at erklære Battlestar Galactica min uforbeholdne kærlighed!

Menneskeheden har koloniseret planeten “New Caprica” og har levet i fred og fordragelighed, indtil cylonerne finder dem og besætter planeten. Præsident Baltar samarbejder med cylonerne, og det samme gør en række mennesker, der melder sig til politistyrken. En række af vore helte – heriblandt Anders, Tyrol og Tigh – er derimod en del af en hemmelig modstandsbevægelse, der forsøger at slå den besættende magt ned.

Den første del af sæsonen, der foregår på New Caprica, behandler en række af de problematikker, der er klassiske i forbindelse med krig og besættelse – mange af begivenhederne: modstandsbevægelsen, politistykerne og razziaerne i gaderne leder tankerne hen på 2. verdenskrig, mens andre emner så som selvmordsbomber ufravigeligt leder tankerne hen på mere nutidige begivenheder. Jeg synes, serien gør et virkelig godt stykke arbejde med episoderne på New Caprica. Det er en stor styrke, at vi har helte fordelt på alle niveauer – både på den åbenlyst “gode” side, på den “tvivlsomme” og på den “onde” side. Det er interessant at følge, hvad der fører til, at de træffer de valg, de gør. Afsnittene på New Caprica giver mig også noget, jeg hidtil har savnet – de giver personerne et liv udenfor militæret, de giver personerne noget at kæmpe for, hvilket gør afsnittene så meget desto stærkere.

Resten af sæsonen koncentrerer sig om to ting: Menneskenes søgen efter Jorden og cylonernes søgen efter De Sidste Fem, der begge skydes i gang af afsnittet “The eye of Jupiter”, der er nervepirrende spændende. Jeg slet og ret slugte sæsonen herfra – sad sågar og faldt i søvn foran fjernsynet til kl. 1 igår aftes fordi, jeg bare MÅTTE se de sidste to afsnit, inden jeg gik i seng. En mere utålmodig sjæl end jeg selv, kunne være blevet irriteret på de selvstændige episoder på disc 5, der ikke har meget at gøre med den større historie: The Woman King, A Day in the Life og Dirty Hands. Jeg synes imidlertid, at det er tre virkelig stærke afsnit, der kan klare at stå alene.

“The Woman King” rejste en interessant problematik i forhold til kulturforskelle og racisme - i store træk er plottet, at en række syge borgere fra Saggitarius kommer om bord på Galactica, hvor en af Galacticas læger tilser dem. I saggitarianernes kultur er det en synd at tage imod medicin, så de fleste patienter nægter at lade sig behandle. Dog er det bemærkelsesværdigt, at en række mindre syge saggitarianere dør efter rent faktisk at have taget imod medicinen. Det store spørgsmål er nu: Skyldes saggitarianernes død deres egen forældede tro, eller er der folk om bord på Galactica, der nærer tilstrækkelig had og foragt for saggitarianere til at slå ihjel?

I “Dirty Hands” er det klasseforskelle, der bliver taget op. Flåden har akut brug for brændstof for at kunne springe i rummet, skulle cylonerne pludselig være over dem. Dette betyder, at de folk der arbejder med brændstofproduktionen arbejder dag og nat under dårlige vilkår, og fædrene er begyndt at tage deres drenge med på arbejde for at kunne holde produktionen oppe. Samfundet er brudt sammen, så der er ingen løn og ingen ferie, kun arbejde i udsigt til de hårdtarbejdende folk, og er du først fanget i produktionen har du ingen mulighed for at skifte arbejde, da der er brug for alle. Da folkene strejker, beordrer præsidenten formanden fængslet og arbejdet påbegyndt igen. Muligvis skyldes det, at jeg er ved at blive miljøskadet, men jeg var meget begejstret for dette afsnit – og holdt vejret, da de forsøgte at reparere en uafskærmet maskine i drift!

Det afsnit, jeg har mest lyst til at skrive om, er sæsonens sidste, for dén slutning så jeg ikke komme! Jeg vil dog lade være at byde på spoilers, og vil i stedet nøjes med at sige, at jeg sjældent er blevet SÅ overrasket – det kan kun blive godt i sæson 4…

Anden sæson af Battlestar Galactica er en naturlig forlængelse af seriens første sæson, hvilket på nogle punkter er skidt men på mange andre punkter er godt.

Første sæson led under, at historien var befolket af adskillige endimensionerede personer, som man først begyndte at fatte interesse for henimod midt af sæsonen, hvor de så småt begynder at gøre sig fri af klicheér og sterotyper og udvikle selvstændige personligheder. Heldigvis udvikles personerne endnu mere i løbet af anden sæson, hvilket er afgørende for min fortsatte interesse. I løbet af anden sæson er jeg blever ægte engageret i personernes skæbne, hvilket betyder, at serien bliver SÅ meget mere underholdende. Og det er dét, der før hele forskellen.

Som nævnt er anden sæson i det store hele en fortsættelse af første sæson, og bidrager som sådan egentlig ikke med noget nyt til bsg-universet, hvilket er sæsonens absolutte svaghed. Jeg havde svært ved at få øje på en “season arch”, et mål, en retning for sæsonen, hvilket på længere sigt ville kunne få mig til at tabe interessen (jeg venter spændt på 3. sæson). Ja, vi er stadig i krig med cylonerne, ja, vi leder stadig efter et hjem… Og hvad så? På længere sigt er det meget lidt motiverende, at der kun er de meget diffuse og fjerne pejlinger for serien.

Generelt set er det fortsat den skrøbelige magtbalance blandt de overlevende efter samfundets nedbrud, der er centrum for en lang række af afsnittene: Der er magtkampe mellem mennesker og cylons, magtkampe internt i flåden, mellem flåden og regeringen, mellem piloterne og mellem individer. Men i modsætning til tilsvarende problematikker i første sæson giver disse magtkampe anledning til at fortælle en god historie. Ikke kun om bsg-universet, men også om vores hovedpersoner.

Til trods for den svage season arch var der mange perler blandt afsnittene. Jeg har svært ved at fremhæve enkelte afsnit frem for andre, da niveauet generelt er højt, men det afsnit jeg løsrevet kunne tænkes at vende tilbage til fra anden sæson vil nok alligevel være “Flight of the Phoenix”, eller i det hele taget afsnittene omkring Tyrol, Helo og Sharon, der har givet anledning til en række fantastiske scener i løbet af anden sæson. Jeg venter fortsat på at kunne knus-elske Lee og Starbuck, men de to – man fristes til at sige “hovedpersoner” – har endnu ikke vundet en plads i mit hjerte. Som i så mange serier finder jeg bipersonerne langt mere fascinerende.