Tag: tasker

Mine gyldenbrune følgesvende

Efter at have været til frisør i tirsdags tog jeg et smut forbi Magasin for at shoppe hvide stiletter til brylluppet. Sko fandt jeg ingen af, men til gengæld fik jeg lejlighed til at opleve den skønne Alexa bag fra Mulberry i levende live. Da jeg beundrede hendes bløde, gyldenbrune læder, kunne jeg ikke lade være med seriøst at overveje, om de 6500 kr., jeg skulle slippe for Alexa, mon ikke kunne undværes et andet sted i budgettet.

Normalt er min holdning, at det er det rene galimatias, at bruge så mange penge på en taske bare fordi, der er det rigtige logo undenpå. Men sådan har jeg det ikke med Mulberry, da jeg har en idé om, at her hænger pris og kvalitet faksisk sammen – og så synes jeg bare, de laver nogle fede ting! Jeg købte dog ikke Alexa, da hun i sidste ende er og bliver en alt, alt for dyr dame. Og selvom pris og kvalitet muligvis hænger sammen for Mulberry, findes der også tasker af ligeså god kvalitet med til 1/10 af prisen. Eksempelvis knus-elsker jeg min skuldertaske fra Jost af uforgængeligt kernelæder (se billede herunder), som jeg fandt på udsalg sidste vinter til 500 kr.

Jost vil helt sikkert være min trofaste følgesvend gennem de næste 30 år, men vi må vente og se, om han får konkurrence fra Alexa, hvis jeg engang arver en ukendt, rig onkel fra Amerika…

Og sådan tømtes pengepungen…

CPH Moda Outlet
CPH Moda Outlet
Dagens indslag handler om mode. I denne weekend bød København på to outlets, der bugner med lækkerier til indbydende priser: Designer Forum og dets nye lillesøster CPH Moda Outlet.

Sidstnævnte fik besøg af en minipadde først på eftermiddagen i går, og den købte sig fattig i tøj, sko, tørklæder – sågar en cykelhjelm!

Lædertaske

Læderclutch fra Nova Bag - 100 kr

Dagens første køb blev denne dueblå læder clutch fra Nova Bag, som fint kan forvandles til en lille skuldertaske ved at sætte den tilhørende rem på. Den skal helt sikkert ud at luftes her til foråret sammen med de sko, jeg fandt hos Mimics‘ stand:

Sko fra Mimic

Sko fra Mimic - 200 kr

Et af de outfits, der har fulgt mig gennem hele efteråret og vinteren er den faste kombination af jeans, langærmet t-shirt, vest og tørklæde. Af denne grund var det derfor også en regulær umulighed for mig, at komme hjem fra en shoppingtur uden et tørklæde… Uden tre for at være helt præcis:

Endnu tre tørklæder til samlingen

Endnu tre tørklæder til samlingen - i alt 130 kr

Tørklæder er en simpel men effektiv måde at spice et hverdags-outfit op, og selv de mere kedelige beklædningsgenstande i klædeskabet kan få nyt liv.

Mange af de trends, der har været gennemgående i efterårssæsonen har været tunika/kjoler, og jeg må tilstå, at jeg efterhånden er indehaver af en 10-12 stykker af slagsen. Alligevel er det fortsat beklædningsgenstande af netop denne type, jeg kaster min kærlighed på. Således fandt jeg to mørkeblå kjoler hos hhv. Hübsch und… og Samsøe & Samsøe:

Silkekjole fra Hübsch und... - 300 kr

Silkekjole fra Hübsch und... - 300 kr

Mørkeblå kjole fra Samsøe & Samsøe - 100 kr.

Mørkeblå kjole fra Samsøe & Samsøe - 100 kr.

Det er ikke til at se af billederne, men kjolerne har næsten samme farve. Alligevel bliver de ikke for ens, for snittene er meget forskellige, når kjolerne kommer på.
Kjolen fra Hübsch und… slutter til omkring hoften, hvilket får dens øverste stykke til at pose en smule, og er tydeligvis inspireret af 20′ernes charleston-kjoler. Kjolen fra Samsøe & Samsøe derimod slutter tæt til overkroppen, og har et draperet skørt, der er videre på midten end i bunden. Dette giver skørtet en “ballon-effekt”, der er rigtig fin.

Hos Samsøe & Samsøe fik man tre stykker tøj for 300 kr, så som supplement til kjolen fandt jeg følgende to genstande:

Kort kjole fra Samsøe & Samsøe - 100 kr

Kort kjole fra Samsøe & Samsøe - 100 kr

Top fra Samsøe & Samsøe - 100 kr

Top fra Samsøe & Samsøe - 100 kr

Begge toppe er super til et par sorte jeans til et hverdagslook, men den korte kjole egner sig også fint til fest. Udover jeans kan den fint give et casual festlook, men jeg erfarede også, at den kan fungere som gallakjole udover en af mine sorte nederdele. Sammensætningen af nederdel og kjole gav et super tjekket look, og det er faktisk ikke til at se, at det ikke er én lang kjole.

Til at fuldende begge sæt fik jeg også investeret i et par grå støvletter fra Shoe Biz, der er en drøm at gå rundt i. Fødderne har det simpelthen bare behageligt!

Grå sko fra Shoe Biz - 300 kr

Grå sko fra Shoe Biz - 300 kr

CPH Moda Outlet bød da også på lidt fornyelse i min samling af bling-bling. Jeg har længe været på udkig efter nogle Julie Sandlau Øreringe, så min lykke var gjort, da jeg kunne få dem til 600 kr parret. Til min pengepungs fortrydelse, måtte jeg bare eje to par (længst til højre). Jeg faldt også over et par andre ørering ved en anden stand, som jeg også var overbevist om, at jeg ikke ville kunne leve uden.

Øreringe fra ukendt mærke og fra Julie Sandlau - samlet pris 1329 kr

Øreringe fra ukendt mærke og fra Julie Sandlau - samlet pris 1329 kr

De fleste af mine øreringe stammer enten fra min folkeskoletid og består af delfiner af sølv og andet af den slags, mens resten af min kollektion for det meste udgøres af smykker fra H&M, pieces m.v. Min samling trængte til et lidt mere eksklusivt udtryk, som den ny har fået. Nu har jeg smukke øreringe til både hverdag og fest.

Mine to afsluttende køb, var af lidt alternativ karakter og inspireret af, at min slankekur tvinger mig til at motionere i al slags vejr. For tiden er det ved gåture, og jeg savner virkelig noget regntøj til at pakke mig ind i på de våde dage. Dette kunne CPH Moda Outlet også byde på i form af Danefæ regnjakker til 50% af prisen.

Regnjakke fra Danefæ - 500 kr

Regnjakke fra Danefæ - 500 kr

Mit sidste køb skal også anvendes i forbindelse med motionen. Til sommer regner jeg med, at en del af weekendens timer skal gå med lange cykelture – og hvad er så bedre end at være udstyret med en fantastisk og iøjnefaldende cykelhjelm?

Cykelhjelm fra Mills - 300 kr

Cykelhjelm fra Mills - 300 kr

Alt i alt fik minipadden brugt alt for mange penge, men jeg synes også, at jeg kom hjem med nogle rigtig gode ting, der bestemt vil være med til at sætte lidt ekstra kulør på garderoben her til foråret.