***
Så godt som hver morgen er det en fast del af min rutine, at jeg stiger op på vægten og noterer dagens tal. Tallene danner en fin men ujævn kurve på min Madlog, hvor jeg registrerer vægten. Selvom kurven hopper op og ned, er der alligevel en nedadgående tendens, der har virket opløftende på mig, når jeg har haft brug for motivation til at fortsætte kampen. Madlog melder trods alt, at jeg er 1,3 kg lettere nu, end da jeg begyndte.

Idag meldte nysgerrigheden sig, og jeg begyndte at behandle tallene. For at eliminere de mange udsving tog jeg gennemsnit, og valgte at gøre det uge for uge. Jeg havde gættet rigtigt, der var en nedadgående tendens. I Excel indtegnede jeg en tendenslinje for de gennemsnitlige målinger, som havde følgende ligning:

y = -0,1229 x + 64,098

Med andre ord: Mit mål på 47 kg er nået om 139 uger – dvs. 2, næsten 3 år.

Jeg har meget blandede følelser med hensyn til resultatet. Det er dejligt at vide, at det rent faktisk går nedad, langsomt men støt også selvom jeg ikke holder kuren slavisk hver eneste dag. Dog er det uendelig deprimerende at vide, at jeg har tre år igen med mit nuværende niveau.

Jeg er klar over, at vægttab og vedligeholdelse kræver en livsstilsændring, men jeg har aldrig følt, jeg har et livsstilsproblem. Jeg spiser sundt, ikke særlig meget og holder mig generelt fra søde sager. Jeg har altid haft en forholdsvis aktiv hverdag med dagligdags motion og uregelmæssig, decideret træning. Mit problem er, at mit kaloriebehov er så uendeligt lille, at jeg skal spise så godt som ingenting, før det er opfyldt. For at få dækket mine næringsmæssige behov skal jeg derfor nøje overveje, hvilke madvarer jeg spiser. Udover dét er det afgørende, hvornår jeg spiser i løbet af dagen, så jeg overlever på den begrænsede mængde mad uden sult, men samtidig kan deltage i sociale sammenhænge som den daglige frokost – og den særlige udfordring, de mange middagsinvitationer vi får, med meget mad og hvor det er svært gang på gang at skulle afslå et glas vin og dermed også udstå folks nysgerrige, spørgende blikke: Er hun mon gravid? For det er naturligvis den eneste socialt acceptable årsag til ikke at indtage alkohol… Ved hjælp af madlog kan jeg konstatere at i tirsdags, hvor jeg spiste en hjemmelavet burger på restaurant til frokost, faktisk ikke kunne have haft tilladt mig at spise andet hele dagen, hvis jeg skulle have beholdt mit kalorieunderskud. Øv! Det er en balancekunst at leve et normalt liv og samtidig kun indtage mine begrænsede kalorier.

Mit nuværende motionsniveau indebærer ca. 35 minutters intensiv cykling i bakket tærræn dagligt, 1 times yoga om ugen og 3 timers intensiv dansetræning om ugen. Udover min normale aktivitet med eks. at grave have, gå på trapper, slæbe indkøb og andet i samme stil. Jeg nyder min træning, men har samtidig svært ved at se, hvordan det skal hænge sammen i fremtiden, når jeg rent faktisk har været gravid og sidder med et lille vidunder, der skal passes. Med andre ord: Jeg har svært ved at se, hvordan mit nuværende niveau – der tidligst vil kunne belønne mig med det ønskede vægttab om to til tre år – skal kunne blive til en permanent livsstil.

Lige nu er jeg rådvild og en smule opgivende. Uden dog at give op. For tre år er bedre end aldrig, og meget bedre end en eventuel vægtøgning om tre år, som formentlig ellers ville være resultatet. Men jeg må i tænkeboks igen og se, om jeg ikke kan give den en ekstra skalle så de tre kan blive til to år.